“vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder / og så smadrer vi hinanden / jeg har bare været smadret / fra begyndelsen”

Casper Erics (f. 1987) langdigt Nike er skrevet som var det én lang, mere eller mindre uredigeret email til ekskæresten: “it’s the things / we love most / that destroys us / knus Caspar / sendt fra min iPad,” som det hedder i udgangsstroferne.

Kærlighedssorgen fylder noget i digtet, men mere centralt står kroppen og samfundets kropsidealer. Caspar Eric ved noget om smadrede kroppe. Han er født med cerebral parese (også kendt som spastisk lammelse) og har gennemgået adskillige operationer på den konto. Digtet er i høj grad en lang reflektion over, hvordan man lever med dét i en kropsfikseret kultur. Der er ikke noget klynk over Nike, omend et vist mål af narcissisme og en hel del vrede og frustration – over oplevelsen af at blive set på og kategoriseret som handicappet.

Nike refererer i digtet både til sportskoen og til den græske sejrsgudinde. For digterjeget, der tilsyneladende minder en del om Caspar Eric selv, er et konkurrencemenneske, og frustrationen over ikke at kunne dyrke sport fuldt ud, fylder noget i digtet:

[…] jeg har
dyrket konkurrencesport
som en acceptabel måde
at ødelægge andre
konkrete kroppe
eller andre kroppes ideer
om at være valide kroppe
men mine knæskaller
kan ikke holde til det
mere uden at gå af led
jeg er ikke indrettet
til at kunne gennemføre
alle de ting jeg føler
jeg burde gennemføre
men det gør mig ikke
til en mindre dårlig taber

Digtet er tæt på slet og ret at være en lang prosatekst, som er klippet op i korte strofer uden tegnsætning. Egentlig synes jeg ikke, at det gør det store hverken fra eller til for teksten, at den er klippet op og stillet op som poesi på denne måde.

Som lyrik betragtet savner jeg således noget i forhold til især rytmikken, men Nike er indholdsmæssigt et vedkommende indlæg om konkret at leve med cerebral parese og mere generelt om vores kropsdyrkende normalitetskultur og som sådan bestemt værd at læse.

Caspar Erics Nike er den sidste af syv nominerede lyrikværker til Politikens Litteraturpris 2015, som jeg har læst mig igennem her i januar-februar 2016.

Nike er bestemt ikke et dårligt bud på prisen, men når jeg kigger tilbage på mine anmeldelser af de syv værker, så skiller Birgitte Krogsbøls børnerim og -remser i Funkelgnister sig ud som den eneste bog med fire stjerner. Den vurdering holder stadig i tilbageblik – og så er der noget tiltalende ved tanken om, at en børnebog måske kan løbe med prisen. Birgitte Krogsbøl får min stemme!

K's vurdering: