Fremragende dokumentaristisk roman om en gruppe tysksprogede, eksilerede forfattere, med hovedfokus på Joseph Roth og Stefan Zweig, som for en stund krydsede veje i den belgiske badeby Oostende i sommeren 1936.

Den tyske forfatter og litteraturkritiker Volker Weidermann (f. 1969) tegner i Oostende 1936 – ved hjælp af en gruppe eksilerede forfattere som prisme – et tidsbillede af Europa i 1930’erne. En tid, hvor rummet for udøvende kunstnere gradvist indsnævres og bliver mere og mere klaustrofobisk, hvor den åndelige luft bliver mere og mere kvælende iltfattig, og hvor antisemitismen er på vej til at materialisere sig i form af Holocaust.

Flere og flere tyske og østrigske forfattere går i løbet af 1930’erne i mere eller mindre tvunget eller frivilligt eksil, efterhånden som deres muligheder for at publicere i Tyskland lukkes ned af det nationalsocialistiske regime.

To af dem er Stefan Zweig (1881-1942) og Joseph Roth (1894-1939). Begge er de østrigere, begge er de jøder. De har været venner i nogle år, og i sommeren 1936 mødes de igen i den belgiske badeby Oostende.

Stefan Zweig er den mest succesfulde af de to og har stadig en indtjening fra sine bøger. Han er verdensmanden, der omfatter den lidt yngre Joseph Roth med en grænsende til paternalistisk omsorg, både rent økonomisk og i form af inspiration og støtte til Roths svingende, kreative proces.

Roth derimod synes at have toppet kunstnerisk. Mesterværkerne Radetzkymarch og Job ligger bag ham, han har ingen penge, men et alt for stort forbrug, hans krop forfalder, og så er han ved at drikke sig ihjel. Ikke desto mindre er Roths kunstneriske åre stadig givende, og rent litterært er han i Weidermanns fremstilling mindst lige så stor en inspirator for Zweig i perioden som omvendt.

To mænd på vej ned, der for en stund finder et holdepunkt hos hinanden.

Weidermanns portræt af de to venner er fremragende. Weidermann lever sig ind i begge mænd som forfattere og mennesker, men der er også en underspillet ironisk distance i fremstillingen, som i passager næsten bliver til ondsindet udstilling, dog uden at kamme over.

Især Zweigs forfængelighed og romantiserende selvopfattelse er offer for Weidermanns begavede ironiseren. For eksempel i fremstillingen af Zweigs selviscenesættelse i et tilbageblik til de første måneder af Første verdenskrig – hvor Zweig endnu ikke var blevet en verdensberømt pacifist, men tværtimod var grebet af den samme krigsbegejstring som så mange andre i tiden og mest af alt bekymrede sig skamfuldt over ikke at være blevet indkaldt:

Stefan Zweig ville væk, ud på slagmarken. Han lod skægget stå for at virke stålsat, vild og klar til kamp.

I 1936 er Stefan Zweig til gengæld blevet desillusioneret:

Han drømte om at trække sig tilbage til et musehul. Først og fremmest: aldrig mere at skulle læse en avis. Verden, litteraturen, politik – hvor ville det være dejligt, hvis han ikke mere behøvede at følge med i alt dette. Hvilket sted kunne ligge tilstrækkeligt langt væk fra alt dette?

Stedet bliver Oostende – vi læsere ved, at det kun er en stakket frist, før Belgien også rendes over ende, men i 1936 er det stadig et fristed, hvor Zweig kan tilbringe sommeren i selskab med sin sekretær og elskerinde, Lotte Altmann. Og med vennen Roth og andre forfattere.

Zweig og Roth og deres forhold er i centrum i bogen, men et væld af andre tysksprogede forfattere befolker Oostende og bogen denne sommer. For eksempel Ernst Toller, Arthur Koestler og Irmgard Keun. “Fortællere mod undergangen,” som Weidermann malende betegner dem – “historiefortællere, der på grund af et af verdenspolitikkens luner er blevet slynget op på stranden her i denne juli måned.”

Blandt bipersonerne står Irmgard Keun mest centralt. Hun er ikke jødisk, men hun har udmærket sig ved tale naziregimets censur offentligt lukt imod, og også hendes forfatterskab er faldet i unåde i Tyskland.

I Oostende introduceres hun for Joseph Roth. Og falder pladask for ham – om end Weidermann ikke gør det nemt for os at forstå, hvorfor “champagnedronningen,” den smukke Irmgard Keun med de mange tilbedere, kaster sig over netop Roth:

Irmgard Keun ser hans spinkle, hvide hænder, der stikker ud af de sorte ærmer, hun ser det blonde, frynsede overskæg og asken på hans jakke. “Min hud sagde øjeblikkeligt ‘ja’,” skriver hun senere. Og hun ser på ham, hans blå øjne, ser de dårlige tænder, som han med besvær skjuler under det fyldige overskæg, ser hans melankoli. “Da jeg så Joseph Roth for første gang, dengang i Oostende, havde jeg følelsen af at se et menneske, som rent ud ville dø af melankoli i løbet af de næste timer.”

Roth og Keun har imidlertid ihvertfald én ting til fælles: Drikkeriet. “De erkender det straks, de er begge erfarne drankere, drikkekunstnere:”

Endelig et menneske, der forstår mig. Tænker Roth. Tænker Keun. En, som man kan drikke hæmningsløst med, og som ved, at det ellers ikke til at holde ud, at man med afholdenhed måske nok forlænger livet på længere sigt, men på kort sig og her og nu gør det helt umuligt.

Stefan Zweig forsøger at holde Roth fra at drikke, “er som en mor for ham,” men Roth er med Weidermanns ord alkoholiker i et meget fremskredent stadie. Han har opsvulmede fødder og ben, så han knap kan få sko på, og han kaster op flere timer hver morgen.

Nej, det er ikke retoucherede helteportrætter, Weidermann leverer af de store forfattere her i Oostende 1936. Til gengæld er det portrætter, der virker troværdige, og frem for alt fungerer de som prismer for en stemning i en historisk periode i Europa.

Volker Weidermann (f. 1969)

Bogen kræver nok en vis forhåndsinteresse fra læserens side for ikke bare perioden, men også for de forfattere, der står centralt i bogen – først og fremmest Joseph Roth og Stefan Zweig. Men kan du ligesom undertegnede mobilisere en sådan interesse, så kan Oostende 1936 stærkt anbefales.

Stilen i bogen er dokumentarisme i grænsefeltet mellem fiktion og historisk biografi. Lidt som vi herhjemme kender det fra Thorkild Hansens bøger. Weidermanns fremstilling er pakket med citater fra de involverede forfatteres bøger og dagbøger og fra deres egne og andre samtidiges brevvekslinger. Men udvalget og sammensætningen og måden, hvorpå Weidermann ubesværet kæder citaterne sammen med sin knappe prosa, gør det til en sammenhængende roman, som endda er ganske medrivende.

Bogen er således let og ligetil at læse hele vejen igennem, her i Lone Østerlinds glimrende fordanskning. Skulle nogen således sidde med fordomme om, at tysk litteratur er lig med lange og tunge sætninger, så kan de med andre ord godt forberede sig på at få dem punkteret. Weidermann skriver tværtimod i korte sætninger, som næsten bliver staccatoagtige ind i mellem. Effekten er et nærvær, som afbalancerer de mange citater og er med til at gøre den samlede fremstilling flydende.

Er du interesseret i de omtalte forfatterskaber, så har jeg tidligere omtalt en del af Joseph Roths værker her. Stefan Zweig har jeg ikke læst så meget af endnu. Hans berømte Skaknovelle (opr. 1941) læste jeg som ganske ung for mange, mange år siden, og allerede dengang gjorde den indtryk, men ellers har jeg ham til gode, herunder hans sene erindringsværk, Verden af i går (også opr. 1941), som står i kø i reolen herhjemme. Af Irmgard Keun er det blevet til anmeldelse af et enkelt værk, hendes Barn af verden (opr. 1938).

K's vurdering: