Den første bog, jeg har læst af meget roste Joyce Carol Oates, men det bliver ikke den sidste. Det her er en lille sag, nærmest kun en lang novelle, men ikke desto mindre en stærk og flot fortalt historie om forholdet mellem politik, magt, sex og køn i USA.
Rammehistorien foregår over de få minutter, hvor en ung kvinde drukner i en forulykket bil, som hendes ledsager – en ældre, indflydelsesrig (og under rig indflydelse af alkohol) mandlig senator – kører af vejen og ned i en sumpet flod en aften på vej mod et motel. I tilbageblik, mens hun drukner, får man historien om hendes møde med og fascination af senatoren samme dag og i glimt hendes korte livshistorie.
Med umisforståelig reference til den virkelige begivenhed i 1969, hvor senator Edward Kennedy tilsvarende i beruset tilstand kørte en bil i en sø og reddede sig selv, men ikke sit unge kvindelige bekendtskab i bilen.
Meget anbefalelsesværdig for stærkt sprog og intens, utraditionel fortælleteknik.
Titel: Sort vandForfatter: Joyce Carol Oates
Udgiver: Rosinante
Udgivelsesdato: 2001
Sider: 119
Originalsprog: http://amerikansk
Oversætter: http://Ulla%20Warren
Originaltitel: http://Black%20water
Opr. udgivelsesår: http://1992
Læst: http://Januar%202013
K's vurdering:
Jeg har selv læst Oates for første gang for nylig, så jeg har ikke andet, jeg personligt kan anbefale, men jeg ville nok gøre som dig for at være sikker på en god bogoplevelse – og tage den mest roste først.
Hej Vibeke
Tak for kommentaren. Ja, du har selvfølgelig ret i, at fortælleteknikken ikke er utraditionel forstået som enestående.
Har hidtil kun læst “Bølgerne” af Woolf – for efterhånden mange år siden, men jeg husker den som fremragende.
Har du et tip til, hvad man bør kaste sig over af Oates som det næste? Hun har jo en ret imponerende bibliografi bag sig. “them”, måske (jeg er primært til romaner, i mindre grad til noveller)?
K.
Enig i at det er en brandgod bog. Men fortælleteknikken er nu ikke så utraditionel. Prøv at læse noget Virginia Woolf og i det hele taget modernistiske romaner, som skildrer bevidsthedsstrømme og en flerperspektivisk optik. Oates fortælleteknik er hentet derfra. Det interessante ved romanen var for mig, da jeg læste den, at den blander finkulturelle modernistiske referencer (Woolf), gotik/horror og noget så jordnært som politik, køn, magt, drinks og biler i amerikansk celebritykultur efter devisen “Based on a true story”. Det er en virkelig spøjs blanding, som man ikke skulle tro, at der kunne komme noget godt ud af. Men… Læs mere »