“I love you rotten, Delicious rottenness …wonderful are the hellish experiences, Orphic, delicate Dionysos of the Underworld” skriver D. H. Lawrence i digtsamlingen Birds, Beasts and Flowers. Strofen står som indledende epigraf til Joyce Carol Oates’ kortroman Beasts, som også trækker titlen herfra. Og det er meget passende.

Beasts handler om race, sex og magt, køn og race, totem og tabu, dominans og offerroller. Der er tydelige feministiske budskaber i spil, men det er (heldigvis) ikke en politisk eller på anden måde enøjet bog. I Beasts er kvinderne ikke bare passive ofre for et patriarkalsk samfund, men spiller selv dobbelttydige roller drevet af et modsætningsfyldt begær.

Den korte roman udspiller sig i et amerikansk collegemiljø i midten af 1970’erne. Her har den 20-årige talentfulde Gillian udviklet en sygelig forelskelse i eller snarere besættelse af sin flamboyante og manipulerende litteraturlærer Andre Harrow. En besættelse, der siden udvides til også at omfatte Harrows endnu mere ekstravagante franske kone, kunstneren Dorcas, som mest gør det i groteske, seksuelt truende totem-skulpturer af frodige urmoderfigurer.

Gilian bliver – som talrige andre collegepiger før hende – suget ind i farligt, seksuelt båret underkastelsesforhold til det ældre lærer/kunstner-par. Samtidig hærges Gillians college af en serie påsatte brande, og man aner en sammenhæng mellem brandene og de unge piger, der udnyttes og kastes bort af Andre og Dorcas Harrow.

Der er ikke en finger at sætte på Oates’ prosa i Beasts, som er fortalt i et enkelt sprog, der sammen med den i stigende grad faretruende stemning i bogen driver læsningen videre. Oates er dog ikke her oppe på samme høje niveau som i den fremragende Sort vand (der indtil nu er den eneste anden bog, jeg har læst fra hendes omfattende udgivelsesliste).

Husarerne kan i øvrigt godt springe denne bog over: uagtet de stærke seksuelle temaer, så benytter Oates sig ikke af billigt effektjageri i form af eksplicitte erotiske scener.

Til andre læsere vil jeg sige: Ja, Beasts er for så vidt værd at læse – men jeg er sikker på, at der er mange andre af Oates’ bøger, som vil være et bedre sted at starte. For mit eget vedkommende faldt jeg lidt tilfældigt over den i et antikvariat, og derfor blev det lige den, jeg læste nu. Min næste Oates bliver måske Little Bird of Heaven, som kom med i posen fra samme antikvariat. Er der nogen Oates-kender derude, der kan anbefale den – eller bør jeg heller dykke ned et andet sted i hendes forfatterskab som det næste (f.eks. them eller Blonde?)?

K's vurdering: