Alexandros Papadiamandis: Fey Folk. A Tale from Skiathos

En lavmælt, charmerende, lille historie om menneskers simple liv på den græske ø Skiathos i det 19. århundrede. Om overtro, sladder og generationsfejder, men også om kærlighed og jalousi.

K og konen ferierer i Athen, og så skal man jo læse noget græsk litteratur. Alexandros Papadiamandis (1851-1911) har status af en af de ypperste og mest elskede græske prosaister i moderne tid, skal man tro bagsideteksten på mit eksemplar af Fey Folk. A Tale from Skiathos (opr. 1892, eng. 2013).

Alexandros Papadiamandis har jeg tidligere stiftet bekendtskab med i form af romanen The Murderess, som ligesom Fey Folk foregår på øen Skiathos.

Fey Folk er oversat til engelsk af David Connolly og udgivet på forlaget Aiora, som har specialiseret sig i at udgive klassisk og moderne græsk litteratur i oversættelse.

Det er en charmerende lille historie, lavmælt fortalt, men ikke uden intensitet. Først og fremmest er den værd at læse for det billede, den på sine få, korte sider når at tegne af livet på den lille ø Skiathos i midten af det 19. århundrede.

Alexandros Papadiamandis var selv født Skiathos, og i bogens korte forord af oversætter David Connolly kan man læse, at en stor del af Papadiamandis’ værk kredsede om netop Skiathos, selv om han i en stor del af sit liv boede og skrev i Athen.

Alexandros Papadiamandis (1908). Foto: G. Chatzopoulos

Fey Folk udspiller sig over en enkelt juleaften og -nat. En kvinde venter sammen med sine to små børn på, at hendes mand skal komme hjem til deres simple hytte ved en vandmølle. Men da det banker på døren, er det hendes mor, der er gået den lange vej på bare strømpefødder (for at spare skoene) fra landsbyen for at fortælle, at der næste dag vil komme en præst til kirken – en sjældenhed, der skal udnyttes for at hun og børnene kan modtage den hellige nadver.

De to kvinder bliver i stigende grad bekymrede for, om der kan være hændt manden og svigersønnen noget – selv om de ved, at han er et lørdagsbarn og derfor af natur på god fod med feer og nisser, og hvad man ellers kan støde på i skoven sådan en nat. Den stærke græsk-katolske tro lever hos menneskene på øen fint side om side med anden, gammel overtro.

Hvordan historien ender, skal jeg ikke afsløre, udover at den ender overraskende blidt og kristeligt.

Den enkle handling er imidlertid ikke så interessant i sig selv, men det er alle de små fortællinger og billeder fra det traditionelle liv på Skiathos, som Papadiamandis blander ind i historien. I første del af fortællingen er det de smukke billeder, der toner frem:

Manden, der tænker tilbage på sin glade ungdom, hvor han over hele otte år lod sig kurtisere af to piger og var forlovet med dem på skift (især glæder han sig over at opregne al den baklava og alle de sirupskager, de to piger samlet set bragte ham over perioden).

Kvinden, der tænker tilbage på sin store bryllupsfest, som Papadiamandis skildrer med meget liv og sanselighed, efter at manden endelig valgte hende (på grund af medgiften, som den anden bejlerinde, en fattig forældreløs, ikke kunne matche).

Senere, da bekymringen over mandens fravær melder sig, tager kvindens billeder af landsbylivets mere mørke sider over i hendes bevidsthed. Det er billeder af sladder, nid og nag, had mellem familier og landsbyfraktioner gennem generationer foranlediget af de mindste uoverensstemmelser:

The smaller the village, the bigger the evil. Hatred ran amok and in so doing prevailed between families and individuals. It ran through all the arteries and through all the veins of a small community. The sacred law of Christ was transgressed, evil was always returned for evil, multiple evil for good, never good for evil.

Ifølge forordet er Papadiamandis’ skriftsprog kendetegnet ved på ypperligste vis utvungent at blande forskellige græske dialekter, hvilket desværre med nødvendighed må gå tabt i oversættelsen, så det må stå til troende. Jeg kan kun bedømme sproget i David Connollys oversættelse, og her skriver Papadiamandis enkelt og med et sitrende nærvær over for såvel sine personer som den omgivende natur.

Fey Folk er en fin lille, græsk historie – selv om det måske er lidt som med den græske ouzo og retsina, at den smager bedst på ferien. Hvordan det end måtte være med det, så gled Fey Folk godt ned her til eftermiddag sammen med et par kolde øl (ikke retsina …) på en café på en lille charmerende plads et sted i Monastiraki-kvarteret her i Athen.

K's vurdering: