K’s bognoter fortsætter 1. verdenskrig-temaet anslået med Rehr, Roth og Illies i anledning af 100-året for krigens udbrud – nu i den historiefaglige genre.

Peter Englunds store bog om mennesker under første verdenskrig er dog ikke traditionel historieskrivning. Frem for at fortælle om krigen som begivenhedsforløb er det Englunds erklærede ambition at rekonstruere “en følelsesverden” ved en indlevet fremstilling af 19 forskellige, i dag ukendte personers gøren og laden, indtryk og følelser på enkelte dage i løbet af perioden august 1914-november 1918.

Med afsæt i bl.a. dagbogsoptegnelser følger vi i 212 små kapitler glimtvis med i krigen, som den opleves af bl.a. en tysk skolepige, en australsk soldat, en russisk sygeplejerske, en tysk matros, en sydamerikansk eventyrer som frivillig i den tyrkiske hær, en dansk soldat i den tyske hær, en fransk embedsmand i Paris, en ungarnsk kavalerist, en kvindelig lastbilchauffør for den serbiske hær og en hel del flere.

Englund skriver godt og levende, og de enkelte kapitler har en skønlitterær kvalitet, man ikke ofte finder inden for den faglitterære genre. Som her fra beskrivelsen af et af de mange meningsløse slag ved Isonzo i det nuværende Slovenien, hvor i alt omkring 300.000 italienske soldater mistede livet i løbet af krigen:

Maskingeværerne knitrer. Rækkerne af mænd udtyndes. Bevæger sig langsommere. Går i stå. Vender om.
[…]
D’Aquila gribes af forfærdelse – ikke blot fordi han gør sig klart, at nogle af disse mørke, urørlige pletter på den fjerne bjergside er hans kammerater, men også på grund af de øverste officerers koldsindighed og taktikkens åbenbare uoverensstemmelse med forholdene. På dette tidspunkt har alle de krigsførende indset, at armeernes ildkraft er så mægtig, at angrebet med usvigelig sikkerhed vil medføre enorme tab. Endnu fastholder mange generaler stadig en illusion fra før krigen om, at man kan kompensere for utiltrækkelig ildkraft med ren og skær vilje – ja, vilje til at stride sig gennem kugleregnen, trods alle tabene. Hvis vilje? (s.190)

Det er ikke helt let at afgøre, hvordan man skal forholde sig til bogen betragtet som faglitterær historieskrivning. I bogens korte forord hævder Englund frejdigt: “Bogen indeholder intet som jeg har fundet på, men bygger på forskellige slags dokumenter, som disse mennesker har efterladt sig” (s.6). Hmmm, lidt har han nu nok fundet på – ellers havde det næppe været muligt at skrive så sammenhængende og indlevet om så mange menneskers oplevelser og følelser. Englund digter tydeligvis temmelig meget med undervejs.

Problemet fra en faghistorisk betragtning er, at Englund ikke giver et eneste clue om, hvordan han har behandlet sit kildemateriale, ligesom man kun får en meget sporadisk indsigt i, hvori dette kildemateriale overhovedet består (udover, at Englund undervejs i fremstillingen refererer til, at den og den “skriver følgende i sin dagbog”).

Ser man bort fra de faghistoriske indvendinger og går til bogen som almindelig lægmandslæser, har Englunds fremstillingsmæssige tilgang både styrker og svagheder:

Styrken er en meget levende, indlevet og i mange kapitler medrivende fremstilling, som gør, at Kampens skønhed og gru læses let og er elementært spændende. Det er almindeligt, at en historisk fremstilling promoveres med, at den er så spændende, at “den læses som en roman.” Det er som regel løgn. Men ikke i dette tilfælde: Jeg vendte således siderne hurtigere i Englunds bog, end jeg gør med de fleste romaner. Og det er svært ikke at blive berørt undervejs af de mange indtryk fra krigens gru (skønheden skorter det mere på).

En anden styrke er, at Englund bringer os godt rundt i mange aspekter af krigen. Mange af os er vante til at tænke i de vanvittige og meningsløse skyttegravskrige, når vi tænker på første verdenskrig. Og den del af krigens gru får vi også med her. Men vi bliver også bragt tæt på krigen i Tysk Østafrika, krigen i Mellemøsten, søkrigen og luftkrigen, den russiske revolution, krigen set fra lazaretterne og fra civile i afstand fra fronten.

Englund er nogenlunde tro mod den parole, han annoncerer i forordet, nemlig at dette ikke er en bog om første verdenskrigs “årsager, forløb, slutning og følger”, men snarere om “indtryk, oplevelser og stemninger” (s.6). Hans ambition er at føre krigen “tilbage til dens mindste, atomare bestanddel, nemlig det enkelte menneske og dets oplevelse” (s.7).

Det udgør så også en del af problemet med bogen. For hvis man zoomer mikroskopet ind på de mindste “atomare bestanddele”, så risikerer man at komme så tæt på, at det kan blive svært at begribe, hvad man overhovedet ser. Det sker i et vist omfang for Englund, som på den ene side tydeligvis gerne vil formidle til den almindelige læser på en ikke-traditionel faghistorikerfacon, men på den anden side derved reelt kommer til at forudsætte, at læseren har en ikke helt ubetydelig forhåndsviden om første verdenskrigs årsager og forløb.

Delene er som bekendt intet uden helheden og vice versa. Et udsagn, som Englund muligvis vil bestride, for så vidt hans tilgang kan kaldes postmodernistisk i den forstand, at han afviser den store sammenhængende fortælling til fordel for de enkelte løsrevne bestanddele.

Englund forsøger at kompensere for dette på to måder: Dels ved at forsyne bogen med nogle tidslinjer over centrale begivenheder i krigens forløb. Dels ved et stort antal fodnoter undervejs i fremstillingen (288 af slagsen – det er mange), som giver nogle historiske baggrundsoplysninger for nedslagene i de nitten forskellige personers følelsesverden.

De mange fodnoter indeholder nyttige og relevante oplysninger, men de er også med til at gøre læsningen af den ellers flydende tekst til en unødvendig abrupt affære. Jeg ville ønske, at Englund i stedet havde indarbejdet noterne i brødteksten – det kunne han sagtens have gjort uden at ødelægge flowet i fremstillingen. Jeg gætter jeg på, at Englund hertil ville svare, at han har insisteret på et princip om, at hovedteksten alene måtte udgøres af personernes eget perspektiv baseret på deres “forskellige efterladte dokumenter.”

Men det er ikke til at vide, for Englund indvier os ikke i sin historikerfaglige metode – vi får kun en nonchalant udgangsbemærkning i forordet om, at han måske en anden gang vil fortælle “om den melankolske skepsis over for mit eget erhverv, som har givet mig impulsen til dette greb” (s.7). Det er ærligt talt lidt for tyndt: I et værk på over 600 sider kunne man som læser godt have forventet den høflighed fra forfatteren, at han lige havde ofret 2-3 sider ekstra på at skrive lidt om sin metode, kilder og valg og fravalg i arbejdet (om ikke andet, så som fodnote nr. 289).

Bogen var mig derudover lidt lang: 212 nedslag i enkelte personers indtryk på 212 enkelte dage i løbet af krigen fordelt på 627 sider er for meget – netop fordi Englund insisterer på ikke at hjælpe læseren ret meget med et sammenhængende begivenhedsflow (det bliver dog bedre i sidste halvdel end i første).

Jeg er helt med på, at det er et bevidst valg fra Englunds side, og måske vil han endda hævde, at det er pointe, at læseren skal blive træt af den endeløse række enkeltnedslag uden overordnet mening og sammenhæng – for var det mon ikke netop sådan, de enkelte personer oplevede krigen fra mikroperspektivet? Det er muligt, men i betragtning af, hvor meget, Englund tydeligvis alligevel selv tilføjer undervejs, så kunne jeg nu nok have ønsket mig lidt mere hjælp til at få den store kontekst med.

Og som et post scriptum kan tilføjes, at andre historikere jo har bevist, at det faktisk godt kan lade sig gøre at forene indlevelsen i de enkelte menneskers oplevelser, stemninger og følelser med en formidling af den bredere historiske sammehæng – læs bare danske Tom Buk-Swientys fremragende bøger om 1864-krigen.

Nå, nu fik jeg vist skrevet bogen længere ned i støvet, end den egentlig har fortjent, for den er faktisk meget velskrevet, og jeg blev ganske grebet undervejs. Den er bare så forbandet lang og seneskedehindebetændelsesfremkaldende tung at sidde med i hånden….

K's vurdering: