Et eventyr for børn og (især) voksne: Suddenly in the Depths of the Forest er en bagatel i Oz’ omfattende forfatterskab, men en meget charmerende – og ildevarslende – bagatel. Og så indgår der den allermest charmerende ko-agtige ko.

Fortællingen udspiller sig i en lille landsby på kanten af verden, grå og dyster ligger den, omgivet af fjendtlige bjerge og uigennemtrængelige mørke skove. I landsbyen er der ingen dyr – hverken husdyr, vilde dyr i skoven, fisk i floden, fugle på himlen eller insekter i luften og jorden. Børnene i landsbyen kender kun til dyr fra lærebøger i skolen, som de fleste opfatter som opspind og eventyr.

Kun de voksne kan huske tiden med dyrene, før den uheldssvangre nat, hvor Nehi The Mountain Demon, gik gennem landsbyen og tog alle dyrene med sig som en slags Rottefænger fra Hammel. Og de voksne taler ikke om den nat eller om fortiden i det hele taget, når børnene hører på. Men to børn sætter sig for at finde dyrene og begiver sig ind i skoven og op ad bjerget….

Har man læst Oz’ store erindringsroman En fortælling om kærlighed og mørke kan man ikke lade være med at tænke, at dette kunne være et af de grumme eventyr, som Oz’ mor fortalte til ham som lille – og som i hans personlige rekonstruktion af barndommen danner en magisk modvægt til hans fars rationelle, pedantisk velordnede univers. Og måske er det også det.

Fortællingen har eventyrets enkle form og rummer de besværgende gentagelser, der hører sig til i genren. Der lurer i teksten fra start til slut en underliggende, skæbnesvanger uhygge, noget mørkt og ildevarslende knyttet til de voksnes aktive fortrængning af fortiden. Denne stemning forløses kun delvist i fortællingens afsluttende lidt banale, børneagtigt udtalte morale om, at man ikke skal mobbe hinanden eller udelukke nogen fra fællesskabet. Som voksen læser sidder man til gengæld tilbage med en foruroligende stemningsrest af noget uforklaret, et overskud af mening i teksten, som kan udlægges på flere måder.

Jeg gjorde mig i den forbindelse en observation om mig selv og mine fordomme som læser: Alene fordi, jeg ved, at Oz er en israelsk forfatter, og yderligere understreget af, at jeg ved, at han i sit øvrige forfatterskab (f.eks. En fortælling om kærlighed og mørke og En panter i kælderen) har beskæftiget med Israels historie og konflikten mellem jødiske israelere og palæstinensere, så læste jeg denne lille eventyrhistorie i en forventning om at finde tegn på, at dette i virkeligheden er en fabel over det moderne Israels historie:

Om uddrivelsen af jøderne fra Europa og det moralske ar, det efterlod. Eller om Det Forjættede Land, der viser sig ikke at være helt så forjættet. Eller om et helt folks undertrykkelse af en kollektiv erindring om Holocaust. Eller om at leve i et land omgivet af fjender. Og så videre og så videre.

Og ja, man kan læse alle disse betydninger ind i Oz’s eventyr om landsbyen uden dyr på kanten af verden omgivet af mørke, skov og bjerge. Men som alle gode, grumme eventyr har også dette en langt mere almen form. Og hvis forfatteren havde været af en anden nationalitet, havde jeg aldrig tænkt i Israel, men læst den som en mere universelt gyldig fabel over effekten af udskillelse,  undertrykkelse og fortrængning. Og dét kan man også sagtens, og deri ligger en styrke i denne lille velfortalte parentes i Oz’ forfatterskab.

Hvis ikke for andet, så læs den for denne vidunderlige beskrivelse af en forbipasserende ko – sjældent har man set en sortbroget kos kohed indfanget mere præcist:

Just then a cow came towards them, a slow cow, an extremely proud and well-connected cow, a very distinguished cow adorned with black and white spots. She trudged and swayed her way slowly, filled with self-importance, past the sleepy tigers, nodding her head two or three times as if she were totally and completely and entirely not surprised, absolutely not surprised, on the contrary, all her calculations had been correct and all her early assumptions had proved to be accurate, and now she nodded also because she deinitely agreed with herself fully and utterly and always, and without the slightest shadow of a doubt (s.92).

Bogen er, så vidt jeg ved, ikke oversat til dansk.

K's vurdering: