De, der har hørt om den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788-1866), kender ham formentlig primært for hans metafysiske filosofi om viljen som altings grund, som Schopenhauer udfolder i hovedværket Verden som vilje og forestilling (og som jeg endnu har til gode, men den står og truer derhjemme i reolen). Men blandt Schopenhauers efterladte skrifter gemmer sig også denne lille sag:

Kunsten altid at få ret er en skarp og ikke uvittig gennemgang af 38 retoriske strategemer eller kunstgreb – fremstillet i 38 paragraffer, som det hørte sig til i vægtige akademiske skrifter på den tid – til brug for den, der gerne vil vinde en diskussion uafhængigt af, om den påstand, man forfægter, er sand eller falsk. Eller som Schopenhauer kalder disciplinen: ‘Eristisk dialektik’ eller ‘kunsten at disputere på en sådan måde, at man bliver ved med at have ret, hvad enten man har det eller ej’ (s.64).

Schopenhauers lille skrift er fra en tid, hvor en offentlig disput var en forestilling for et publikum, og hvor en ikke uvæsentlig del af argumentationen havde til fordel at vinde publikums gunst. Og sådan er det vel også i dag – nu bare på tv, men ofte fortsat med et publikum på.

§ 30. Henvis til autoriteter.
Argumentum ad veredundiam. I stedet for grunde kan man bruge autoriteter, alt efter hvad modstanderen kender til. […] Man kan også benytte almindelige fordomme som autoriteter. For de fleste tænker med Aristoteles: “det, som alle mener er godt, det er også godt, hævder vi.”; ja, der findes ingen nok så absurd mening, som folk ikke let gør til deres egen, så såre man har haft held til at overbevise dem om, at en sådan er almindeligt accepteret. Eksemplet virker på deres tænkning ligesom på deres adfærd. De er som får, der følger førerfåret, ligegyldigt hvorhen det fører dem: for dem er det lettere at dø end at tænke.

Kunsten altid at få ret er mest en lille pudseløjerlighed af idéhistorisk interesse, men den er ikke kun dét. Schopenhauers 38 argumentatoriske former og retoriske kneb, hvoraf han henter ikke så få fra Aristoteles, har stadig gyldighed. De bruges af alle slags debattører den dag i dag og er derfor nyttige at kende.

Er man helt blank på retorikkens former, er der måske nok bedre introduktioner derude, men Schopenhauers lille skrift er ikke desto mindre slet ikke dårligt, hvis man gerne vil skærpe sin opmærksomhed på retorikkens faldgruber. Tænd for et vilkårligt debatprogram på tv, og med Schopenhauers lille skrift ved hånden vil du hurtigt kunne finde eksempler på brugen af de fleste af hans 38 tricks.

§ 21. Mød sofistiske argumenter med sofistiske argumenter.
Ved et blot tilsyneladende eller sofistisk argument fra modstanderens side, som vi gennemskuer, kan vi ganske vist pille det fra hinanden ved at analysere, hvor prekært og tilsyneladende det er, men bedre er det at imødegå det med et lige så tilsyneladende og sofistisk argument og affærdige det på denne måde. For det kommer jo ikke an på sandheden, men på sejren.

Så langt så godt. Schopenhauers tekst er faktisk værd at læse. Den er kort, og den er nem at gå til trods sin alder. Jeg faldt over den i lufthavnskiosken og læste den i et fly her i formiddags, tungere er teksten ikke.

Men helt ærligt, Informations forlag, hvad sker der for jer med denne udgivelse? Ihvertfald den udgave af den lille bog, jeg har haft mellem hænderne, er et absolut rædselsfuldt eksempel på noget, der mest af alt ligner resultatet af en farveblind og i øvrigt ubehjælpsom selvudgivers første forsøg på ved hjælp af Microsoft Words faste designskabeloner at designe et bogomslag til en underlødig lokumsbog. Der mangler kun en påtrykt mærkat med et “Årets mandelgave!” for at fuldende det uappetitlige layout.

Forsøget på at lancere Schopenhauers lille skrift som dansk ‘lokumslitteratur’ stopper ikke ved det frastødende omslag, men er trængt helt ind i redaktion af oversættelsen: Det originale manuskript indeholdt et således et forord i form af afsnittene ‘Eristisk dialektik eller Kunsten altid at få ret’ og ‘Basis for al dialektik’, som den danske udgiver imidlertid har valgt at placere til sidst som et efterord. Ifølge oversætteren Hans Christian Finks eget forord er det sket “af hensyn til den almindeligt interesserede læser, som kunne risikere at løbe sur i det ikke ukomplicerede forord […] og dermed aldrig nå frem til de gode råd eller beskidte tricks”.

Det er en besynderlig dispostion. Dels er forordet (som altså i denne danske udgivelse er blevet til et efterord) ikke meget mere kompliceret end flere af de enkelte paragraffer i hovedteksten (og i øvrigt kun 12-13 meget små sider langt, så hvis man løber sur i det, så løber man nok sur i det meste).

Dels er det i forordet, at Schopenhauer introducerer nogle få centrale dialektiske begreber, som anvendes i det efterfølgende (i den danske udgave altså i det foranstående), og uden kendskabet til begreberne bliver fremstillingen i hovedtekstens paragraffer vanskeligere at følge. Endvidere er det i forordet, at Schopenhauer positionerer sin lille samling af dialektiske kunstgreb i forhold til den idéhistoriske tradition og til  logikken og sofistikken.

Har man indledningen med, forstår man, at Schopenhauer er ude i et mere seriøst ærinde end blot at underholde på lokummet – selv om der næppe er tvivl om, at den gamle mavesure pessimist selv har gnægget lidt undervejs i præsentationen af disse kunstgreb, som mere end én gang giver anledning til at udstille den manglende interesse for sandheden og manglende evne til at kende et gyldigt argument fra et ugyldigt hos såvel den almindelige pøbel som hos indbildske, obersternasige Erasmus Montanus-agtige offentlige debattører.

K's vurdering: