Frans G. Bengtssons vikingeklassiker fra 1941-1945 er storartet underholdning – en historisk ramasjangroman, holdt meget vellykket i en stil, der mimer de gamle, islandske sagaer.

Frans G. Bengtssons Røde Orm husker jeg fra mine forældres bogreol, men af en eller anden grund læste jeg den ikke som dreng – hvilket egentlig kan undre mig, al den stund at jeg kastede mig over alt muligt andet andet i genren, jeg faldt over dengang. Men nu har jeg rådet bod på det – inspireret af læsningen af et par af de klassiske islandske sagaer.

Og fortællingen om Røde Orm er ikke mindst sjov at læse netop på baggrund af islændingesagaerne. Bengtsson imiterer i sin skrivestil tonen i sagaerne, og det gør han særdeles vellykket, særligt i dialogerne. Dog undgår han de for sagaerne så karakteristiske endeløse opremsninger af slægtsforhold m.v., og som en roman af det tyvende århundrede er den i modsætning til sagaerne fortalt som en sammenhængende historie med traditionel fremdrift.

Romanen foregår på Harald Blåtand og Svend Tveskægs tid, og selv om protagonisten Orm er ganske fiktiv, og Bengtsson tager sig en del historiske friheder, så er baggrunden i romanen ganske godt i overensstemmelse med de etablerede historiske fakta om tiden, så vidt min sporadiske viden tillader mig at bedømme.

Romanen er opdelt i to bøger, som i sin tid udkom med fire års mellemrum i henholdsvis 1941 og 1945. Den første bog, Søfarer i Vesterled, er klart den bedste. Her hører vi om drengen Orm, der bliver bortført af vikinger fra sit hjem på Kullen i Sverige og gjort til roslave. Han vinder sig dog hurtigt respekt blandt mændene på båden, og da de på deres plyndringstogt når helt til det dengang mauriske Andalusien, kæmper Orm med de andre som ligemand. Siden hæver han sig op til at blive høvding for mændene.

Inden da bliver mændene fra nord dog taget til fange af maurerne og ror i flere år som slaver, før de kommer i tjeneste som livvagt for kaliffens vesir, Almansur. Efter flere år unddrager de sig dog tjenesten og sejler nordpå, og efter diverse dramatiske begivenheder langs den irske og britiske kyst ender de i Jelling hos kong Harald Blåtand.

Den store kong Harald er dog en sølle skygge af sig selv, da han plages frygteligt af tandpine, som de kristne munke omkring ham ikke formår at lindre – indtil Orm kommer med sit krigsbytte fra Hispanien i form af en stor klokke erobret fra en kristen kirke viet til Sankt Jakob. Dette hellige relikvie er lige, hvad munkene skal bruge for ved hjælp af den fineste videnskab at helbrede kongen. Broder Willibald forklarer:

– Den gamle gregorianske opskrift er bedst i tilfælde som dette, og for tandpine er den enkel og uden hemmeligheder. Slåensaft, svinegalde, salpeter og okseblod, en smule peberrod og nogle dråber enebærolie; alt blandet med en lige så stor del vievand, i hvilket den hellige relikvie er blevet vasket. Skal holdes i munden under tre salmevers, der gentages tre gange. Dette er det sikreste middel, lægekunsten kender mod tandpine; når relikvien er tilstrækkelig stærk, slår det aldrig fejl. Den gamle kejser Ottos apuliske doktorer tog gerne frøblod i stedet for okseblod, men nu har man forladt deres teorier i denne sag; og det er godt, thi det er vanskeligt at skaffe frøblod om vinteren.

Historien om kristningen af Norden fylder en god del i romanen, og Bengtsson fortæller underfundigt morsomt – og formentlig ikke urealistisk – om, hvordan spørgsmålet om religion på den tid først og fremmest var et pragmatisk spørgsmål. På den store klinge et spørgsmål om alliancer som led i politiske magtkampe. I det små mere snusfornuftige betragtninger om, hvilke guder, der i forskellige konkrete sammenhænge synes at være de mest hensigtsmæssige at holde sig til.

Undervejs i historien når Orm således både at bekende sig til Islam (da det i Andalusien virker mest praktisk, fordi denne Allah og hans profet synes at have mere magt på de egne end de nordiske guder, der jo er noget langt hjemmefra) og siden til Kristus, da han hjemme igen på de nordiske breddegrader har gavn af det i forhandlinger med englænderne – og da han i øvrigt har hørt, at den danske kong Harald Blåtand har ladet sig kristne.

Kong Harald selv leverer også gode eksempler i det stykke. Som historien vil vide, lod Harald sig kristne, efter at missionæren biskop Poppo havde båret jernbyrd. Da Orm i fortællingen kommer til Jelling, opholder Poppo sig stadig ved Haralds hof i Jelling som kongens betroede sjælesørger. Men da Harald, den fromme kristne, udruster en flåde for at sejle til Skåne, skal han ikke nyde noget af at have biskoppen med:

– Thi jeg er for gammel til at lege med ulykken, sagde han, og alle søfarere ved, at havmænd og havtrolde og alle magter i havet ikke hader nogen så meget som de ragede; de drukner dem, så snart de kommer til havs, [og] det ville passe sig ilde for mig at kaste biskoppen over bord for at stille vejret, og derfor må han blive her.

Den anden bog, Hjemme og i Østerled, har ikke helt samme niveau som den første. Den første halvdel beretter om, hvordan Orm etablerer sig på en gård i Sverige uden for rækkevidde af Svend Tveskæg, der i mellemtiden er blevet dansk konge, og som Orm har fået et udestående med. Denne del er lidt mere stillestående end første bog, omend ikke uinteressant og da bestemt heller ikke uden drama.

I anden del af anden bog tager Orm igen på langfærd, denne gang ad floderne ned gennem det kontinentale Europa i jagten på en stor guldskat begravet et sted langs floden Dnjepr, syd for Kyiv, i et område dengang behersket af de vilde patsinakker (et tyrkisk nomadefolk).

Denne sidste skattejagt er isoleret spændende nok, og den rummer også interessante historiske detaljer om, hvordan vikingerne var i stand til at bevæge sig så langt ned i Europa ad floderne, herunder ved mange steder at slæbe bådene over land, i sig selv fascinerende bedrifter (som også kun kunne lade sig gøre, må man forstå af romanen, hvis man havde det rigtige, gotiske “slæbeøl” med om bord til mændene).

Omend underholdende nok, så virker denne del af romanen ikke desto mindre lidt som et påklistret eventyr til resten af fortællingen.

Hvorom alting er: Jeg var storartet underholdt af Røde Orm. Den er velskrevet og underholdende, elementært spændende og faktisk ganske vittig. Og så er den historiske baggrund for fortællingen godt formidlet med mange interessante, historiske detaljer om livet i vikingetiden (selv om nok ikke alt skal tages for gode varer).

Ligesom for sagaernes vedkommende har jeg lyttet til Røde Orm som lydbog, hvilket den egner sig fortrinligt til. Ihvertfald når den som her er oplæst af Thomas Gulstad, hvis næsten overtydelige og lidt altmodische diktion passer bogen godt og understøtter dens underspillede humor på glimrende vis.

K's vurdering: