Græsk nyklassiker fra 1965. Smager af George Orwell med noter af Quentin Tarantino. Thriller og politisk satire i ét. Vittig, letlæselig, underholdende, endda spændende og samtidig politisk skarp. Jeg er fan.

The Flaw af Antonis Samarakis (1919-2003) er udgivet i 1965, to år før den græske junta tog magten og etablerede et militærdiktatur, der varede til 1974. Romanen rummer hverken tids- eller stedsangivelser, men det er i lyset af Grækenlands følgende historie nemt at læse den som en forudsigelse af det diktatur, der snart efter ville blive en realitet.

Romanen er imidlertid mere end dét, den er en generel dystopi om et diktatorisk, totalitært samfund – og samtidig en humanistisk roman om, hvordan den konkrete medmenneskelighed er den grund, hvorpå enhver modstand mod umenneskelig totalitarisme må stå på.

Handlingen i The Flaw er så simpel og begivenhederne så få, at man for så vidt kunne mene, at romanen snildt kunne have været skåret ned til en novelle. Den er fyldt med gentagelser, personernes tanker udfoldes i lange cirkler omkring det samme, og den ydre handling beskrives i de allermindste detaljer, endda gentaget fra flere vinkler.

Men det er netop dét, der giver romanen dens styrke. Og den ville ikke have samme gennemslagskraft, hvis Samarakis havde komprimeret den.

Antonis Samarakis (1919-2003). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

I romanens univers er vi i et totalitært samfund, hvor Regimet overvåger borgerne minutiøst for at slå ned på enhver, som ikke er aktivt for Regimet. En mand bliver arresteret på den mistanke, at han måske er en del af en undergrundsopposition. Grundlaget: En anden mistænkt har trådt på hans fod på en café – måske tilfældigt, måske et aftalt tegn.

Hovedparten af romanen består handlingsmæssigt i beskrivelsen af, hvordan to af regimets agenter, forhørsledederen og manageren, transporterer denne mistænkte fra arrestationsstedet og frem mod hovedstaden, hvor han har udsigt til brutal tortur. For det er velkendt, at er man først faldet i kløerne regiments Special Branch og på vej til hovedkvarteret, så er der ingen vej tilbage – de har inkvisitoriske metoder til at få en tilståelse ud af enhver.

Regimet afprøver imidlertid i dette tilfælde en ny metode, hvorefter forhørslederen undervejs på turen skal forsøge at indlade sig med den mistænkte og opnå hans tilforladelige tillid, for ad den vej at nedbryde hans mulige panser hurtigere end ellers. Måske endda få ham til at forsøge at flygte – hvilket i regimets optik ville være det samme som en fuldblods tilståelse, uagtet at det for ethvert menneske, skyldig eller uskyldig, ville være det eneste rationelle at forsøge, givet de sikre udsigter til tortur og død.

Fortællemæssigt skifter perspektivet mellem regiments agent, forhørslederen, og regimets offer, den arresterede mand, der aldrig omtales som andet end “The Café Sport man” efter den café, hvor han blev pågrebet. En del af romanens spændingsmoment udgøres af, om den arresterede er “skyldig” eller ej, så det skal jeg ikke røbe noget om. Det kan gå begge veje.

Spillet mellem forhørslederen og den mistænkte udgør romanens vigtigste plot. Hvad sker der imellem de to undervejs, hvor de – ihvertfald på overfladen – kommer tættere og tættere på hinanden som mennesker trods det åbenlyst asymmetriske magtforhold mellem offer og bøddel?

Antonis Samarakis udfolder forholdet mellem de to mænd langsomt og detaljeret, skiftevis fra den enes og den andens perspektiv, mens de under et ophold på turen spiller skak på hotelværelset, tuller rundt i byen og ser på butiksvinduer og endda tager til stranden sammen med et par piger, de tilfældigvis møder.

Dialogen er omstændelig og ganske vidunderlig: På den ene side taler de to mest om helt hverdagsagtige ting, tilforladelige mand-til-mand-hyggesnakke. På den anden side har dialogen hele tiden noget kunstigt og formelt over sig, præget af de to mænds gensidige vogten sig over for hinanden. Det er tæt på mesterligt gjort.

Samarakis byder os på gedigne overraskelser undervejs, og spændingsmomentet er intakt hele romanen igennem, selv om selve finalen mod romanens slutning er mere forudsigelig.

The Flaw er fra 1965, men jeg associerede undervejs flere gange gange til den langt senere filminstruktør, Quentin Tarantino. Jeg tænker på de lange dialoger om at give drikkepenge i begyndelsen af Reservoir Dogs (1991) eller i endnu højere grad dialogerne i Pulp Fiction (1994) mellem Samuel L. Jackson og John Travolta om bl.a. burgermenuerne i Europa.

På samme måde taler agenterne i Samarakis’ roman sammen i lange passager og i langt udfoldede detaljer om tilsyneladende helt trivielle temaer – og det samme gentager sig som nævnt i dialogen mellem forhørslederen og den mistænkte. Og stemningen er den samme som i de nævnte film af Tarantino:

På overfladen ser det hele hverdagsagtigt og uskyldigt ud, men som iagttagere fornemmer vi en overfladespænding, hvorunder der lurer brutal vold og undergang. Men hvor det hos Tarantino handler om banal vold, er der hos Samarakis tale om noget endnu mere omfattende: Det totalitære regimes kontrol og overvågning, som ingen kan undslippe.

Jeg var som læser helt uforberedt på denne roman. Jeg havde aldrig hørt om den før, og vidste ikke, hvad jeg skulle forvente.

The Flaw er måske ikke noget sprogligt-litterært mesterværk, men den fungerer suverænt godt på egne præmisser.

Romanen foreligger også i dansk oversættelse som Fejltagelsen (1968) ved Ole Wahl Olsen. Den fås i dag på biblioteket eller antikvarisk. Jeg har læst romanen i Simon Darraghs engelske oversættelse – af ikke andre grunde, end at jeg første gang faldt over romanen på engelsk i en boghandel i Athen i sidste uge.

K's vurdering: