Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024 rummer mange gode ideer og potentielt sjove indfald, men den er for usammenhængende og for broget, excellerer for meget i bevidst dårlig smag, vulgaritet og ubehagelig vold – og bliver aldrig rigtig vedkommende.

Den danske forfatter Kasper Colling Nielsen (f. 1974) debuterede i 2011 med novellesamlingen Mount København. Det store gennembrud kom med hans anden udgivelse og første roman, Den danske borgerkrig 2018-2024 (2013), som jeg først er nået til nu.

Egentlig har jeg ikke haft den højt på min læseliste, og jeg havde heller ikke læst den netop nu, hvis den ikke mere eller mindre tilfældigt var kommet op til overfladen i den lidt blandede suppe af lydbøger, som jeg har umiddelbar adgang til hos den lydbogstjeneste, jeg abonnerer på for tiden.

Lydbøger kommer næppe nogensinde til at kunne udkonkurrere “rigtige” papirbøger hos mig, men jeg har inden for de sidste par år vænnet mig til at have en bog i ørerne, når jeg går min daglige tur til og fra s-togstationen. Mine hidtidige erfaringer med lydbøger er, at det er helt afgørende for, om jeg orker dem, at de er godt læst op. Jeg er derfor begyndt i et vist omfang at søge på oplæseren, når jeg skal finde den næste lydbog. Og således dukkede Den danske borgerkrig frem, da jeg søgte på lydbøger oplæst af Dan Schlosser, som p.t. har positionen som én af mine favoritoplæsere (hvis man kan tale om sådanne med det trods alt beskedne katalog af lydbøger, jeg har været igennem).

Nå, hvorom sagen er, lyd- eller papirbog: Jeg var ikke slet så begejstret for Den danske borgerkrig som mange anmeldere var, da den kom frem i sin tid. Ikke, at jeg ikke har noget godt at sige om den. Der er bare lige så meget, der ikke er så godt. Den er i flere henseender en blandet fornøjelse.

Kasper Colling Nielsen (f. 1973). Foto: Jes Larsen, 2017 (pressefoto, Gyldendal).

Romanens kernehistorie er sådan set båret af en ret god idé: Kaspar Colling Nielsen griber fat i sin egen samtidshistorie, finanskrisen i slutningen af 00’erne, og twister den bare en lille smule til det punkt, hvor krisen i Danmark udvikler sig lige en tand værre, end den faktisk gjorde i virkeligheden, og bliver til en regulær og særdeles blodig borgerkrig: Den danske borgerkrig 2018-2024, som i Collings Nielsens gestaltning ikke står tilbage i grusomhed for f.eks. krigene på Balkan i 1990’erne.

Grebet er interessant, blandt andet fordi det er en måde at af-eksotisere de borgerkrige andre steder i verden, som vi set fra det danske smørhul kan have det med at afskrive som udtryk for uciviliserede kulturelle anomalier, der er helt fremmede for vores eget idealsamfund. Heroverfor sætter Colling Nielsen spotlys på, hvor skrøbelige vore moderne samfundskonstruktioner i grunden kan være.

Historien om borgerkrigen i 2018-2024 fortælles i romanen fra et punkt 450 år ude i fremtiden af en 475 år gammel mand, som er gjort de facto udødelig via deltagelse i et stamcelleprogram for de få, meget rige. Det samme er hans hund, Geoff, som er næsten lige så gammel som sin ejer, og som i kraft af sin alder har udviklet sin intelligens betydeligt og blandt lært at tale et antal menneskesprog.

Hmmm, ja, så er det allerede, at det begynder at skride lidt. Bevares, som tilfældet er for al god science fiction, så bruger Colling Nielsen denne rammefortælling som anledning til at bedrive aktuel samtidskritik. Og det er slet ikke uintelligent. Jeg havde bare lidt svært ved at engagere mig i historien.

Det hele er fortalt lidt for udvendigt, for tænkt, for køligt. Og så flyder bogen efter min smag over af lidt for meget ubehagelig og unødvendig, tortursadistisk vold og frastødende sexscener.

Men det er nu ikke dét, der er det basale problem. Det er snarere, at jeg som læser ikke kan mærke nogen form for kærlighed fra forfatterens side til bogens personer. Og dét skal der til, hvis personerne i en roman skal blive levende og vedkommende (og det gælder også, selv når personerne er ondsindede og begår de mest frastødende handlinger).

Hertil kommer, at bogen som roman betragtet er en lidt for rodet og broget affære. Historien om borgerkrigen i 2018-2024 er gennemgående, men derudover danner fortællingen om den 475 år gamle rigmand også ramme for en mængde mindre historier, som er mildt sagt forskelligartede i både tema og kvalitet. Og for de flestes vedkommende skal man anstrenge sig mere end godt er for at kæde dem fornuftigt sammen med rammehistorien.

Der er f.eks. en historie om præsten i Grundtvigskirken, der hyrer en gammel inder til at bygge et nyt kirkeskib.

Der er et lille stykke socialrealisme fra et plejehjem, hvor en mand taber besindelsen og udsætter to sosu’er for et racistisk, verbalt angreb i afmagt over, at hans demente far bliver dårligt behandlet.

Flere historier har hovedfokus på dyr i den ene eller anden forstand: F.eks. fortællingen om hunden, der på hundevis er loyal og hengiven overfor sin kinesiske ejer, men ikke forstår, hvorfor de andre hunde griner så mærkeligt i skægget, når den går tur i parken med ejeren – indtil nogen fortæller den, at i Kina spiser de jo hunde.

Der er også den om om bondemanden, der hader dyr og bruger sit liv på at pine og plage sin egen husdyrbesætning, indtil han får en hjerneblødning og selv bliver en del af gårdens økosystem.

Og blandt de mest ligegyldige historier er der en Peter Plys-pastiche henlagt til en lukket institution for kriminelle, psykisk syge, intelligente dyr fra fremtidens stamcelleprogram.

De bedste af de indlejrede historier er små grotesker. Mest bizar er måske historien om ægteparret, der under borgerkrigen (hvor antisemitismen også blusser op) forsøger at hjælpe en jødisk familie fra forfølgelse ved at skjule den i konens røvhul (og ja, der er tale om en hel velvoksen familie med far, mor og børn og bedsteforældre). Her er de er lige ved at blive opdaget af en soldat, der nok har en mistanke om, hvad den tykke kones endetarm gemmer og tager et kig ind i hullet – men bliver trængt tilbage af en slem prut fra den jødiske bedstemor derindefra. 45 år senere mødes soldaten og den nu voksne datter fra den jødiske familie igen – forenet af den gamle bedstemors opskrift på Gefilte Fisch mit Chrein, som i sin tid udløste den stygge prut, der skamferede soldatens øje.

En historie som den sidst omtalte har en grotesk kvalitet, som jeg i andre sammenhænge måske godt kunne lade mig begejstre af. Men det gør jeg ikke helt her. Måske er jeg bare lidt for sart, men i min optik drukner Kaspar Colling Nielsen sine bedste indfald i en – givetvis bevidst tilført – smagløshed og vulgaritet, som er på kanten af, hvad jeg orker at udsætte mig selv for i større mængder.

Den begejstrede fan af Colling Nielsen vil hertil måske sige: “Ja, netop! Det er jo helt bevidst fra forfatterens side, lige akkurat vulgariteten, smagløsheden og overfladiskheden er en del af pointen, en del af den implicitte samfundskritik!”

Jo, jo, det forstår jeg godt. Men det er stadig træls at læse.

I en helt anden genre optræder så pludselig en sød og sjov lille historie om en tomats liv, fortalt af tomaten selv: Fra dens første tid som lille umoden tomat på stilken, dengang alt kun handlede om at vokse og modnes, så man kunne blive plukket. Over det frygtelige møde med virkeligheden på tomatfabrikken: Skrigene fra tomaterne, der bliver skoldet af det kogende vand, inden huden bliver flået af dem, og de bliver stuvet nøgne ned i dåser klinet tæt op af andre nøgne, flåede tomater (og hvor uheldig kan man være: proppet ned lige ved siden af en tomat med utrolig dårlig ånde). Den lange ventetid i dåsen, indtil man endelig bliver købt, dåsen bliver åbnet, og det hele ender lykkeligt i harmoni med de andre grøntsager og krydderurterne på panden, da tomaten endelig når sin bestemmelse som del af en blendet karrysuppe.

En historie som den med tomaten og flere andre af de indskudte små fortællinger er sådan set fine nok i sig selv. De har bare meget lidt med rammefortællingen at gøre, og ville have gjort sig bedre som selvstændige noveller.

Opsummerende er der mange gode ideer i romanen, men som helhed bliver det mig for rodet, for usammenhængende, for ujævnt – samtidig med at jeg savnede en begrundelse for den megen ubehagelige vold og anden vulgaritet.

• Lignende indlæg
• Gyldendal

Begenas Sartov: When the Edelweiss Flowers Flourish

Arkadij & Boris Strugatskij: En picnic i vejkanten

Stanisław Lem: The Cyberiad

Stanisław Lem: Solaris

Gilgamesh

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Orhan Pamuk: Det nye liv

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer