Harald Voetmann: Amduat. En iltmaskine

“At sige i den 12. time: Jeg skal dø nu. Det er ikke, fordi jeg vil det. Men det er det, der sker.”

Amduat. En iltmaskine er en flot og rørende fortælling i digtform om en gammel mands død på en lungeklinik på et dansk hospital, mens hans søn er hos ham. Samtidig fortalt med Harald Voetmanns velkendte humor og optagethed af det abjekte, det ækle og det groteske – iklædt gevandter fra den oldegyptiske dødekult.

Harald Voetmann kender vi her på bloggen for hans begavede og bizarre romaner med afsæt i historien og klassikken. Amduat. En iltmaskine adskiller sig i sin form og tone markant fra de øvrige værker, jeg har læst af ham. Men bogen er samtidig ubestrideligt voetmannsk.

Amduat. En iltmaskine har form af et sammenhængende prosadigt. Bogen præsenterer sig i bagsideteksten som en sammenskrivning af to fortællinger. Den ene fortælling handler om de sidste timer af fortællerens (måske også forfatterens?) fars liv, mens han dør af en lungebetændelse og en hjerneblødning i en sygeseng på Holbæk sygehus.

Den anden fortælling er om den egyptiske solguds rejse i båd gennem underverdenen i løbet af natten. Amduat er i oldegyptisk mytologi betegnelsen for “det, der er i underverdenen.” Fortællingen om solguden Ras rejse, død og genfødsel kender man blandt andet fra vægmalerier i farao Tuthmosis III’s gravkammer i Kongernes Dal, som er Voetmanns inspiration i bogen.

I fortolkningen af solgudens rejse genkender vi Voetmanns manierede stil fra f.eks. Syner og fristelser. Her får den på alle de voetmannske tangenter. En mands blodfyldte øjenhuler bruges som blækhus for præsternes grifler, han skider sine indvolde ud efter at have fået cedertræsolie sprøjtet op i endetarmen, han bliver pisket med senerne fra sine egne benstumper og mere af den slags.

Det er forrygende grotesk og væmmeligt. Voetmann skaber voldsomme billedkollager af ord, som ville være frastødende, hvis de ikke samtidig var så sjove i deres bizarre overdrevenhed.

Det er imidlertid fortællingen om farens død på Holbæk Sygehus, der for alvor gør indtryk i Amduat. En iltmaskine. Voetmann viser her en følsom side, som uden at blive sentimental på fineste vis formidler den intense og voldsomme erfaring, det er at være vidne til, at ens far dør.

Om at kunne trække vejret blandt de døde.
– Det er en iltmaske. Den hjælper dig med at trække vejret. Du skal beholde den på.
– Giv mig noget, jeg kan drikke.
– Nej, du skal beholde den på. Giv slip, far.
– Giv mig noget, jeg kan drikke. Giv mig noget, jeg kan slippe.

Portrættet af den konfuse, døende far er troværdigt og rørende. Fortællingen fremstår som en meget konkret personlig erfaring, men indfanger samtidig noget universelt.

Den oldegyptiske fortælling om Ras rejse gennem underverdenen er opdelt i nattens tolv timer, og Voetmann spejler denne form (mere eller mindre) i bogen, som udfolder sig over tolv timer omkring farens død.

Formen i bogen veksler derudover mellem længere, rytmiske prosastykker og mere eller mindre uforståelige digte, som på én gang refererer til hieroglyfferne i Tuthmosis III’s gravkammer og fungerer som udtryk for, hvordan sproget bryder sammen for den konfuse, hjerneblødningsramte far:

En dør er en kniv
en kniv er en time
et blik er et sår
og et sår er en fjer

En fjer er et kys
et kys er en krykke
en seng er en båd
og en båd er et ord

Et ord er en mønt
en mønt er en veksel
et ord er en blomst
og en blomst er en flod

En flod er et drop
et drop er et smykke
din hånd er et fnug
og et fnug er en mur

En kniv er en dør
en dør er en time
dit liv er en flod
og din seng er en båd

Egentlig er det forkert at tale om to fortællinger i bogen. Det hele handler om farens dødskamp. Den parallelle fortælling om solguden Ra fungerer som en ekspressionistisk metafor for den ekstreme, følelsesmæssige voldsomhed, der er på spil under overfladen i det sterile hospitalslandskab.

Scenerne fra den egyptiske underverden sammensmeltes i Voetmanns prosalyrik med farens liv og død på hospitalet. Holbæk Hospital transformeres til en underverden i mareridtsagtige syner:

[…] I fertilitetsrådgivningen
pisker tre unge sygeplejersker med
gåsegribbehoveder på skift en
ulykkelig kvinde fra Hvalsø med
et bundt tørrede flodhestehaler, mens
de messer en frugtbarhedshymne
Ueyiiiiiiiiaahaa uweihihii uuweeiihiii.

Bogen er skrevet i hånden og optrykt i Voetmanns håndskrift (dvs. jeg går ud fra, at det er Voetmanns egen håndskrift, men jeg ved det faktisk ikke). Det kan måske lyde lidt kunstlet, men det fungerer godt i sammenhængen og er med til at understrege indtrykket af en personlig beretning.

Skriften er overvejende trykt i sort, men enkelte sætninger er fremhævet i rødt som en parafrase over hieroglyfferne, som de er malet i Tuthmosis III’s gravkammer i Kongernes dal, hvor sort og rød skrift ligeledes veksler (dette fremgår ikke af bogen og er heller ikke min egen indsigt, men skyldes Tine Bagh, museumsinspektør ved Glyptoteket, i et interessant foredrag om Amduat og de egyptiske guder).

Fra Hotel Pro Formas forestilling “AMDUAT. En iltmaskine.” Foto: Ditte Valente, hotelproforma.dk.

Amduat. En iltmaskine er for øvrigt sat i scene af Hotel Pro Forma som en multiforestilling, der kombinerer imponerende kostumer, dans, teater, lys- og videokunst og et lydtæppe af atmosfærisk elektronisk musik tilsat egyptiske musikalske elementer opført live på scenen. Forestillingen kan opleves netop nu og indtil 12. juni 2021 på Teater Republique i København. Jeg havde fornøjelsen i fredags (hvor jeg også overværede nævnte foredrag ved Tine Bagh), og forestillingen var min anledning til at læse bogen.

Amduat. En iltmaskine i Hotel Pro Formas fortolkning er en ekstremt flot forestilling, en visuel og auditiv totaloplevelse, som jeg kunne skrive meget om. Men nu er dette jo ikke en blog om scenekunst, så jeg vil nøjes med at anbefale den helhjertet – hvis du er heldig, er der måske stadig billetter. Det er en fordel, men slet ikke nødvendigt, at have læst bogen inden. Til gengæld vil jeg kraftigt anbefale – for at få større udbytte af forestilligen – forud at læse lidt op på den oldegyptiske fortælling om Amduat og om de egyptiske guder, der optræder i fortællingen (hvis du kommer i lidt god tid inden forestillingen, kan det flotte og informative program til nød gøre det).

Voetmanns bog har heldigvis ingen udløbsdato – men den bør du nu alligevel også skynde dig at læse.

K's vurdering: