Han Kang: Hvid

En personlig reflektion i poetiske kortprosastykker om at kunne savne en søster, man aldrig har kendt, om oplevelsen af at føle sig fremmedgjort i ikke bare den by, man fysisk befinder sig i, men også i sin egen familiehistorie. Hvidt, fint, sart og stedvist rørende. Også lidt kedeligt.

Sydkoreanske Han Kang (f. 1970) fik sit internationale gennembrud med den fascinerende og foruroligende Vegetaren (opr. 2007, da. 2017). Efterfølgende er på bl.a. engelsk og dansk udkommet Human Acts (2017)/Levende og døde (2019) om studenteroprøret i Gwangju, Sydkorea i 1980, som jeg endnu har til gode (men den står et sted i reolen og venter).

Hvid (opr. 2016, da. 2021) er en ganske anden slags bog. I bogens bagsidetekst kaldes den “en poetisk meditation over farven hvid,” og det er ikke helt skævt. Bogen er bygget op af en serie kortprosastykker, hvoraf mange for så vidt godt kunne stå alene.

Der er dog en slags sammenhængende fremdrift i Hvid, som dermed også kunne kaldes en kortroman. Fremdriften er dog ikke handlingsbåret, men ligger i et stigende (selv)erkendelsesniveau i fortællerens bearbejdning af sin egen sorg over den storesøster, der døde umiddelbart efter fødslen, og som fortælleren derfor aldrig har kendt.

I bogen opholder fortælleren sig i en unavngiven by i et fremmed land. Byen navngives aldrig, men man kunne gætte på Warszawa – bedømt på en reference til 2. verdenskrig, hvor byen blev sønderbombet af nazisterne som hævn for en opstand i 1944 (i forlagets omtale af bogen på deres hjemmeside angives det uden videre som et faktum, at der er tale om Warszawa, men det fremgår nu ikke eksplicit noget sted i bogen selv).

Farven hvid i titlen udgør en æstetisk sammenhængende tråd gennem hele bogen.

Referencepunktet er den for tidligt fødte storesøster: Hendes hvide svøb, morens beskrivelse af spædbarnet som en halvmåneformet riskage, brystmælken der løber forgæves, sneen som faren begraver pigen under. For fortælleren synes alt hvidt at give associationer til søsteren: Hvide knogler, en hvid måge, en hvid trane, hvidt hår, bagsiden af et stykke hvidt papir, sand, salt, sukkerknalder, rim, tåge – og også mere abstrakte begreber som ‘hvid latter’ og ‘hvide nætter.’

Sand

Og hun glemte ofte
     At hendes krop (alle vores kroppe) er et hus af sand.
     At det er ødelagt og vedvarende ødelægges.
     At det upåvirkeligt løber ud mellem fingrene.

Æstetisk hænger det smukt sammen. De enkelte tekster er præget af en sprød sarthed, som samlet set på troværdig vis formidler fortællerens – også for hende selv – svært begribelige oplevelse af smerte, sorg og tomrum efter en søster, hun aldrig har kendt.

Det er altsammen meget fint og nydeligt og sådan set også rørende. Samtidig kan denne æstetiske gennemførthed, alt dette hvide, ikke desto mindre godt fremstå en smule affekteret. Og i passager balancerer teksten faretruende nær det klichéfyldte.

Forlaget lancerer bogen som selvbiografisk. Det har jeg ikke noget konkret kendskab til, om den er – men jeg har ingen grund til at betvivle det. Det gør dog for mig hverken fra eller til i forhold til bogens troværdighed eller sandhedsværdi.

Hvid er ganske kort og hurtigt læst. Og det er godt, for den kunne heller ikke have båret mere. En fin lille sag, som dog fremstår lidt som et personligt sideprojekt og ikke i samme klasse som Vegetaren.

Til sidst et lille suk om oversættelsen: Det fremgår af kolofonen, at den danske udgave ikke er oversat fra den koreanske original, men fra den norske oversættelse (“Hvit”). Jeg har ikke en finger at sætte på Juliane Wammens fordanskning af romanen, som fremstår aldeles glimrende. Men der sker altid noget med en tekst i oversættelsesprocessen, og når den oversættes i flere led, er der pr. definition en større risiko for, at den oversatte tekst bevæger sig længere væk fra originalen.

Men måske har vi simpelthen ikke nogen dygtige oversættere, der kan oversætte fra koreansk til dansk? I så fald er valget om at oversætte fra norsk undskyldeligt og forståeligt. Men i det mindste kunne Rosinante have sørget for at angive den norske oversætters navn i kolofonen (jeg går ud fra, at det er Jarne Byhres version på norsk, der har ligget til grund for den danske, men jeg ved det ret beset ikke).

K's vurdering: