Litteratur LIVE: Digte & Lyd i Vega

Antallet af digtoplæsningsaftener i K’s kalender de sidste 45 år kan tælles på én hånd. Men søndag aften den 8. februar 2015 bevægede jeg mig et lille skridt uden for komfortzonen for at tage i Vega i København til arrangementet Digte & Lyd.

På programmet var Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter, Nikolaj Nørlund & band, Theis Ørntoft og Pia Juul (som afløste Klaus Rifbjerg, der ellers oprindeligt var programsat).

Hermed var der lagt op til en aften dedikeret til mødet mellem ord og musik – en genre, som vist nok går under betegnelser som Jazz’n’Poetry, Spoken Word og andet sligt. Uanset genrebetegnelse blev det en stor oplevelse med både lyrik og musik i høj, høj klasse og forenet på skønneste vis.

Strengt taget var det nu kun sættet med Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter, der opfyldte kriteriet om at kombinere det læste eller reciterede ord med musik. Thomsen er en fremragende oplæser og fortolker af egne tekster, og hans digte løftede sig yderligere i selskab med de dygtige musikere i Det Glemte Kvarter. Bandet har turneret med Søren Ulrik Thomsen i nogle år, og de har udgivet ihvertfald ét album sammen, men denne gang havde de komponeret ny musik til nogle af Thomsens ældre tekster.

Som Pia Juul bemærkede i en samtale med Ane Cortzen på scenen, så kræver det gode møde mellem lyrikoplæsning og musik blandt andet, at begge dele tildeles en ligeværdig plads, uden at den ene del kommer til at stå i skyggen af den anden. Den balance har Thomsen og Det Glemte Kvarter i høj grad fundet. Kun i enkelte passager var lydniveauet for musikken ikke helt afstemt med Thomsens oplæsning, og ordene druknede lidt i musikken. Men for det meste fungerede det flot.

Under et enkelt nummer gæsteoptrådte Nikolaj Elsberg (som nogle vil kende fra Spillemændene) på scenen sammen med Det Glemte Kvarter med sin næsten skræmmende dybe og imponerende bas – et pudsigt intermezzo, men lidt skævt i forhold til koncertens samlede indtryk – og for mit vedkommende foretrak jeg Thomsens egen fortolkning af teksten frem for Elsbergs.

Som nævnt var afsættet primært nogle af Søren Ulrik Thomsens ældre digte, men han havde også enkelte nye digte med. Blandt andet ét, der ifølge ham selv er inspireret af hans rejser rundt i provinsen sammen med Det Glemte Kvarter. Citeret efter min hukommelse lød det nogenlunde som følger [Opdatering 11.02.2015: Min oprindelige, ufuldstændige gengivelse af digtet er nu korrigeret til en nu forhåbentligt mere retvisende version – tak for hjælpen til Michael Frederiksen]:

I noget som tidligere var en provinsby
men nu er en thai-massage
en grillbar og tre genbrugsbutikker
løber to midaldrende mænd
der engang havde noget jeg ville kalde et venskab
tilfældigt ind i hinanden på noget som før var en jernbanestation
men nu er en billetautomat
en narkoman og en krage
der flår i en tom pizzabakke
før den flyver op og sætter sig på taget af noget
som i omkring hundrede år var en metodistkirke
men nu er et ubemandet solarium
hvor solen aldrig går ned
som der står på skiltet

De gamle Thomsen-digte står også endnu, og musikerne i Det Glemte Kvarter gjorde det fremragende. De leverede en stemningsfuld og varieret, eksperimenterende jazzkoncert, der trak os rundt i forskellige hjørner med plads til både skønsang, træ- og messingblæsere, skrøbeligt klokkespil og andet tingeltangel pludseligt afbrudt af forvrængede guitarriff.

Før Thomsen & Det Glemte Kvarter bød aftenen dog på et møde med Pia Juul, som diverterede med en mere traditionel – men aldeles glimrende og meget humoristisk – oplæsning af digte fra hendes egen seneste udgivelse, Avuncular. Onkelagtige tekster (2014). Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med Pia Juul, men jeg blev afgjort inspireret til at dykke ned i nogle flere af hendes onkel-digte.

(jeg siger det straks:
hyggeonkel
det uhyggeligste ord i min ordbog
det næstuhyggeligste: legeonkel)

— Pia Juul (2014)

Opdatering 17-02-2015: Læs min anmeldelse af Pia Juuls ‘Avuncular’ her.

Efter pausen fik alle os fra Politiken-segmentet, der sad så artige på vores stole, så én på lampen af Theis Ørntoft, som leverede en spoken word performance med sin rappende oplæsning af egne digte fra den seneste samling, Digte 2014. Theis Ørntoft var en helt anden slags oplevelse end de to foregående digtere – yngre, vredere, vildere. Heller ikke Theis Ørntoft kendte jeg i forvejen, ud over hvad jeg lige nåede at læse i anmeldelser umiddelbart inden forestillingen. Lilian Munk Rösing (Politiken) har for eksempel kaldt Ørntofts seneste samling for “postapokalyptisk økopoesi”, og det kan jeg muligvis godt følge.

[…]
ved du
at mit liv er fyldt med afmagt og frygt
frygt for at spædbørn sender mig for intelligente blikke
frygt for at få hjertestop på gaden
fordi nogen finder en ravklump på en flodbred i junglen
er det ikke breaking news
er det ikke paranoia incapsulated
let’s investigate giant pizzamafia and skullfuck randomly
et kæmpe skullfuck digt
en lang ulvepik op i Danmarks skove
der skal fandme ikke komme ulve herop
jeg har nok i min egen logrende rygrad
[…]

— Theis Ørntoft (2014)

Ørntoft er sjov og alvorlig og slet ikke dårlig, måske faktisk en nærmere undersøgelse værd, selv om jeg ikke er helt sikker på, at det er min smag.

Opdatering 17-02-2015: Læs min anmeldelse af Theis Ørntofts ‘Digte 2014’ her.

Min smag var til gengæld det fjerde og afsluttende sæt denne søndag aften, som var en regulær koncert. Ikke mere spoken word for i aften. Nikolaj Nørlund og band spillede Nørlunds debutalbum Navnløs fra 1996 i en ny fortolkning. Koblingen til aftenens tema bestod i, at teksterne på albummets sange udgøres af gamle Michael Strunge-digte.

Nikolaj Nørlund kendte jeg selvfølgelig på forhånd af navn i og med, at han har været med på den danske musikscene i 20 år, men faktisk har jeg aldrig rigtig lyttet til hans musik, hverken live eller på plade. Men jeg skal love for, at der kommer til at blive lavet om på dét efter gårsdagens oplevelse. Det var en fuldstændig fremragende koncert fra start til slut.

Vi fik en på én gang rå og følsom, utrolig sympatisk og hele tiden velsyngende Nørlund i en optræden, der stedvist gav associationer til for eksempel en Leonard Cohen, en Steve Wynn eller – i en anden liga – en Lars H.U.G. (bare uden selvoptaget skaberi). Og vi fik et uhyre veloplagt og præcist spillende band, som overvejende gjorde det i den akustiske afdeling med både gulvbas, cello og violin.

I passager blev jeg så optaget af musikken og Nørlunds stemme, at jeg glemte at lytte til ordene – men når jeg gjorde, hørte jeg en smuk fortolkning af Strunges gamle digte, som stadig kan bevæge.

Ane Cortzen (som de fleste af os nok mest kender i rollen som kæk tv-vært fra bl.a. hedengange TV!TV!TV!) havde fået rollen som vært, der skulle kæde de fire dele af programmet sammen. Cortzen er som bekendt både ret kvik, sjov og sympatisk, og hun udfyldte for så vidt rollen fint. Alligevel virkede Cortzen lidt som en fremmed fugl i selskabet. Men måske var det mest et udtryk for, at jeg som publikummer have svært ved at frigøre mig fra forhåndsforestillingen om hende i rollen som den kvikke tv-vært, og det var jo sådan set ikke hendes skyld.

Det eneste, der ikke helt fungerede på denne fine aften i Vega, var to små ‘samtaler’ i lænestole mellem Ane Cortzen og henholdsvis Pia Juul og Theis Ørntoft som indledninger til deres respektive oplæsninger. Det virkede lidt, som om hverken digterne, Cortzen eller publikum var helt godt tilpas ved arrangementet. Heldigvis gik det hurtigt over, og det var under alle omstændigheder kun en lille plet på en ellers storartet aften i Vega.

Jeg gik hjem helt høj på ord og musik – og en barriere fattigere over for tanken om en anden gang at gå til lyrikoplæsning, også i et mindre spektakulært set-up. Og i givet fald kan dette indlæg vise sig at blive det første i en række af flere Litteratur LIVE-omtaler her på K’s bognoter.

Digte&Lyd i VEGA
Medvirkende: Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter, Nikolaj Nørlund & band, Pia Juul og Theis Ørntoft.
Vært: Ane Cortzen
Sted: Store Vega, København
Tid: Søndag den 8. februar 2015