Dostojevskij i Afghanistan – tilsat en omvendt Kafka med skrue….

Den afghansk-franske forfatter Atiq Rahimi benytter sig i Fanden tage Dostojevskij af et velkendt litterært trick, nemlig at tage en kendt litterær figur og omplante den til en anden tid og et andet sted. Her er det Dostojevskijs figur fra romanen ‘Forbrydelse og straf’ fra 1866 (kendt fra K’s top 20), studenten Rodion Raskolnikov, som i starten af romanen myrder en gammel pantelånerske og herefter må gennemgå en plagsom moralsk erkendelsesproces i fængselet frem mod at angre sin synd.

Hos Rahimi er scenen skiftet fra Sankt Petersborg i midten af 1800-tallet til Kabul på et tidspunkt kort efter ophøret af den sovjetiske besættelse af Afghanistan i 1989, hvor borgerkrigen er brudt ud og mujahedinernes rædselsregimente på vej. Raskolnikov hedder Rassul, en ung mand, som på grund af sin kommunistiske far har studeret i Sovjetunionen under besættelsen og der har stiftet bekendtskab med Dostojevskij.

I modsætning til forbilledet Dostojevskij er Atiq Rahimi kendt for at skrive korte romaner, han har ingen tid at spilde, og går direkte på, læs blot romanens allerførste linjer her:

Dårligt har Rassul løftet øksen for at lade den falde ned mod den gamle kones hoved, før tanken om fortællingen ‘Forbrydelse og straf’ slår ned i ham. Den lammer ham. Hans arme ryster, hans ben vakler. Og øksen slipper hans hænder. Den kløver kvindens hovedskal og synker ind. Uden et skrig falder den gamle sammen på det røde og sorte tæppe. Hendes slør med dets mønster af æbleblomster svæver i luften og lægger sig over hendes fede, laskede krop (s.7).

Rassul myrder en gammel, led panterlånerske og rufferske, egentlig med en plan om at berøve hende, men ved tanken om, at han kan være i gang med at lave en Raskolnikov, mister han fatningen og flygter uden tyvekoster. I stedet slår ugerningen ham med stumhed, og han tåger i nogle dage rundt i Kabul som i en feberrus. Han glider ud og ind af mareridtsagtige drømme, og både Rassul selv og vi som læsere har svært ved at afgøre, hvad der er drøm og virkelighed, for teksten bevæger sig uden synlige markører imellem dem. Som læser bliver man sågar i tvivl om, hvorvidt Rassul overhovedet har begået det indledende mord, eller om det også var en drøm.

Den Dostojevskij-påvirkede Rassul når snart den erkendelse, at han må bekende sin handling og tage sig sin straf. Det er imidlertid ikke så nemt i Afghanistan omkring 1990, hvor retssystemet er næsten ikke-eksisterende, og ingen udover Rassul selv i øvrigt synes at kunne se det alvorlige i at have dræbt en kvinde, endda en syndig bordelmutter.

Udover de eksplicitte referencer til Dostojevskij får en anden europæisk klassiker her lov at svinge implicit med i baggrunden: Rassuls bestræbelser på at blive dømt for mordet har nærmest karakter af en omvendt Kafka: Hvor Josef K. i Kafkas Processen udsættes for en langvarig proces uden nogensinde at kunne få at vide, hvad han er anklaget for, så er Rassuls problem det modsatte: Han kender sin brøde og erkender sin skyld, men han kan ikke få retssystemet til at anerkende den og straffe ham for den, samtidig med at han ikke desto mindre vikles stadig længere ind i en grotesk proces – hvor han til gengæld kan dømmes og straffes for alle mulige forbrydelser, han ikke har begået.

Fanden tage Dostojevskij er velskrevet, pointen er god, men jeg begyndte desværre alligevel at kede mig lidt, da Rahimis gennemspilning af Raskolnikov-temaet blev mig en kende for anstrengt i passager. Og så er det som om, romanen ikke helt kan bestemme sig for, om den vil være et alvorligt eksistentielt og moralsk drama eller en sorthumoristisk komedie. Den er faktisk bedst, hvor den er det sidste. Især den farceagtige “retssag” mod Rassul hen mod romanens slutning er grotesk-komisk, noget i retning af Kafka møder Monty Python forklædt som langskæggede “Allahu Akbar”-messende mujahedinere. Men med en særdeles alvorlig tone for os, der ved, at mujahedinernes virkelige sharia-regime var om muligt endnu grotesk, grusomt og vilkårligt.

Jeg kunne bedre lide nogle af Rahimis tidligere små romaner, de fremragende Den tålmodige sten og Drømmenes labyrint, begge mere skarptskårne i plottet og mere intense læseoplevelser. Begge er stærkt anbefalelsesværdige og er trods deres væsentligt mindre sidetalsmæssige omfang betydeligt større romaner end Fanden tage Dostojevskij. Omend den sidste nu bestemt også har sin egen berettigelse.

K's vurdering: