Mercè Rodoreda: Death in Spring

Kafka møder Márquez i foruroligende, stærkt ubehagelig og aldeles fremragende catalansk roman.

Jeg tilstår, at jeg aldrig havde hørt om den catalanske forfatter Mercè Rodoreda (1908-1983), før jeg helt tilfældigt faldt over denne bog i engelsk oversættelse i en boghandler i Barcelona forleden. Jeg blev tiltrukket af det på én gang smukke og uhyggelige omslag, som viste sig at være særdeles passende til bogen.

Rodoredas La mort i la primavera (som lidt skævt er blevet til Death in Spring i den engelske oversættelse) er hendes sidste roman, udgivet posthumt første gang i 1986, 3 år efter hendes død. Og hvilken roman!

Romanens jeg-fortæller er ved dens start en 14-årig dreng, som i løbet af romanen bliver voksen og far til en datter. En ulykkelig skæbne med en sindssyg og afdød mor, en vansiret og socialt udskilt far og en forkrøblet, kun to år ældre stedmor. Bogen er fortællingen om hans forsøg på at begribe uhyrlighederne i det samfund, han er kastet ind i.

I remembered my mother, without wanting to remember: straight and thin, with a red streak in her eyes. She used to beat children and spoil wedding nights. She would stand outside the newlyweds’ window on their wedding night, howling like a dog until the sickly morning light finally silenced her (s.9).

Den egentlige hovedperson er dog den isolerede landsby, som drengen er vokset op i, og som han ligesom alle de øvrige beboere aldrig forlader. Landsbyen, som aldrig placeres entydigt hverken geografisk eller tidsmæssigt, men kunne være et sted i Spanien, ligger isoleret fra omverdenen, afskåret af ufremkommelige bjerge. Landsbyen er et magisk sted, hvor træerne i De Dødes Skov fungerer som levende, organiske gravkamre for landsbyens døde eller døende, hvor bierne er mere end almindeligt intelligente, og hvor ondskaben i form af skræmmende skyggevæsener lurer i skov og krat.

Det virkelig skræmmende i landsbyen står menneskene dog for. Landsbyen er et minisamfund bygget på frygt, undertrykkelse og rituel vold:

De døende får ikke lov at dø en naturlig død, men får rituelt fyldt deres lunger og indvolde med flydende, lyserød cement for at hindre sjælen i at undslippe kroppen (for hvem ved, hvor den ellers kunne finde på at bevæge sig hen?).

Landsbybeboerne holder konstant en fange indespærret i et lille bur. Han er på én gang udsat for hele landsbyens spot og ydmygelser og fungerer samtidig som et slags orakel. Ingen husker fangens forbrydelse, men alle er enige om hans skyld, og han udsættes med jævne mellemrum for tortur for at tvinge ham til at vrinske som en hest (!).

Ved en årlig fest i landsbyen udvælges en ung mand hvert år ved lodtrækning til svømme under landsbyen i den underjordiske flod, hvilket uvægerligt ender med død eller lemlæstelse og vansiring (de overlevende stigmatiseres og udsondres efterfølgende som De Ansigtsløse):

They built the village over the river, and when the snows melted, everyone was afraid the village would be washed away. That is why every year a man entered the water on the upper side and swam under the village and came out on the lower side. Sometimes dead. Sometimes without a face because it had been ripped away when the desperate water hurled him against the rocks that supported the village (s.8).

Og der er mere af den slags, alt sammen svært urovækkende. Og udover de eksplicitte voldshandlinger og bizarre ritualer er der i teksten hele tiden noget foruroligende på spil under overfladen; man er ikke i tvivl om, at der foregår endnu flere uhyrligheder end dem, vi hører om.

Som læser bliver man hurtigt klar over, at bogen skal læses metaforisk, spørgsmålet er bare hvordan. Når man i udgiverens korte forfatterportræt kan læse, at Rodoreda en stor del af sit liv levede i eksil uden for Francos fascistiske Spanien, og at hun i øvrigt har skrevet bøger om den spanske borgerkrig, ligger det lige for at tolke landsbyen som et billede på Francos Spanien. Sådan kan bogen givetvis også læses, men den byder sig med sin tid- og stedløse mytologiske form også til som et mere universelt billede på undertrykkelse og vold i autoritære, menneskelige samfund.

Men noget af det fine – og foruroligende – ved Rodoredas roman er, at metaforerne ikke er entydige eller stabile. F.eks. hører vi tidligt i romanen om den gamle Senyor, som bor for sig selv i et hus på toppen af en vedbendklædt klippe, hvorfra han ind i mellem lader sig se i et vindue, hvorfra han overvåger de rituelle voldshandlinger i landsbyen. Et billede på diktatoren, tænker man umiddelbart. Men senere i romanen viser denne Senyor sig at være ikke andet end en sølle, gammel mand, lige så bange for en voldelig død som alle andre, og lige så underlagt landsbyens benhårde love.

Det kan være fristende umiddelbart at kategorisere Rodoredas stil som ‘magisk realisme’, men det er ikke den charmerende, poetiske magiske realisme, man forbinder med f.eks. en Isabel Allende eller en Gabriel García Márquez (som på bagsiden af min engelske udgave er citeret for at være inspireret af Rodoreda). Rodoredas Death in Spring er meget mere barsk. Hun går skridtet længere end Márquez i forhold til at se den menneskelige ondskab lige i øjnene, og magien i Rodoredas univers er langt mere ubehageligt foruroligende.

For mig forekommer Rodoreda her i Death in Spring mere åndeligt og litterært beslægtet med Franz Kafka og hans undersøgelser af magten og dens forkrøblende virkninger på menneskelivet end med de latinamerikanske magiske realister. For eksempel gav Rodoredas figur Fangen mig ikke så få associationer til Kafkas geniale novelle I straffekolonien, jf. Kafkas Fortællinger.

Stemningen i bogen er – uden sammenligning i øvrigt (udover de Franco-fascistiske allusioner) – ikke ulig den mexicanske instruktør Guillermo del Toros fremragende film Pans Labyrint – for dem, der måtte have dén reference.

Death in Spring er med sine kun 150 sider ganske kort, men den er meget intens og sprogligt kompakt uden overflødige sætninger, som et tætpakket eventyr. Den kræver sin opmærksomme og koncentrerede læser, også på grund af den surrealistiske form, som gang på gang overrasker med uventede og bizarre optrin. Jeg måtte flere gange undervejs lige lade øjnene hoppe tilbage og læse den forrige sætning én gang til, for at sikre mig, at jeg havde læst rigtigt.

Det er samtidig en sjældent smukt skrevet bog, som henter en ikke uvæsentlig del af sin fascinationskraft fra netop kontrasten mellem på den ene side Rodoredas smukke, drømmeagtige prosa og på den anden side alt dét, landsbyen gemmer på af fornedrelser, grusomheder, rituel vold, frygt, undertrykkelse og stigmatisering.

At night you could hear groans beneath the beds; the sounds were coming from the river, as if the earth were groaning, on the point of carrying everything away, as if everything would vanish with the water. But it didn’t. The village remained, and only the water slipped secretly away. It was calm when it first arrived, but then turned wild with foam because it had dwelt so long in the dark. As though it had been frightened by being locked up for so long (s.9).

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg egentlig er i stand til at bedømme bogen endnu – den kræver mere tid for at sætte sig. Men alene på grund af det smukke sprog må den komme helt op i nærheden af toppen.

Og så har jeg en klar fornemmelse af, at jeg kommer til at bære rundt på billeder fra denne bog ganske længe. Det er en urovækkende – ja, sine steder skræmmende – bog, der forvirrer og forstyrrer og går i kroppen på én. Som stor litteratur kan gøre.

La mort i la primavera er, så vidt jeg har kunnet opspore, ikke oversat til dansk. Ganske uforståeligt – men det kan jo nås endnu: er der nogen catalanskkyndige oversættere og et modigt forlag derude?

K's vurdering: