Werner Herzog: Om at gå i is

“Jeg gik den mest direkte vej til Paris, i sikker forvisning om at hun ville overleve, hvis jeg kom til fods. Desuden ville jeg gerne være alene.”

Fin lille bog om, ja, at gå. Ikke kun i is, men også i regn og andet vintervejr. Og om den verden, der passerer forbi den gående.

Om at gå i is er den tyske filminstruktør Werner Herzogs (f.1942) dagbogsoptegnelser fra en personlig 800 km lang gåtur fra München til Paris i november-december 1974, som først nu er blevet udgivet på dansk.

Afsættet for Herzogs vandretur er, at han i slutningen af november 1974 får en telefonopringning om, at den tyske filmkritiker Lotte Eisner, med kælenavnet Die Eisnerin, er syg og ligger for døden i Paris. Han griber straks sin jakke, sit kompas, sine vandrestøvler og pakker en vadsæk med det mest nødvendige. Og så går han.

En eneste, altdominerende tanke: væk herfra. Menneskene gør mig bange. Eisnerinden må ikke dø, hun dør ikke, jeg tillader det ikke. Hun dør ikke, det gør hun ikke. Ikke nu, det må hun ikke. Nej, hun dør ikke nu, for hun dør ikke. Mine skridt er faste. Og nu skælver Jorden. Når jeg går, går en bison. Når jeg holder pause, hviler et bjerg. Ve! Hun må ikke. Hun gør det ikke. Når jeg kommer til Paris, lever hun. Det vil ikke være på andre måder, fordi det ikke må. Hun må ikke dø. Senere måske, når vi tillader det.

Turen er ikke planlagt, Herzog har ikke på forhånd lagt en rute, og han har ikke ligefrem det mest moderne vandreudstyr med. Undervejs overnatter han i sommerhuse, som han bryder ind i, i lader og læskure og enkelte gange på hotel. Han går det meste af vejen, men snyder dog lidt ind imellem ved at tage imod et lift, når vejret er for stygt eller smerterne i de ophovnede akillessener bliver for stærke.

Og undervejs skriver han de dagbogsnoter, som han nogle år efter vælger at udgive – ifølge Herzogs eget forord i den oprindelige form med kun enkelte meget private passager udeladt.

Dagbogsnoterne giver indtryk af at være hastigt nedskrevne undervejs. De er holdt i korte, fyndige sætninger. Iagttagelser af landskaber, dyr og mennesker flyder sammen med Herzogs tankemæssige associationer til nogle af hans aktulle eller tidligere filmprojekter og til erindringsbilleder af hans familie mv.

Temmelig mange krager ledsager mig i tågen. En bonde spreder gylle om søndagen. Traktorsporene er ret dybe. Der lå et kæmpemæssigt fladt bjerg af våde, snavsede sukkerorer midt på en gårdsplads.

Det, der der fylder mest, og som især gør bogen værd at læse, er filmmanden Herzogs skarpe registrerende blik på verden omkring ham, mens han går igennem land og by. Store dele af dagbogsoptegnelserne læses nærmest som en serie af sekventielle kameraindstillinger. Man har let ved at se filmen for sig.

Adskillige tjenere optog forfølgelsen af en hund, der var løbet ud af en café. En let stigning var blevet for stejl for en gammel mand, han trak cyklen, dårligt til bens, humpende og prustende. Til sidst stopper han hostende op, han kan ikke mere. Han har spændt en dybfrossen kylling fra supermarkedet fast på sin bagagebærer.

Om at gå i is er ikke hverken stor eller banebrydende litteratur. Men det er fin lille bog, som man kan nyde at læse.

Jeg fik associationer til engelske Rachel Joyces feel good-roman The Unlikely Pilgrimage of Harold Fry fra 2012 om den 65-årige, der beslutter sig for at gå igennem det meste af England på sine fødder – med samme formål, at forhindre en ven i at dø. Gad vide, om inspirationen kommer fra Herzog? Til sammenligning er der dog væsentlig mere gods og litterær tyngde i Herzogs dagbogsnoter end i Joyces lidt for fjollede og pussenussede og alt for lange roman.

Herzogs bog er til gengæld stilmæssigt nært beslægtet med Tomas Espedals Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv – hvis du var glad for den, så vil du også holde af Om at gå i is.

K's vurdering: