Theis Ørntoft (f.1984) er fucking træt af breaking news, der ikke breaker andet end fordummende, forskelsløse ligegyldigheder. Han er vred og desillusioneret på de menneskelige samfunds vegne. Men ikke nødvendigvis på planetens og naturens.
“For mig er samfundene døde. / Jeg tror ikke længere / det er et spørgsmål om forfinelse / men om afvikling.”
Theis Ørntofts anden digtsamling Digte 2014 er blandt andet blevet kaldt for mørk, postapokalyptisk økopoesi (Lilian Munk Rösing, Politiken). Og det er ikke helt dårligt ramt. For når man læser Ørntoft, så kastes man ind lige midt i apokalypsen, som vi må forstå allerede er her. De politiske fortællinger, den meningsløse nyhedsstrøm, industrisamfundet, ja, de menneskelige samfund i det hele taget, har spillet fallit. Det er næsten lykkedes menneskene at ødelægge planeten, men naturen slår igen, ukrudtet bryder op gennem asfalten, og Ørntofts poesi rækker bagud og nedad efter en slags naturens urkraft.
I nat, i år
et sted imellem alle sine atomer
døde det man kaldte min mor.
Det siges at hun stadig sang mens de skar hende op.
Det siges at olien dryppede fra hendes lever.
Eller det siges
at hun faldt gennem dage og nætter
indtil floden på bunden
bar liget med sig ind i junglen.
Det siges, og det er sådan det bliver sandt.
Jeg betragter hendes skelet
inde i ravklumpen på natbordet
[…]
Ørntofts digte flyder over af mørke, stærke og voldsomme billeder. Det er langt fra dem alle, som jeg umiddelbart formår at give en intelligibel mening, endsige tør begive mig ud i en litterær tolkning af. Men de fleste gør indtryk, de rammer et sted i maven og installerer billeder i hovedet, der bliver siddende. Som for eksempel dette korte digt, der på bare fire linjer udgør en hel lille, mareridtsagtig, dystopisk kritik af industrisamfundet:
Under asfalten
ruller fårehovederne
ned over de stejle skrænter
til fabrikken hvor mine børn
sidder og syr i sig selv.
Der er masser af sortsyn, vrede, indignation og angst i Ørntofts digte, men også vildskab, håb, kærlighed og humor. Det hele er således ikke mørke og undergang. Der er også glimt af sanselig skønhed, og det er med til at få Ørntofts digtsamling til at balancere. Tag bare et lille intermezzo som dette:
På græsplænen et sted: mine lukkede øjne op mod solen
som om jeg befinder mig på indersiden af en farve
Jeg gik ind i Digte 2014 nysgerrig, men også lettere skeptisk (hvilket er min generelle disposition overfor lyrik) og uden store forventninger. Men jeg blev faktisk overrasket – jeg blev både berørt og underholdt, og jeg vil gerne læse mere af Ørntoft.
Læs også min omtale af Theis Ørntofts rappende spoken word optræden i forbindelse med arrangementet Digte & Lyd i VEGA en 8. februar 2015.
Titel: Digte 2014Forfatter: Theis Ørntoft
Udgiver: Gyldendal
Udgivelsesdato: 07.03.2014
Sider: 63
Læst: Februar 2015
K's vurdering:
Carsten says
14. februar 2015 at 00:14Hej Kasper.
Har også læst den. Gjorde et stærkt indtryk på mig. Er ellers ikke den store læser af lyrik og digtsamlinger.
Er efterfølgende gået igang med “Sort mælk” af Paul Celan. Hans dødsfuga rammer en lige i sjælen. Men at skulle skrive en “analyse” af den, ligger uden for mine evner ! Har du stiftet bekendtskab med ham ?
Mvh.
Carsten
K says
14. februar 2015 at 13:56Hej Carsten. Paul Celan har jeg endnu til gode. Har i det hele taget ikke dyrket lyrikken meget. Endnu.