K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
Du er her: Forside / Boganmeldelser / Thomas Boberg: Hesteæderne. Trilogien

Thomas Boberg: Hesteæderne. Trilogien

Af Kasper Håkansson, 21. januar 2016
Skriv en kommentar

“Fordi døden er den fest / I holder / er mit digt / en magisk bønnespire / i jeres anus.”

Der er en vildskab og en rå, sorthumoristisk energi i de bedste dele af Thomas Bobergs dystopiske, samfundskritiske digttrilogi om hesteæderne og den samfundsnedbrydende kamp om kulturherredømmet mellem Konsulens og Kaliffens tilhængere. Men den er også for lang og taber pusten ind imellem.

Hesteæderne (1-3) er sin form overordnet set at betragte som et stort sammenhængende epos. Digttrilogien er organiseret i selvstændige digte i varierende rytmiske former, i passager lyrisk, men i overvejende grad gående i retning af det prosaiske digt. Der er dog en tydelig, fremadskridende fortælling i digtene, som således bør læses i sammenhæng og i rækkefølge.

Hesteæderne 1

Hesteæderne udspiller sig i en formentlig ikke alt for fjern fremtid et sted kaldet “Kvarteret”, som ikke defineres nærmere. Vi tænker uvilkårligt Nørrebro i København, men “Kvarteret” kunne også være et billede på Danmark som helhed eller et hvilket som helst andet sted i Europa.

Der er i trilogien et fortællende jeg, den aldrende og forhutlede Hesteæderdigter. Vi følger ham fra begyndelsen af første bog, hvor han sidder i sit lurvede hummer og betragter verdens begyndende sammenbrud, og indtil slutningen af tredje bog, hvor den kulturelle og sociale apokalypse er blevet til virkelighed, og digteren selv får kappet hovedet af.

Hesteæderdigterens verden er en mørk og grotesk forvrænget version af vores egen, sat i en dystopisk fremtid, hvor demokratiet er under afvikling, og der er etableret et slags diktatur under “Konsulen” og hans hestepiskere.

Stemningen er kulsort fra starten og bliver kun mere deprimerende undervejs i trilogien. Alle lurer på alle, samfundet er præget af spirende konflikter mellem forskellige grupper, herunder de “kulturkristne” og de indvandrede “halvmånetilbedere.”

Henunder aften kravler
kvarterets beboere op på tagene og skærer tænder
ad deres guder.

Hest er den traditionelle, foretrukne spise (blandt både kristne og muslimer), men de fleste heste er uddøde, og der florerer en aggressiv sortbørsøkonomi, hvor der handles strudsekød falbudt som hest, og små flasker med “lakridssprut” af hesteblod eller i mangel af andet flåede vandrotter. Lynchninger hører til dagens orden. Det frie ord og digtekunsten og truet: Biblioteket har skilt sig af med bøgerne./ Analfabeterne/ har overtaget drifterne,/ læsning er nedlagt.

Der er kort sagt ikke mange lyspunkter. Det skulle da lige være den halvmånetilbedende nabos datter, som Hesteæderdigteren lurer på fra sit vindue, og som på et tidspunkt sænker sløret og viser sit ansigt (måske for ham).

Der udspiller sig i løbet af trilogien en eskalerende kulturkamp mellem “kristenpatrioterne” og “halvmånetilbedrene,” som ender i regulært oprør, borgerkrig og kultursamfundets totale sammenbrud.

Hesteæderne gik på jagt efter hinanden. Teltbyerne indvarsledes af dryppende hoveder på pæle. Lejesoldaten skramlede omkring i en vogn og indsamlede selvdøde heste i selskab med en sindssvag tumling. Rakkeren ordende hestekranierne i præcise dynger. Hestekranierne blev brugt til sortekunster.

I tredje bog er krigen endt med halvmånetilbedernes sejr. Det ene undertrykkende regime har omstyrtet det andet. Kaliffen har erstattet Konsulen og installeret et terrorregime, der lyder som noget i retning af Talibans Afghanistan. Den bitre ironi er, at håbet hos modstanderne mod Kaliffen nu er reduceret til at ønske sig den Konsul tilbage, som de selv var med til at vælte.

Man kommer uvægerligt til at tænke på franske Michel Hoeullebecq, som i 2015 skabte en del postyr med sin samfundskritiske roman Submission (dansk: Underkastelse) om et fremtidigt Frankrig, hvor en muslim er blevet valgt til præsident og har indført sharialovgivning. Den har jeg ganske vist ikke læst, men efter omtalerne at dømme må man give Thomas Boberg ret i (som han selv er inde på i et interview i Politiken forleden), at hans hesteædertrilogi adskiller sig fra Hoeullebecqs roman ved at være mindre eksplicit politisk, i mindre grad tilstræbt virkelighedsnær og i højere grad en lyrisk fantasi med satirisk kant, “en slags ond drøm med gnister af sort humor,” som Boberg selv siger det ganske rammende i nævnte interview.

Hesteæderne-2-Thomas-Boberg

Og selv om der ikke kan være tvivl om, hvem “halvmånetilbederne” og “Mørkemanden” hentyder til, og selv om “Kaliffens” afsluttende terrorregime ligner en dansk folkepartists værste mareridt om Danmark under muslimsk shariaherredømme, så vil det være forkert at parkere Bobergs digt partipolitisk på dén fløj eller at stemple ham som islamofob.

Digtets samfundskritik retter sig bredere mod enhver form for fundamentalisme, reduktionisme, idelogisk rethaveriskhed og religiøs intolerance. “Kors eller halvmåne / Samme butik,” som det hedder i værkets allerførste digt. “Hesteædere hele bundet.”

Hesteæderdigteren er således både “imod kristenpræstevældet og halvmånemørkevældet”, “imod hesteædervældet”, “imod konsulen, overmagten og rottevældet”, og “imod kristenpatrioternes paranoide teologi.”

Bobergs dommedagsverden har noget fascinerende over sig i sit groteske sortsyn og mørke mareridtsscenarier. Og samtidig er trilogien ret sjov sine steder, hvis man er til den bizarre, sorte humor. Ind i mellem bliver det helt gakket, som når svenskekongen “i mangel af heste [forsøger] at indtage verden med 200.000 elge”.

Hesteæderne-3-Thomas-Boberg

Jeg var egentlig ret begejstret for første del, Hesteæderne (opr. 2010), som er absolut den bedste.

Bind 2, Den sidste duel (opr. 2011), gik til gengæld lidt for meget i tomgang for min smag. Meget plads optages her af Hesteæderdigterens forbitrede konkurrence med, eller måske bare misundelse mod, en ikke navngivet digterkollega (som i første del hælede sig til digterens stjålne computer og alle hans ord). Det er ikke så interessant. Måske lige bortset fra kulminationen i en sidste balstyrig duel på digte, hvor de to mødes med sekundanter og det hele og kæmper for livet ved at slynge digte i forskellige genrer og former mod hinanden til blodet sprøjter.

Endelig forekom tredje og sidste bind af trilogien, Svanesang (2015), mig mest af alt at være mere af det samme, bare uden samme originalitet, energi og sprælskhed som i første bind. Og mens jeg skriver dette, bare to dage efter at have læst trilogien færdig, er den allerede så langt væk, at jeg faktisk er nødt til at slå tilbage i bogen for at kunne genkalde mig, hvad det var, der appellerede til mig i første omgang.

I sidste ende er der ikke rigtig nok på spil, hverken i sproget eller i det univers, Boberg opmaler. Hans sorte undergangsverden er for karikeret og ind i mellem grænsende til det klichéfyldte, og den samfundskritik, han tydeligvis tilsigter, mister derfor noget af sin brod.

Især bliver det kedeligt, når Boberg bliver for eksplicit politisk. Som i et digt, der lidt for tydeligt er en direkte kommentar til Danmarks (under “Konsulen” Anders Fogh Rasmussen) krigsførelse i Afghanistan efter mandat fra USAs George W. Bush (“Overmagtens Kejser”):

Ikke så få af hesteædernes
sønner og døtre
ravede rundt i Mørkemandens vemodige egne.
Konsulen havde fået mandat af
Overmagtens Kejser til at sende dem af sted
i changerende uniformer

Hvad man til gengæld ikke kan tage fra Boberg, er hans sikre sans for rytmen i sproget, som præger hele værket, både i de mest lyriske digte og i de rene prosadigte. Og den relativt prosaiske form gør samlingen let at læse for en utrænet lyriklæser som mig.

Alt i alt et ganske sjovt (midt i al gruen og sortsynet) bekendtskab, selv om værket ikke lever helt op til sin egen ambition.

Hesteæderne, Trilogien er af Politikens anmelderkorps indstillet som en af kandidaterne til Politikens Litteraturpris 2015. Jeg læser mig igennem alle de syv indstillede værker i løbet af januar og februar 2016.

img
Selv om jeg ikke var entydigt begejstret, så får Hesteæderne alligevel får lov til at tegne Danmark i min ny læseudfordring Verden i bøger. Mest af den tilfældige grund, at Thomas Bobergs digttrilogi nu engang blev det første danske værk, jeg læste efter annonceringen af læseudfordringen. Men også af den grund, at værket passer meget godt i udfordringens ånd: Boberg er en af de markante stemmer i dansk lyrik i disse år, jeg har ikke læst noget af ham før, og værket handler (i en eller anden forstand) om Danmark.

 

Titel: Hesteæderne. Trilogien
Forfatter: Thomas Boberg
Udgiver: Gyldendal
Udgivelsesdato: 25.09.2015
Sider: 257
Opr. udgivelsesår: 2010/2011/2015
Læst: Januar 2016

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Lyrik og drama, Nyere udgivelser, Skønlitteratur
Tags: Danmark, Digte, Politikens Litteraturpris 2015

Abonner
Giv mig besked om
guest
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Marie Gerhardt: Amagermesteren
Caspar Eric: Nike
Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj

Bjørn Rasmussen: Ming
Harald Voetmann: Amduat. En iltmaskine
Ursula Andkjær Olsen: Krisehæfterne. Pandora Blue Box. Atlantis-syndromet

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 55 venner
  • 520 følgere
  • 250 fans

Mest læste seneste uge

  • Hubert Mingarelli: Fire soldaterHubert Mingarelli: Fire soldater En simpel historie om fire (eller fem) soldater fanget i krig. Om venskab og glæden…
  • Irene Solà: Jeg synger og bjerget danserIrene Solà: Jeg synger og bjerget danser En fantasifuld, smuk og anderledes fortalt catalansk roman om livet tæt på naturen i en…
  • Marie-Hélène Lafon: En søns historieMarie-Hélène Lafon: En søns historie En families historie gennem 100 år fortalt gennem tolv korte nedslag på tolv enkelte dage.…
  • Fernando Vallejo: Carlos, du som er borgmesterFernando Vallejo: Carlos, du som er borgmester Fra papegøjer skal man høre sandheden: Carlos, du som er borgmester er en fandenivoldsk satire…
  • H. N. Jacobsens boghandel, Tórshavn, FærøerneH. N. Jacobsens boghandel, Tórshavn, Færøerne H.N. Jacobsens boghandel er med sine 155 år på bagen ikke bare den ældste boghandel…
  • Svend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verdenSvend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verden I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten…
  • Terry Hayes: Jeg er PilgrimTerry Hayes: Jeg er Pilgrim Jeg er Pilgrim er en filmisk krimithriller med en vis underholdningsværdi. Den kunne have været…
  • Svend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvangSvend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens… Tag nej-hatten på, fokuser på det negative i dit liv og hold op med at…
  • Célia Houdart: CarraraCélia Houdart: Carrara Kortroman om tre parallelle liv inden for samme kernefamilie, fortalt glimtvis i små tableauer. Velskrevet…
  • Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødderJón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder “Og så kan livet begynde, det kan begive sig afsted med al sin bagage, og…

Seneste kommentarer

  • Kasper Håkansson on Foreslå en bog: “Kan kun være enig i anbefalingen af Proust. Se mine anmeldelser af På sporet af den tabte tid andetsteds her…” jun 23, 21:34
  • Palle Almindsø on Foreslå en bog: “Apropos bogforslag, Det er altid svært at foreslå en bog til andre, ikke mindst fordi både den store og den…” jun 23, 09:55
  • Peter Sørensen on Stefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringer: “Min “Verden af i går” er såmænd bare en paperback udgave af udgivelsen i 1948, 8. oplag, trykt i 1968…” jun 6, 15:49
  • Peter Sørensen on Peter Handke: Forsøg over svampenarren: “Inden man beslutter sig for at boycotte værker af Peter Handke, bør og burde man ulejlige sig med at læse…” jun 3, 00:35
  • Kasper Håkansson on Judith Hermann: Alice: “Hej Birte. Glæder mig, at du deler min begejstring. Jeg havde ikke selv fået den tanke, at “Alice” kunne være…” maj 31, 21:14

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.028)
    • Biografier og erindringer (21)
    • Sagprosa (104)
      • Antropologi (4)
      • Essays (12)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (22)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (28)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (21)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (25)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (951)
      • Børnebøger (10)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (96)
      • Klassikere (164)
      • Komedie (12)
      • Krimi, spænding og ramasjang (56)
      • Lyrik og drama (56)
      • Nyere udgivelser (251)
      • Romaner og noveller (827)
  • Boghandeler (30)
  • Øvrige indlæg (30)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 55 venner
  • 520 følgere
  • 250 fans

Copyright © 2022 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log ind

wpDiscuz