Kim Young-ha: En morders dagbog

“Det er nu femogtyve år, siden jeg sidst har myrdet nogen. Eller er det seksogtyve år? Det er i hvert fald længe siden. Jeg var ikke, som nogen tror, besat af en trang til at slå ihjel eller styret af en seksuel perversion. Det var skuffelse over mig selv, der fik mig til det. En utilfredsstillet længsel efter at udføre det perfekte mord. Hver gang jeg begravede endnu et offer, spirede et nyt håb frem om, at det ville lykkes mig næste gang. Men til sidst mistede jeg troen på mig selv, og derfor stoppede jeg med at slå folk ihjel.”

Kim Byeongsu er halvfjerds år gammel og pensioneret seriemorder. Og hans sind er ved at blive ædt op af Alzheimer. Samtidig får han mistanke om, at en ny seriemorder, der tilsyneladende huserer i området, hvor han bor, har fået udkig på hans datter som det næste offer. Den gamle morder sætter sig derfor for at forebygge dette mulige drab. Men det er ikke så nemt, når ens hjerne føles som “en slimet, glat søpølse med åbent gab,” hvorigennem ordene langsomt glider ud af ens tanker.

Citatet i indledningen til denne anmeldelse udgør bogens første linjer, og de er ganske karakteristiske for kortromanens stil, herunder dens underspillede sorte humor.

Kim Young-ha (f. 1968). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Kim Young-ha (f. 1968) hører til blandt de aktuelle stjerner på det koreanske, litterære firmament. Han har syv romaner og adskillige novellesamlinger bag sig og er oversat til en mængde sprog. Mig bekendt er En morders dagbog (opr. 2013) dog den første roman af ham, der er oversat til dansk.

En morders dagbog er på én gang en lille sorthumoristisk groteske og samtidig faktisk et ret rørende, indlevet portræt af gammel mand, der langsomt forsvinder for sig selv og sine nærmeste, i takt med at alzheimeren æder hans ord og erindringer og dermed ham selv op.

Vi lever som fanger af tiden. En demenspatient er fanget i en celle med vægge, der smuldrer og vælter indad i en vældig fart. Jeg kan ikke længere få luft.

Romanen skal forestille at være skrevet som den gamle morders dagbog, som samtidig udgør hans forsøg på at fastholde sine tanker og erindringer. Dette gør den gamle til en notorisk utroværdig fortæller, og det udgør en væsentlig del af romanens indbyggende spænding. Som læsere er vi både i tvivl om, hvorvidt fortælleren aktivt lyver for os i beretningen om sit hidtidige liv, men også om hvor stor en del af fremstillinen af romanens nutid, han i kraft af demensen uafvidende selv roder rundt i.

Hvorvidt romanen er en realistisk fremstilling af en alzheimerpatients sygehistorie, kan jeg godt være noget skeptisk over for. Samtidig er romanens form heller ikke helt troværdig som dagsbogsnotater. Men det gør ikke noget. Begge greb bidrager til at skabe en effektivt underholdende roman i den skæve genre.

Tak til Forlaget Korridor (og til oversætter Brit Kim) for endnu engang at introducere en spændende østasiatisk forfatter for os danske læsere. Oversæt gerne mere Kim Young-ha.

K's vurdering: