Nyklassisk græsk kortroman om ondskaben forklædt som godhed.

Den græske forfatter Alexandros Papadiamandis (1851-1911) var født på den lille ø Skiathos, hvor hans roman om mordersken Hadoula også udspiller sig (opr. Η Φόνισσα (1903), oversat til engelsk af Liadain Sherrards som The Murderess (2011)).

Romanen bærer undertitlen A Social Tale, hvilket kunne forlede en til at betragte den som primært et stykke hundrede år gammelt, græsk socialrealisme. Romanen rummer da ganske rigtigt også beskrivelser af det hårde, nøjsomme liv blandt mennesker af fattige kår i de græske øsamfund. Men romanen er mere og andet end socialrealisme, den er snarere en roman om, hvordan ondskaben som sådan kan overtage et menneske – forklædt som ønsket om at gøre gode gerninger.

Hovedpersonen Hadoula, også kaldet Frangoyannou, er en gammel enke med voksne børn. Hun har over årene modtaget sit mål af sorger i livet, hvilket vi hører om i bogen i en række tilbageblik. Ikke mindst ved hun, hvilke fortrædeligheder og sorger, der venter denne verdens piger og kvinder.

Alexandros Papadiamandis (1851-1911)

Hadoula kender til brugen af urter og andre lægeråd, og hun er ofte den, øens beboere kalder på i tilfælde af sygdom – eller hvis en unge pige er ‘kommet i ulykke’ og har brug for en illegal abort.

Nu på sine gamle dage slår bedstemoren imidlertid ind på en anden vej. Hvorfor udsætte små piger og deres mødre for al den lidelse, der med sikkerhed vil komme til dem i livet, når man med en enkel barmhjertighedsgerning kan udfri pigerne fra denne verdens plager – og dermed også skåne deres mødre for en mængde kommende sorger?

Hadoulas første mord er på hendes eget nyfødte barnebarn, som bare ikke vil holde op med at græde … Siden tager hendes omsorgsfulde mordergerning om sig.

Hadoula plages nogle få gange i løbet af romenen af mareridt, hvor hun ser de piger, som hun har myrdet, for sig, men for det meste er hun skræmmende koldsindig. Som fortæller fælder Papadiamandis heller ikke nogen dom. Historien fortælles uden moraliseren. og det er op til læseren selv at dømme.

The water in the cistern was disturbed, splashing as if a storm had struck it; it called out and seemed almost to possess a human voice. She could clearly make out the word uttered by the speaking water: ‘Murderess! Murderess!’

Romanen fascinerer i kraft af den centrale figur, den koldblodige morderske og morlil. Hendes figur og historie har en mytologisk styrke over sig – som taget ud af en klassisk, græsk tragedie.

Man kan dog også mærke, at romanen har nogle år på bagen, selv om jeg her har læst den i en ny ovesættelse. Sproget virker lidt gammeldags (det er muligvis bevidst) og også en smule tungt. Til gengæld er det en kort roman, og efter en lidt tøvende start glider historien sådan set meget godt.

Romanen er mig bekendt ikke oversat til dansk.

• Lignende indlæg

Lev Tolstoj: Kreutzersonaten

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Armin Öhri: LZ 129. Die letzte Reise der Hindenburg

Andrés Barba: Små hænder