Caroline Albertine Minors anden udgivelse er en samling realistiske noveller om sorg, tab, savn og længsel. Velskrevet, troværdig og stedvist ligefrem fremragende, selv om det ikke var alle noveller, der berørte mig lige meget.

Tre af samlingens i alt syv noveller er forbundet til den samme tragiske begivenhed: Den unge, danske pige Anne-Sophie, kaldet Anso, begår – tilsyneladende uforklarligt – selvmord ved at hænge sig i et oliventræ i haven hos den australske familie, hvor hun arbejder som aupair.

En af novellerne lægger stemme til Ansos mor og hendes svære bearbejdelse af datterens selvmord. I en anden følger vi Ansos barndomsveninde, som har sine egne problemer med at finde sig til rette med sig selv via mere eller mindre desperat sex med flere mænd. En tredje giver i et kort glimt stemme til Anso selv – uden at læseren dog på noget tidspunkt får serveret en egentlig forklaring på selvmordet.

Den bedste og stærkeste historie var dog for mig uden tvivl Sorgens have. Novellen starter med slutningen:

På en bænk i Enghaveparken gav vi bare op. Jeg blev siddende og så ham halte væk i sin halvlange, sorte frakke med en stor trang til at skyde ham i ryggen. Jeg ønskede at se ham falde sammen og blive liggende i gruset. En parodi på et menneske, men det var mig, der var umenneskelig.

Forhistorien, som efterfølgende oprulles, er, at fortællerens mand, som hun lige har fået et barn med, tilfældigt falder efter en fest og slår hovedet alvorligt med en mindre hjerneskade til følge. Efter en periode i koma genoptrænes han langsomt, mens hun besøger ham på hospitalet og håber på hans helbredelse, på at han kommer tilbage som den mand, hun kendte.

En dag ville han igen se på verden, som om den også tilhørte ham, på mig, som om jeg gjorde.

Han kommer sig og kommer hjem, men han er forandret, han er ikke længere den samme. Og hvad gør du, når den person, du elsker, er forandret – uden skyld, men ikke desto mindre forandret – og ikke længere er den, du elsker?

Caroline Albertine Minor (f. 1988). Foto fra forlagets hjemmeside.

Den korte novelle formidler fortællerens dilemma, hendes længsel, sorg og skyldfølelse sobert og stærkt. Jeg var berørt og så optaget af novellen, som jeg læste i bussen, at jeg måtte blive stående midt på fortovet for at læse den færdig efter at være stået ud. Efterfølgende har jeg læst mig til, at historien er en bearbejdelse af en lignende og personlig erfaring hos forfatteren, og det får den ikke til at stå mindre stærkt.

Minor skriver gennemgående godt og uden unødvendig prunk, og hendes persontegninger er fine og nærværende. Udover den nævnte Sorgens have tror jeg dog ikke, at der er så mange af disse noveller, der fæstner sig langvarigt hos mig. Hvis jeg skal være fair, så har det dog muligvis mindre med novellesamlingens kvalitet som sådan at gøre og mere med, at denne slags hverdagsrealisme ikke er min favoritgenre.

Caroline Albertine Minors Velsignelser er nomineret til Politikens Litteraturpris 2017. Jeg læser alle syv nominerede i januar-februar 2018.

K's vurdering:

I den første og længste historie følger vi en ung kvinde, der rejser til Frankrig for at opsøge sin døende far, hun aldrig rigtig har kendt.