Pia Juul: Avuncular. Onkelagtige tekster

Jeg er ikke den store lyriklæser, som faste følgere af disse noter vil vide. Men Pia Juuls (f.1962) optræden ved arrangementet Digte & Lyd i VEGA forleden inspirerede mig alligevel til at anskaffe mig Juuls seneste udgivelse, Avuncular, med den i sig selv nysgerrighedsvækkende undertitel Onkelagtige tekster.

Avuncular er et engelsk udtryk og betyder netop onkelagtig, som man kan læse i et uddrag fra en engelsk-danskordbog, der er optrykt på bagsiden af Pia Juuls bog sammen med en billedcollage af forskellige slags onkler, virkelige og fiktive, heraf muligvis nogle af hendes egne.

‘Onkelagtig’: Der er noget tø-hø over begrebet, noget trygt, noget genkendeligt, noget ikke alt-for-tæt-familieagtigt (tæt nok på til at være trygt og sikkert, men ikke så tæt, at det er omklamrende), noget der smager af barndom og gamle dage.

Eller med Pia Juuls ord i bogens første digt:

Hvad er en onkel
Et ord
slå det op
men vent lidt med at slå det op
lad mig først føle noget
onkel er fjernt fra alle opslag
en længsel efter et trygt øjeblik i en
barndom men ikke en person det er en
tilstand i ordet, måske i o
måske i bogstavet o som udtales å. Oh. Åh. Oh du onkel.
Oh min onkel. Åh ånkel. Mon oncle Jules, en titel der falder
mig ind, onkel Tom, onkel Anders, uncle Sam og alle de
andre onkler man kender uden at kende dem, også mine
egne onkler og dine, men …
(jeg siger det straks:
hyggeonkel
det uhyggeligste ord i min ordbog
det næstuhyggeligste: legeonkel)

Titlen i sig selv slår en humoristisk tone an, og den tone genfindes også i de fleste af digtene, som i ovenstående.

Onklerne er mest eksplicit til stede i digtsamlingens anden halvdel. Her blandes citerede definitioner (fra Ordbog over Det Danske Sprog og Wikipedia m.m.) af forskellige slags onkelrelaterede ord med små digte om Pia Juuls (muligvis) virkelige onkler, fiktive onkler fra film og litteratur (onkel Tom og onkel Anders f.eks.) og offentlige personer, der for Pia Juul har spillet en ‘onkelagtig’ rolle som f.eks. Cary Grant og Onkel Danny (Dan Turell).

Formålet synes at være at skabe en slags ordcollage, der fra forskellige vinkler udforsker onkelbegrebet. Effekten er et vist mål af pudseløjerlighed, men det pudsige virker lidt for anstrengt, ordbogsdefinitionerne er mestendels kedelige, og samlet set synes jeg ikke helt, at det fungerer.

Bogens første del samt de afsluttende digte er således de bedste. Her er det onkelagtige mere implicit til stede som en underliggende tone i en tematisering af tidens gang. En humoristisk tone, men også en stedvis sørgmodig tone. Eller måske snarere en slags midt-i-livet-tone, der vokser ud af at være blevet så voksen, at man har set tiden gå, har oplevet kærlighed og venskaber komme og gå, har oplevet døden og lidt af historiens gang.

Gud må være død.
Alt er øde, sover han?
Jeg mærkede ikke
at han var her før
men det kunne godt være
ham der var
forsvundet nu, alt er
forandret, skyttegrave
fulde af vand og råddenskab
ingen synger, end ikke
jeg over opvasken […]

Man må forstå Pia Juul sådan, at der i det med at lade sig mærke af tidens gang ligger noget af det onkelagtige, som hun på sit sted i livet (i sig selv måske en onkelagtig formulering…) med en karakteristisk selvironisk distance nu også ser sig selv i:

Og pludselig er man det selv. En onkel, flink og rar og rummelig og af en gammel verden. Jeg går fx med guldknappet stok, jeg ved ikke, hvor den kom fra, den ligger så godt i min hånd. Man har de her gamle sager i sin hule og de her gamle vaner i sin hverdag. Nu er det mig, der siger Hvor er du løbet i vejret, niece. Og mig der siger til konfirmanden, at han er blevet begavet da jeg ser gavebordet.

Sammenfattende rummer Avuncular en del fine digte, som især appellerede til mig i kraft af Pia Juuls underfundige humor. Jeg var ikke blæst omkuld, men kunne godt finde på at læse mere Pia Juul.

K's vurdering: