“hvis du læser det / te digt vil du dø – der er / ikke nogen som / helst TVIVL om det – så / tænk dig godt om før du læ / ser det til ende / jeg indrømmer at / det er svært at standse her / hvis du først er kom / met så langt men pas / på – hvis du læser vide / re så vil du dø”

Ja, det kræver sin modige læser at læse Klaus Høecks seneste (og måske sidste?) mursten af en digtsamling. Og så måske alligevel ikke…

Klaus Høeck (f. 1938) er en af de tunge drenge indenfor dansk lyrik. Mere end 30 udgivelser og 15.000 digte, en livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond siden 1985 og en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris er blandt meritterne.

Ikke desto mindre er hans seneste værk, den op mod 600 sider lange digtsamling Legacy, mit første bekendtskab med Høeck. Der er bestemt noget at komme efter hos Høeck, omend jeg ikke er slået bagover af begejstring. De bedste digte i samlingen er virkeligt gode, men der er også for meget skrammel imellem.

Legacy henter i sin struktur og indhold inspiration hos brugen af de sociale medier. Bogen er opdelt i tre dele med titlerne FACEBOOK Selfies, INSTAGRAM og LINKEDIN Updates.

Første del kan med det i baghovedet læses som en serie ironiserende litterære ‘selfies,’ der tilsammen udgør et slags erindringsværk. Digtene tager sig således ud som små kommentarer til billeder fra et gammelt familiealbum, som Høeck bladrer sig igennem mere eller mindre kronologisk.

Undervejs bliver der uddelt vittige og præcise stikpiller til netop vores brug af sociale medier som facebook. Som for eksempel i denne Dan Turèll-agtige, sarkastiske svada mod de mange selvoptagede ligegyldigheder, nettet flyder over med:

     se mig – hvor er jeg
dog interessant se for
     eksempel på mit li

     dende udtryk hvor
er det dog interessant
     eller se mit blå

     halstørklæde så
nonchalent arrangeret
     hold da helt kæft hvor

     er jeg interes
sant det er næsten ikke
     til at holde ud

Den midterste og største del af bogen er i en forvrænget INSTAGRAM-stil illustreret med 140 såkaldte gouacher malet af Jørgen Bispelund Knudsen på grundlag af 35 computerbearbejdede fotografier fra Klaus Høecks egne familiealbums.

Digtene er små snapshots af lidt af hvert fra hverdagsiagttagelser over politiske kommentarer til små lommefilosofiske betragtninger, ofte med et vittigt twist.

     ånden er rede
bon OG kødet skrøbeligt
     ELLER er det om

     vendt ånden der er
blødsøden og falder fra
     hinanden i in

     tellekt og flue
knepperi mens kødet er
     klar til hvad SOM helst

     FOR eks at blive
stegt til en tournedos el
     ler boeuf stroganoff?

Endelig kredser den sidste del – i tråd med det mere professionelle netværk LinkedIn – tematisk især om Høecks værk og profession som digter.

Samlet set er titlen Legacy velvalgt, for så vidt digtsamlingen kan læses som en slags status over Høecks liv og værk.

Mange af digtene er grundlæggende små stykker prosatekst, der er skåret mekanisk op, så stavelserne passer med haikudigtets form (5/7/5) ganget med fire, jf. eksemplerne her på siden. Formkravet indebærer, at Høeck bryder mange ord op midt i en stavelse (og han bekymrer sig gennemgående ikke om tegnsætning som bindestreger, kommaer eller punktummer – kun et udråbstegn eller spørgsmålstegn kan det blive til i ny og næ).

Det kommer der faktisk noget sjovt ud af ind i mellem: Man kløjes lidt i ordene, læser først en stavelse som et helt ord for enden af en strofe, men må så lade blikket hoppe en linje op igen for at finde en ny mening.

Men der er altså lidt langt – meget langt – mellem snapsene i denne digtbog på 589 sider.

For Klaus Høeck sludrer derudad. Det virker ikke som om, han har redigeret i digtene, og mange af dem er helt ligegyldige og fremstår nærmest som fyld. Hvis man var meget velvilligt indstillet, kunne man tolke det som en kommentar i sig selv til netop de sociale medier, kapiteloverskrifterne hentyder til.

Men det bliver det jo egentlig ikke mere spændende af, selv om Høecks sludrevorenhed kan være helt hyggelig på en onkel-agtig måde, som Pia Juul måske kunne mene.

Andre steder spiller Høeck mere den knarvorne end den hyggelige onkel, og han kan også være decideret bidsk. Og så er der så også de digte, der både er vittige og tankevækkende, og hvor poesien stikker hovedet frem midt i de knarvorne gammelmandsgrovheder, som for eksempel her:

     spørgsmål: hvorfor er
du flyttet fra hovedsta
     den ud til nowhere?

     svar: for at slippe
for røvhullerne og le
     ve alene med

     mine egne ENG
LE og dæmoner og for
     at lytte til an

     dre toner på e
ventyrernes og vinter
     rens jødeharpe

(Det er ikke mig, der har stavet vinterrens med to r’er – men det er heller ikke til at sige, om det er en trykfejl eller bevidst..)

På trods af perlerne her og der, så er Legacy altså alt for lang. Jeg vil vove den påstand, at man snildt kunne redigere bogen ned til 100 sider uden at skære nogen bevaringsværdige digte fra.

Appendiks i Klaus Høeck: Legacy (2015)

Men så ville Klaus Høecks system selvfølgelig ikke passe. For Høeck digter efter systemer. Som han selv siger det et sted i denne bog: “systemdigt/ningens systemdig/ter kunne man også kal/de mig med et e/neste forMÅL nem/lig at sprænge lortet (sy/stemet) i luften.”

Jeg kan så ganske vist ikke gennemskue hans systemer på trods af, at han i et appendiks har angivet en kode, der frækt byder sig til, som om det er en dokumentation af systemet. Det er det måske også (og jeg tvivler ikke på, at Høeck har fulgt sit eget system – det er formentlig forklaringen på, at bogen nogle gange bliver så kedelig), men appendikset var komplet uforståeligt for mig. Jeg har ærlig talt heller ikke gidet bruge tid og energi på at forsøge at afkode det (men prøv selv ved at klikke på billedet her til højre).

Høeck selv opfordrer heller ikke ligefrem til, at man bruger meget tid på af afkode hans systemnøgle, når han i et af digtene i LINKEDIN Updates-delen – efter at have indrømmet, at han har brugt computeren som hjælpemiddel til at generere sine systemdigte – også erkender følgende:

     én ting er at jeg
har brugt computeren i
     min digtning – det er

     slemt nok – hvad vær
re er at jeg i alle mi
     ne bøger har la

     det manualer
ne stå som næsten ulæ
     selige og u

     forståelige
koder remser tabeller
     og appendikser

Og hvad ville Klaus Høeck sige til en kritik som ovenstående? He wouldn’t give a damn:

       jeg har ikke me
re at sige (eller ret
       tere digtene)
       ordene er kas
tet på alle disse si
       der som frøkorn der
       enten slår rod i
poesiens hængende
       haver eller vis
       ner i læsernes
sind men lige meget hvad
       I don’t give a damn

Klaus Høecks Legacy er sammen med seks andre lyrikværker indstillet til Politikens Litteraturpris 2015. Jeg læser mig igennem alle værker i januar-februar 2016.

• Lignende indlæg
• Gyldendal

Martin Glaz Serup: Læsesteder

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer

Kristina Stoltz: Historien

Gilgamesh

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Orhan Pamuk: Det nye liv

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024