“Hun hørte en knogle sprække et sted i kroppen, noget jamrede, som om et lille dyr sad indespærret der. En strejfende kat, en hamster, et eller andet.”

Den kinesiske forfatter Sun Pin (f. 1983) kender vi her på bloggen fra kortromanen Uendelig lidelse. De tusind bæsters nat er ligesom denne udgivet i Forlaget Korridors novellaserie og ligeledes oversat til smukt dansk af Sidse Laugesen, forlagets “hus-oversætter” fra kinesisk. Bogens design holder også den høje standard, vi er vante til fra Korridor.

Handlingen er som udgangspunkt egentlig ganske simpel:

Kvinden Li Chengjing bliver droppet af sin kæreste pr. telefon efter længere tids afkøling af forholdet fra kærestens side. Hun er veluddannet og varetager en eller anden form for chefstilling, men det hjælper hende ikke imod at gå i ydmygende opløsning.

I sin desperate fortvivlelse nægter hun at acceptere bruddet og tager toget til kærestens by for vinde ham tilbage. For læseren er det fra begyndelsen tydeligt, at der ikke er noget at komme efter, og hendes færd udvikler sig tåkrummende pinagtigt.

Her er hun efter et pinagtigt optrin blevet smidt korporligt ud af en KFC til skånselsløs moro for de forbipasserende, der danner ring om hende, “som om hun var et vildt dyr der havde haft held til at undslippe zoologisk have:”

Og nu i denne by var hun dyret der, undsluppet fra zoo, nøgen, vulgær, vild og uciviliseret stod og udholdt menneskehedens fordømmende stirrende blikke fra alle tænkelige vinkler, hendes høje hæle, hendes parfume, hendes nylonstrømper, hendes stilling som chef, alt hvirvlede mod bunden og blev til fossiler af fjerne fortidsdyr, sløve og gustne, plettede og irrede.

Kæresten får hun som forventeligt ikke nogen konstruktiv kontakt med, men tilfældets omstændigheder bringer hende sammen med en ung, fattig og sørgeligt ucharmerende pige. Historien udvikler sig herfra til en veritabel gyser. Det er faktisk helt spændende, og jeg skal derfor ikke røbe mere af handlingen.

Det er dog ikke handlingen som sådan, der er kortromanens kvalitet. Den er derimod båret af Sun Pins flotte og fantasifulde billedsprog og de troværdige og pinagtige portrætter af de to centrale personer.

Den banale, men smertefulde kærlighedssorg er skildret intenst i billeder, der formidler den afgrundsdybe følelse af fortvivlet forladthed, der hører den slags til. Herunder de uendeligt mange ydmygende ubesvarede telefonopkald:

Hun stod så ganske længe i den kolde blæst inden hun ringede op igen. Han tog den ikke, hun ringede igen, han tog den stadig ikke, han lod hende hænge tilbage, hænge i solen, forbrænde, blive til aske, blive til støv indtil selv støvet blev båret væk med vinden. Telefonen ringede ensomt og forladt ned gennem et helt århundrede før hun endelig selv lagde på og begav sig mod stationen.

Li Chengjing er set udefra latterlig i sin filterløse, selvpåførte ydmygelse. Men hun rører os, og midt i fornedrelsen og desperationen er hun tydeligvis også en kvinde med styrke – en styrke, som hun bare ikke formår selv at indkredse eller styre.

Portrættet af Li Chengjings ulykke i kærligheden er sig selv en lille roman værdigt. Men De tusind bæsters nat er ikke kun en roman om ulykkelig kærlighed. Via pigen Qin, som hun møder i kærestens hjemby, udvikler den sig også til en historie om depraverende fattigdom i Kinas landdistrikter. Om traditioner for vold født af fattigdom, der holder familier i spændetrøjer. Om kærlighed og også om værdighed i flere former. Og så er den tilmed både underholdende og elementært spændende.

En fin roman, som jeg absolut kan anbefale.