Nu er jeg jo ikke den allerstørste fan af digte som genre. Og jeg interesserer mig ikke det fjerneste for sport, mindst af alt fodbold. Så det var lidt op ad bakke fra starten for Marie Gerhardts (f. 1978) Amagermesteren, da det gik op for mig, at jeg her sad med en samling sportsdigte om blandt andet forfatterens erindringer fra tiden som fodboldpige på Amager.

Nuvel, man må jo efter bedste evne forsøge at sætte parentes om sine fordomme. Og Amagermesteren viser sig da også at handle om en del andet end sport. Først og fremmest fremstår digtsamlingen som en serie mere eller mindre selvbiografiske (gætter man på) erindringsglimt fra en opvækst i 1980’erne og 1990’erne på det ikke særligt fancy Amager.

Fodbolden fylder dog en del i digtene, også som metafor for livet i almindelighed og især for kampen for at komme overens med en fra en tidlig alder tvetydig kønsidentitet, med ikke helt harmoniske familierelationer og med positionen blandt pigerne på fodboldholdet og i omgangskredsen på Amager generelt.

På det allersidste billede
har jeg krænget kjolen af
sidder i sandaler
imellem min far og min mor
med bar overkrop
alvorlig mine
solbrun
med bitte små danske flag
klistret på mit bryst

[…]

jeg kigger direkte
ind i kameraet
jeg er seks år gammel
jeg ved
at dette
er det forkerte hold

Gerhardt vender i digtene gentagne gange tilbage til den indædte ambition om at ville være en vinder, om at sejre, at blive den bedste. Og hun opnår da også sejre på fodboldbanen, som imidlertid i digtene samtidig kommer til at fungere som en bitter-ironisk kommentar til de sejre, hun ikke får i livet i øvrigt. Blandt andet de identitetsmæssige knubs på vej mod at finde en stabil kønsidentitet som lesbisk og det senere slag i form af en kræftdiagnose i en tidlig alder.

Temaerne er således alvorlige nok. Og digtsamlingen som helhed virker for så vidt troværdig. Der er også nogle pletvis gode momenter. Især leverer Gerhardt nogle skarpt twistede afslutninger på flere af digtene, som for eksempel her (idet lige præcis dette eksempel dog er taget ud af det lange, afsluttende digt):

en dag
et år
en time
et kys
en gang om måneden
lyser mit ego
som Amagerbrogade i december
resten af tiden
kender jeg en pige
der blev voldtaget i nærheden

Men i det lange ryk forekom de fleste af digtene mig dog ret uopsigtsvækkende, grænsende til det kedelige. Jeg blev ihvertfald aldrig rigtig optaget af samlingen.

Måske tænder jeg bare ikke på digte om ungdomsfodbold på Amager. Og det er ikke nødvendigvis Marie Gerhardts skyld, det er muligvis bare mine egne barndomstraumer, der står i vejen (jeg var altid ham, der stod tilbage på græsplænen som den sidste – eller på en god dag som den næstsidste – når de andre havde valgt fodboldhold).

Det stiller så bare så meget højere krav til sprog, rytme og komposition, hvis man skal gøre mig interesseret, og de krav kunne Marie Gerhardt ikke helt indfri med Amagermesteren.

Amagermesteren er en af syv digtbøger, der er nomineret til Politikens Litteraturpris 2015. Jeg læser alle syv her i januar/februar måned 2016.

K's vurdering: