Péter Esterházy: Harmonia Celæstis

Et 800 siders monstrum. Litterært meget ambitiøs (overambitiøs). Den er bare ikke særlig godt skrevet: PE vil gerne være meget litterær, meget intellektuel, meget dannet, meget pudsig, men det lykkes ikke godt nok til, at jeg orkede at hænge på hele vejen.

Ideen er for så vidt meget god: Han vil fortælle Ungarns historie, eller måske snarere en historie om Ungarns kultur og folkesjæl, og gør det i en roman i to dele med udgangspunkt i Esterhazy-slægtens histore:

Første del (400 sider) består af en række meget svagt sammenhængende fragmenter, hvor de længste er 4-5 sider og de korteste 2 linjer. De springer konstant i tid over en samlet periode på 400-500 år, uden at man får mange tips om, i hvilken tid, man befinder sig – idet den centrale person (hver gang en af de mange Esterhazy’er gennem historien) i alle fragmenter hele vejen igennem kun omtales som “Min fader”.

Den bærende ide i bogens konstruktion er vel noget med, at vi ikke bærer vores kulturelle baggrund med os som en kronologisk fortalt historie, men netop som en kompleks hulter-til-bulter-baggage. Og det er for så vidt en meget god idé. PE’s kunstlede, abrupte og demonstrativt intellektuelle skrivestil gør bare det hele til en meget anstrengende tour de force at følge.

Den anden del (næste 400 sider) skulle ifølge de omtaler, jeg efterfølgende har læst, angiveligt være en mere sammenhængende historie om PE’s egen far under det kommunistiske regime i Ungarn, men da den kunstlede skrivestil fortsatte, gav jeg op.

En af den slags bøger, som får en til at tvivle på, om de mange begejstrede anmeldere rent faktisk selv har læst det hele eller bare lægger sig i en slipstrøm (idet det selvfølgelig aldrig kommer på tale at overveje, om det er mig, der ikke er kvik eller dannet nok til at følge med…..)