Meget, meget fin lille bog om frygt, terror og mennesker i Afghanistan under den sovjetiske besættelse 1979-1989.

Atiq Rahimi (f.1962 i Kabul) mestrer den korte, intense romanform. Det gør han rigtig flot her, ligesom han gør det i den senere Den tålmodige sten (som i høj grad følger samme form som Drømmenes Labyrint)

Den korte handling i bogen udspiller sig omkring jeg-fortælleren, den unge mand Fahrad, der en aften efterlades i en grøftekant tævet halvt ihjel af en militærpatrulje for en ubetydelig forseelse. Her bliver han fundet af en ung enlig mor, som i stor fare for sit eget liv tager ham ind i sit hus, plejer ham og skjuler ham for soldaterne.

I en stor del af romanen henligger Fahrad i kvindens hus, mere død end levende, og genoplever i en halvdrømmende tilstand de begivenheder, der førte ham frem til det brutale møde med soldaterne, og korte flashbacks til hans liv i øvrigt.

Bogen er med sine korte 167 sider meget hurtigt læst. Men det lykkes Rahimi på utvungen vis at få indflettet forbløffende mange vedkommende indsigter om forholdene i det daværende Afghanistan:

Om de patriarkalske magtstrukturer i familierne. Om den vilkårlige terror og undertrykkelse under det sovjetstyrede militærregime. Om spændingerne mellem på den ene side sekulære, veluddannede muslimske afghanere (som f.eks. godt kan gå i byen og drikke sig fulde og kun sjældent besøger moskeen) og på den anden side uddannelsesfjendtlige, fundamentalistiske islamister, som peger frem mod det næste kapitel i Afghanistans plagede historie, som vi som læsere ved vil indfinde sig i 1990’erne, når det sovjetiske regime bliver afløst af Talibans terror.

Min mor siger, at alt vand på jorden er strømmet gennem hendes øjne.

Men især er det en stærk og nogle steder hjertegribende fortælling om den traumatiserende angst, som fysisk undertrykkende regimer kan installere i menneskers sjæle. Men også en fortælling om kærlighed.

Bogens franske originaltitel er “Les mille maisons du rêve et de la terreur”, som mere direkte måske kunne have været oversat til Drømmenes og terrorens tusinde huse – som jeg egentlig synes bedre (end den lidt Barbara Cartland-agtige nuværende danske titel) rammer den pointe hos Rahimi, at hans lille kondenserede roman om nogle få enkeltskæbner også er et billede på hele Afghanistan i sovjetperioden.

Titel: Drømmenes labyrint
Forfatter: Atiq Rahimi
Udgiver: Tiderne Skifter
Udgivelsesdato: 2004
Sider: 167
Originalsprog: fransk
Oversætter: Maiken Maigaard
Originaltitel: Les mille maisons du rêve et de la terreur
Opr. udgivelsesår: 200
Læst: Januar 2014

K's vurdering: