Bjørn Rasmussen: Ming

Sorg, savn, seksualitet og psykoser kunne være nogle af overskrifterne for Bjørn Rasmussens på én gang stærke og skrøbelige digte. I passager frastødende, nogle gange decideret klamme, i andre passager rørende og båret af stor ømhed. Det ene øjeblik er digteren på grænsen til det ynkeligt selvoptaget klynkende, det næste lynende skarp og brutal i sin selvgennemlysning.

Det er ikke nødvendigvis min kop te, men det har mere med min personlige smag at gøre end med Bjørn Rasmussens (f. 1983) evner. For der er ingen tvivl om den høje kvalitet.

Digtene i Ming udgør et sammenhængende værk og er organiseret i en (så nogenlunde) kronologisk handlingstråd. Jeg’et i digtene er en cirka 30-årig mand med ikke så få sammenfalde træk med Bjørn Rasmussens selv (hvis man skal tro f.eks. forfatterweb).

Jeg’et i digtene står overfor at skulle giftes med sin mand. Digter-jeg’ets mand er på den ene side underligt fraværende i digtene, vi hører stort set intet om hans træk, og på den anden side er han et solidt anker for jeg’et, stort set det eneste stabile punkt i digtene.

Jeg’et gennemlever i værket en alvorlig sorgkrise efter at have mistet sin far til en kræftsygdom nogle år (måske mange år?) tidligere. Mange af digtene er skrevet til den døde far, fra hvem værket også henter sin titel, idet Ming var farens (Flemmings) kælenavn.

Digtene veksler mellem sorg, vrede, aggression og skrøbelig ømhed. Et eksempel på det sidste er det smukke indledende digt:

Jeg skriver
min døde far
frem
i min favn
og han føder
fra hænderne
en lav sol
en lille gul gummidinosaur
jeg græder
som en symaskine
af glæde

En anden drivkraft i digtene er frustrationen over krop og seksualitet. Og ikke mindst jeg’ets opløsning, både mentalt og fysisk, i psykisk sygdom, der fører til indlæggelse.

En rotte gik i fælden i kolonihavehuset i sommer
den døde ikke med det samme
jeg måtte hakke halsen over
med en spade
som den mand jeg er
jeg tog et billede af rotten med min telefon
og lagde det på facebook under overskriften:
fars pige
som den mand jeg er
hvis jeg tabte 20 kilo
hvis jeg ikke var bøsse
hvis jeg ikke var psykisk syg
ville jeg være den mand

Hvad der er selvbiografi, og hvad der er fiktion i Bjørn Rasmussens digte, er ikke til at sige. Det er heller ikke vigtigt. Vigtigt er til gengæld, at han hele vejen igennem skriver med en stemme, der ind i mellem er for meget og for vild og for klam, men hele tiden virker 100 procent troværdig.

Savnet, sorgen og angsten for den psykiske opløsning i psykotiske anfald sætter sig igennem i sproget i digtene. Og selv om jeg er uden for min komfortzone med digte af denne type, så er det ikke svært at anerkende kvaliteten.

Bestemt anbefalelsesværdig, også hvis du ikke normalt er til digte som genre.

Ming er indstillet af Politikens anmeldere som kandidat til Politikens Litteraturpris 2015. Jeg læser mig igennem alle de syv indstillede værker (alle lyrik) i løbet af januar og februar 2016.

K's vurdering: