Tag nej-hatten på, fokuser på det negative i dit liv og hold op med at mærke efter i dig selv! Det er nogle af de gode råd i Svend Brinkmanns på én gang ironiserende og helt seriøse karikatur på en selvhjælpsbog, som udkom i går på Gyldendal.

Svend Brinkmann (f.1975) er professor i psykologi på Aalborg Universitet m.m. Hans ærinde med denne lille debatbog er at stille kritisk spørgsmålstegn ved det, han kalder “tidens udviklingstvang” i vores “accelererende kultur”, og anvise metoder til at modgå den.

Brinkmanns diagnose er, at vi lever i en kultur, hvor menneskene har fået fødder i stedet for rødder: Samfundet stiller bestandige krav om, at vi hele tiden skal bevæge os, hele tiden være i udvikling – i arbejdslivet, i i kulturlivet, i fritiden, i parforholdet.

Den accellererende kultur og udviklingstvangen kommer blandt andet til udtryk i såvel offentlige som private virksomheders koncepter for medarbejderudviklingssamtaler og i Brinkmanns hadeobjekt nummer ét: Selvhjælpslitteraturen, som kommer i alle slags forklædninger fra de glittede dameblades gør-det-selv-guide i at-lære-at-mærke-hvordan-du-har-det over kurser i Mindfullness til letkøbt ledelsesfilosofi (“7 gode vaner” og den slags).

Fælles for dem alle er ifølge Brinkmann, at de abonnerer på de samme forkerte forestillinger om, at svarene på alle vigtige spørgsmål i livet skal findes ved, at du bliver bedre til at mærke efter, hvordan du har det, finder dig selv og følger din mavefornemmelse, lærer at sige ja og fokuserer på det positive.

Det skaber ifølge Brinkmann rodløse mennesker, som mister evnen til at stå fast og sige fra, mister evnen til at besinde sig på, hvad der er vigtigt i livet, og i værste fald bliver ramt af stress og depressioner.

Professorens recept er en alternativ “selvhjælpsguide” i 7 trin, som allerede er blevet delt ganske meget på de sociale medier forud for bogens udgivelse, men nu får I den også her:

1. Hold op med at mærke efter i dig selv
2. Fokuser på det negative i dit liv
3. Tag nej-hatten på
4. Undertryk dine følelser
5. Fyr din coach
6. Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi
7. Dvæl ved fortiden

I sådan overskriftsform kan Brinkmanns “7 trin” umiddelbart selv fremstå mere platte og overfladiske end egentligt provokerende. Men under hver af overskrifterne udfolder Brinkmann i bogen faktisk en reflektion og en eftertænksomhed, som er værd at lytte til. Og så er det samtidig ret underholdende, for Brinkmann formidler sit seriøse ærinde med vid og humor.

Han tager i sin livsfilosofi især afsæt i nogle af de romerske stoikere (Seneca, Marcus Aurelius og Epitket) og deres diktum Memento Mori (“Husk, at du skal dø”). Hovedbudskabet er, at vi ved at besinde os på altings endelighed kan lære at affinde os med os selv, nå frem til en mere realistisk livsindstilling og fokusere mere på at gøre noget så gammeldags som vores pligt over for de mennesker, vi er forbundne med.

Der er en enorm styrke og integritet i at sige ‘Det gider jeg ikke’. Kun programmerede robotter siger altid ja. Når nogen, for eksempel til en medarbejdsudviklingssamtale, vil have dig til ‘personlig udvikling’, så sig pænt nej tak. Sig, at du hellere vil have en kageordning. Øv dig i at sig nej til mindst fem ting hver dag (s.55).

Brinkmanns 7 råd er selvfølgelig karikerede, for selvfølgelig skal man ikke sige nej til alt, kun fokusere på det negative i livet eller aldrig mærke efter, hvordan man går og har det. Det ved Brinkmann også udmærket.

Det handler om balance. Her kunne Brinkmann have grebet endnu længere tilbage i filosofihistorien end til stoikerne og fremdraget Aristoteles’ gamle indsigt om Den Gyldne Middelvej. Men den passer selvfølgelig ikke så godt i konceptet, og bogens skarpe, pamfletagtige (i begrebets bedste betydning) karakter kunne have risikeret udvanding.

Brinkmanns eksplicitte pointe med karikaturen er således, at den modsatte position – selvhjælpslitteraturen og paradigmet om konstant selvudvikling som vejen til lykke – er lige så galt afmarcheret og derfor har behov for et lige så karikeret modbillede.

Og karikaturen er ret gennemført (og måske også mere gennemført, end Brinkmann selv er opmærksom på?). Dels følger den selvfølgelig helt bevidst selvhjælpslitteraturens form og struktur med en trinvis “lær-dig-selv-at”-guide.

Men Brinkmanns bog minder også om selvhjælpslitteraturen ved den ubekymrede, pragmatiske måde, hvorpå han går til sine inspirationskilder. Således får han fyldt den lille bog med henvisninger til et ret stort antal meget forskelligartede filosoffer, psykologer og sociologer som ud over stoikerne spænder fra tænkere som Sokrates over Alasdair McIntyre, Michel Foucault og Anthony Giddens til Slavoj Zizek og et større antal psykologer. Der er formentlig en del af dem, der med deres fundamentalt forskellige erkendelsesfilosofier og menneskeopfattelser ville vride sig ved at vide sig taget til indtægt for det samme argument. Men det er okay, for Brinkmann prætenderer ikke at gøre andet end pragmatisk med arme og ben at stjæle pointer, gode vendinger og delindsigter fra hylderne.

Lidt mere irriteret kan blive over, at Brinkmann – også helt i selvhjælpslitteraturens ånd – fremstiller sin egen bog som et helt enestående nybrud og som det første og eneste opgør i vor tid med udviklingstvangen. For det er den så langt fra – der er reelt ikke meget nyt under solen. Brinkmanns udmærkede hovedpointer har man i flere år kunnet finde – ikke bare i filosofien og psykologien – men også i den offentlige debat, både i aviser og fagblade.

Men bogen har ikke desto mindre sin berettigelse ved at være storartet formidling: Den er underholdende, passende provokerende, let og hurtigt læst, men med stof til en hel del eftertanke. Tak for det!

Titel: Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstrang
Forfatter: Svend Brinkmann
Udgiver: Gyldendal
Udgivelsesdato: 2014
Sider: 157
Læst: September 2014

K's vurdering: