Pudsig, kompakt og kompleks og sært dragende lille argentisnk roman om…. ja, om præcis dét, titlen angiver: En episode i en landskabsmalers liv. Men også om en hel del mere.

Landskabsmaleren er tyskeren Johann Moritz Rugendas (1812-1858), en virkelig historisk figur og en af sin tids mest berømte landskabsmalere, især for sine skildringer af eksotiske scenerier bragt hjem fra lange rejser i Sydamerika.

Rugendas var som maler meget påvirket af den samtidige tyske opdagelsesrejsende og videnskabsmand Alexander von Humboldt og hans såkaldte fysiognomiske metode. Metoden, som er ganske udførligt beskrevet i den lidt tunge første del af Airas bog, bygger på en kunstfilosofisk forestilling om, at kunstnerens mål bør være at skildre naturens og menneskenes karakteristika eller essens – frem for “bare” at forsøge at skildre sine sanseudtryk mest muligt realistisk (se eksempel herunder).

J.H.Rugendas: Sceneri fra Pico de Orizaba, Mexico

Under en længere rejse i Sydamerika sammen med vennen, den mere middelmådige maler Krause, er Rugendas ude for et voldsomt uheld: Han og hans hest rammes gentagne gange af lynet i bjergene, han falder af hesten, men får foden viklet ind i stigbøjlen, og hesten, der går i panik, trækker ham efter sig flere kilometer. Resultater er, at Rugendas bliver frygtelig vansiret (grundlæggende får han hele ansigtet skrællet af, hvilket det lykkes Aira at beskrive ganske detaljeret og gruopvækkende).

Tordenbraget væltede umuligt ned over ham og indhyllede ham i millioner af bølger. Hesten under ham begyndte at dreje rundt. Den var endnu ikke faldet til ro, da et lyn slog ned i hans hoved. Den elektriske udladning fik mand og dyr til at flamme op som en statue af nikkel. Rugendas så sig selv lyse op i et rædselsvækkende øjeblik, der uheldigvis skulle gentage sig.

I Airas fremstilling af denne episode i malerens liv får den en stærkt symbolsk betydning: En slags naturens payback til maleren, der i årevis har manipuleret og forvredet den i sine “fysiognomiske” malerier. Og for maleren bliver episoden et kunstnerisk vendepunkt. I en nærmest permanent, halvvejs hallucinerende morfinrus finder han ind til en ny kunstnerisk stil – mere naturalistisk.

Aira skildrer malerens vej til den nye stil i en lang, fuldstændig udsyret og ganske vidunderlig scene, hvor Rugendas, fulgt af sin ven, i smerter og morfintåger rider rundt en hel dag med sin skitseblok midt i et stort slag mellem angribende indianere og en forsvarende landsby.

Stilmæssigt er det en besynderlig bog, argentinske César Aira her begået. Stilen veksler mellem romanens drama (idet de eneste egentlige dramatiske højdepunkter dog er de to omtalte scener: lynnedslaget og indianerangrebet), den nøgterne, næsten tørt-videnskabelige redegørelse for Rugendas’ malerteknikker, passager med meget summariske, biografiske oplysninger om malerens gøren og laden før “episoden”, kunstfilosofiske betragtninger, syrede livsfilosofiske og religiøse refleksioner og drillende referencer til filosofihistorien.

Som et objektivt komplement havde verden nu pludselig barslet med indianerne. De ikke-kompensatoriske repræsentationer. Virkeligheden blev umiddelbar som en roman. Der manglede kun, at der blev undfanget en bevidsthed, som ikke kun var bevidsthed om sig selv, men også om alle ting i universet. Og den manglede ikke, for den var den ekstreme sansing.

Det er egentlig ret mærkeligt, alt sammen, men Aira skriver overlegent godt og mestrer ubesværet de forskellige genrer, så man som læser (efter den lidt tunge indledende del frem til lynnedslaget) følger med hele vejen.

Jeg fik mindelser om tyske Daniel Kehlmanns lidt yngre Opmålingen af verden fra 2005 (og ikke kun fordi Humboldt også optræder her) – og det er en stor anbefaling, hvis nogen skulle være i tvivl.

K's vurdering: