Tretten noveller fra fantastikkens grænseland mellem virkelighed og uvirkelighed, liv og død, kærlighed og sex, Gud og mennesker.

Den panamanske forfatter Enrique Jaramillo Levi (f. 1944) har mere end 50 bøger bag sig inden for flere genrer, men han har i særlig grad dyrket novellen som form. Enkelte af hans novellssamlinger er oversat til engelsk, En af dem er Ahora que soy él fra 1994, som har titel efter en af de tretten noveller i samlingen.

Den amerikanske oversættelse af Samuel A. Zimmerman fra 1996 er af grunde, der undslipper mig, dog udgivet under titlen The Shadow (efter en anden af novellerne i bogen) – måske syntes man bare ikke, at I Have Now Become Him klingede godt som titel på engelsk?

Tolv af de tretten historier er ganske korte, nogle af dem så korte (et par sider), at man knap nok kan kalde dem historier. Kun en enkelt (Water, som også er en af samlingens bedste) har “normal” novellelængde på omkring tyve sider.

Enrique Jaramillo Levi (f. 1944)

Som undertitlen antyder, handler alle novellerne i samlingen – så tematisk forskellige de end er – på en eller anden måde om modsætninger, om at være i opposition eller modsætning til noget andet eller en anden. Gør alt i litteraturen og i verden ikke det?, kunne den obsternasige læser ganske vist spørge, og heri ville hun have ret.

På den anden side kan det medgives Jaramillo Levi, at undertitlen i sig selv medvirker til en særlig toning af læsningen, fordi man med den in mente uvilkårligt søger de centrale modsætninger i historierne, og det er ikke nogen dårlig læsestrategi.

Modsætningerne i Jaramillo Levis små fortællinger udspiller sig ganske forskelligt:

I den indledende tekst, The Reference Point, der fremstår som en slags præambel, der slår temaerne i de følgende noveller an i en metafysisk form, handler det om modsætningen mellem Gud og menneskene eller hans skaberværk i bredere forstand. Gud sidder på den anden side af jordens undergang og funderer over, hvad der gik galt, og om han tør gøre et forsøg mere – hvilket han er nødt til for at være Gud:

I know, as I know everything, that a point of reference outside myself will always be necessary. Something which may reaffirm me and placate the futility of this contemptible omniscience. Of course I could create new beings, now denying them all individual free will, perceptive intuitions and any possibility of apprenticeship through memory. Or it might suffice for them to be free of ambitions, which would mean setting up a world condemned to perpetual stagnation …

I andre historier er temaet mere menneskeligt eksistentialistisk, nogle af dem slår politiske temaer an, og andre har et erotisk indhold. I ikke så få af dem indgår også fantastiske eller magiske elementer.

En af de bedste noveller er også den længste, Water, om en tryllekunstner, som ikke kun er illusionsmager, men muligvis også har ægte overnaturlige evner. På et tidspunkt har han bortført en ung pige, som han i en årrække har turneret med og haft et seksuelt forhold til – indtil hun en dag forlader ham for en yngre mand. Vi finder nu tryllekunstneren på et hotelværelse i en slags midtvejskrise, et limbo, hvor selve virkeligheden og hans liv pludselig fremstår som et af hans egne illusionsnumre.

Den aldrende magikers refleksion over forholdet mellem det virkelige og det uvirkelige og hans egen rolle heri kan også læses som en kommentar til forholdet mellem læseren og teksten i stort set alle novellerne i denne samling:

Again he knows himself to be a witness to something very complex and inevitable, but overwhelmingly simple at the same time, which nevertheless would have no reason for existing without his participation.

Jaramillo Levi skriver i lange sætninger – nogle af dem strækker sig over adskillige sider uden et punktum – og det er med til at give mange af teksterne et drømmeagtigt, uvirkeligt præg – samtidig med, at det understøtter den stemning af noget udefineret påtrængende og uafvendeligt, der ruger over mange af historierne.

Jeg var vild med Jaramillo Levis skrivestil, men lidt skuffet over de fleste af enkelthistorierne, hvoraf mange efter min smag var enten lidt for uforløste, lidt for skematisk (for)tænkte eller slet ret for mærkelige.

Ikke desto mindre et ganske interessant bekendtskab, som godt kan anbefales – ikke mindst, hvis du er interesseret i at læse noget skønlitteratur fra Panama.

• Lignende indlæg

Judith Hermann: Lettipark

Keiichirō Hirano: The Transparent Labyrinth

Misumi Kubo: Mikumari

Aoko Matsuda: The Girl Who Is Getting Married