Stefan Zweigs klassiske, kulturkritiske erindringsværk Verden af i går er ypperlig læsning – interessant, tankevækkende og ikke mindst en sproglig fornøjelse fra start til slut.

Stefan Zweig (1881-1942) er ikke så meget læst i dag, men nogle af hans bøger kommer dog stadig i nye oplag og også nye oversættelser. Herunder erindringsværket Verden af i går, som vel kan betegnes som et langt kulturhistorisk essay.

Stefan Zweig fremstår i sine erindringer som noget af en krukke. Men en højt begavet en af slagsen og med et gudsbenådet skrivetalent.

Under læsningen kunne jeg ikke undgå mere end én gang at sende et lille smilende nik i retning af Volker Weidermanns næsten ondskabfuldt ironiserende portræt af den forfængelige Zweig i romanen Oostende 1936 – sommeren før mørket faldt på (opr. 2014, da. 2019).

Zweig har en forfængelig og lidt irriterende vane med at sætte sig selv i begivenhedernes centrum ved at fremhæve, hvordan han selv gang på gang tilfældigt er den sidste person, der taler med en eller anden berømthed, inden vedkommendes død, eller den første, der hører en anden betro sig sine tanker om dette eller hint, eller den formentlig eneste, der ved et tilfælde har fået et ganske særligt indblik i en anden kunstners kreative proces.

Omvendt må man medgive, at Zweig som en berømt og anerkendt forfatter faktisk plejede omgang med en lang række kulturpersonligheder: Jeg nævner i flæng: Forfattere som Rainer Maria Rilke, Paul Valéry, Romain Rolland og Emile Verhaeren, komponisten Richard Strauss, billedhuggeren Auguste Rodin, zionismens fader Theodor Herzl, den esoteriske antroposof Rudolf Steiner, psykoanalysens fader Sigmund Freud, Weimar-politikeren Walther Rathenau og mange, mange flere. Nogle plejer Zweig et livslangt venskab med, andre passerer han blot på sin vej gennem livet.

Under alle omstændigheder skal man ikke læse Verden af i går for portrtættet af Zweig, men derimod for hans interessante og velskrevne kulturanalyse af Europa i perioden fra Zweigs tidlige ungdom i habsburgernes Wien i de sidste årtier af det nittende århundrede og frem til udbruddet af Anden Verdenskrig.

Zweig skrev bogen i sit eksil i Brasilien, og den blev udgivet posthumt i 1942 – efter at Zweig og hans kone sammen begiv selvmord i afmagt og fortvivlelse over verdens gang og udsigten til som jøder aldrig at kunne finde et helle.

Bogen har undertitlen En europæers erindringer, og den er velvalgt. Zweig var født i Østrig og vedblev at have en særlig veneration for Østrig. Men han var først og fremmest europæer. I store dele af sit liv boede han uden for Østrig, i Berlin, Paris og London, og han rejste i det hele taget meget.

Først og fremmest var han dog europæer af sind. Litteraturen, musikken, teatret, billedkunsten er for Zweig grænseoverskridende, internationale discipliner, og det er med fortvivlelse at han i løbet af det tyvende århundrede må bevidne “ærkepesten” nationalismens fremmarch i Europa.

Det blev min lod at stå som værgeløst og magtesløst vidne til menneskehedens ufattelige tilbagefald til det, man for længst troede glemt: Barbariet med antihumanitet som bevidst og programmatisk dogme.

“Verden af i går” er for Zweig især inkarneret af Wien før Første Verdenskrig, rammen om hans barndom og ungdom. I Zweigs noget romantiserende tilbageblik er Wien i slutningen af det nittende århundrede “tryghedens gyldne tidsalder,” præget af en økonomisk og politisk stabilitet og forudsigelighed, som tillader wienerne at beskæftige som med det for dem primære: Kunsten.

Zweigs beskrivelse af de kunstoptagede wienere er dog ikke uden ironisk distance og blandt de mest underholdende dele af bogen. Han leverer kritiske og underholdende analyser af det forældede østrigske skolevæsen, de lige så forældede og rent ud latterlige æreskodekser, som blandt gav sig udslag i en duellerende studenterkultur (som den svagelige Zweig holdt sig helt udenfor), og ikke mindst den undertrykkende seksualmoral.

Disse sidstnævnte områder hører til dem, hvor Zweig entydigt kan glæde sig over en kulturel fremgang – og i retrospekt er han nok her en kende naiv og overoptimistisk, når han mener at se, at drenge og piger, kvinder og mænd i hans skrivende tid (ca. 1940) nu helt utvungent og på lige kår har kastet fortidens snærende seksualmoral af sig, hvorefter sex nu ikke længere er noget, der bekymrer menneskene særligt …

Denne tryghedens gyldne tidsalder kommer til en brat ende med udbruddet af Første Verdenskrig, og herfra går det som bekendt kun værre for Europa.

Stefan Zweig (1881-1942). Foto fra forfatterens Goodreads-profil

Pacifisten Zweig selv engagerede sig aldrig politisk. I lange stræk gør han nærmest en dyd ud af ikke at beskæftige sig med det stads. Selv i 1930’erne, hvor det i stigende grad bliver umuligt ikke at forholde sig politisk, forsøger han at insistere på kunsten som en grænseoverskridende og kulturforenende kraft. Hans manglende politiske engagement er blevet kritiseret, og der er da også noget defaitistisk over hans indstilling – men det er nemt at fælde retrospektive domme fra en position, hvor man ikke selv har noget på spil.

For den, der er interesseret i Europas idé- og kulturhistorie er Verden af i går ubetinget anbefalelsesværdig. Man skal dog ikke forvente en let genvej til at blive indført i periodens politiske begivenheder: Zweig skriver omkring år 1940 til et belæst og dannet publikum, og han forudsætter historien bekendt, ligesom han også forudsætter, at læseren er bekendt med de flere hundrede navne på forfattere, musikere, skuespillere, videnskabsfolk, politikere og militærfolk, der optræder i bogen.

Jeg stødte på mange navne undervejs, jeg aldrig havde hørt om, og en del, som jeg genkendte, men hvis historie eller værker jeg ikke lige havde præsent. Det kan man som læser bruge som anledning til at slå efter og læse op på nogle personer og historier – eller man kan gøre som jeg: Lade dem passere forbi som en del af det flimrende og spraglede billede af en periode i Europas kulturhistorie.

Verden af i går er ikke for den forudsætningsløse læser, men har man de væsentligste hegnspæle i periodens historie så nogenlunde placeret, kan man sagtens følge med.

Bogen foreligger i flere danske oversættelser, senest af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad (Rosinante 2013). Jeg har dog læst Helge Kjærgaards danske oversættelse fra oprindeligt 1948. Dels fordi det nu engang var den version, jeg havde stående i min reol (i et genoptryk fra 2002 på forlaget Signet). Men især fordi jeg valgte at lytte mig igennem bogen som lydbog, og her blev oplæseren afgørende.

Jeg forsøgte mig først med Thomas Guldberg Madsens oplæsning af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads oversættelse, men den hakkende og stødvise oplæsning var mig uudholdelig. Helge Kjærgaards gamle oversættelse foreligger til gengæld som lydbog indlæst af altid gode Karsten Pharao, hvis tydelige artikulation og naturlige, flydende oplæsningsrytme passer godt til værket og til Helge Kjærgaards ganske vist lidt gammelmodige, men ikke desto mindre flydende fordanskning.

K's vurdering: