Fjodor M. Dostojevskij: Det døde hus

Dostojevskijs selvbiografiske roman, Det døde hus, baseret på de fire år, han tilbragte i en straffelejr i Sibirien i 1850’erne, er en ubestridt klassiker inden for fængselslitteraturen. Den er stadig værd at læse, både i egen ret for de levende miljø- og personskildringer, som historisk vidnesbyrd om forholdene i de sibiriske tugthuse i det 19. århundrede og som en litteraturhistorisk interessant mellemstation mellem ungdomsværkerne og de sene hovedværker.

Natten til den 23. april 1849 bliver den da 28-årige russiske forfatter Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (1821-1881) sammen med tyve andre unge mennesker arresteret af zar Nikolaj I’s hemmelige politi for at have deltaget i revolutionære drøftelser, herunder diskuteret sprængfarlige spørgsmål om livegenskabets ophævelse, liberalisering af styreformen, reform af retsvæsenet mv.

Dostojevskij idømmes dødsstraf ved skydning, men i sidste sekund (Dostojevskij og hans meddømte står allerede bundet til henrettelsespælen med en sæk over hovedet, og henrettelsespelotonen har hævet geværerne) meddeles, at zaren i sin uendelige mildhed har omstødt dommen til fire års tugthusophold i en sibirisk fangelejr efterfulgt af yderligere seks års tvungent eksil og tjeneste som menig soldat.

Det døde hus (opr. 1862) foreligger i adskillige oversættelser til dansk. Jeg har læst den seneste version fra 2016, nyoversat til fejlfrit dansk af Trine Søndergaard.

Der er tale en roman, som udgør den fiktive, adelige straffefange Gorjantjikovs erindringer fra et tilsvarende tugthusophold. I Dostojevskij-litteraturen kan man formentlig fordybe sig i analyser og fortolkninger af forholdet mellem den fiktive jeg-fortæller i romanen og Dostojevskij selv, herunder i hvilket omfang den fiktive jeg-fortæller og værkets form alene tjener til at sløre værkets karakter af personlige erindringer og reflektioner, eller om Dostojevskij rent faktisk har haft til hensigt at skrive en decideret roman.

Det skal jeg ikke gå ind i her, men mit indtryk er, at der er en rimelig enighed i forskningen om, at romanen under alle omstændigheder i vidt omfang bygger på Dostojevskijs egne, realistiske erindringer. Kompositorisk og stilmæssigt i øvrigt adskiller Det døde hus sig da også ret betydeligt fra de romanværker, vi ellers kender Dostojevskij for. Den har netop mest karakter af personlige optegnelser og erindringer.

Værket er bygget op af tematisk afgrænsede kapitler, som – i det omfang, der er tale om en handling i dramatisk forstand – har overvejende episodisk karakter. Et kapitel om straffeforanstaltninger, om sygehussektionen, om husdyr i arbejdslejren, om juletiden, om et flugtforsøg osv.

Mest interessant er Dostojevskijs grundige undersøgelse af straffefangernes psykologi. Det gælder både undersøgelsen af de enkelte mennesketyper, han støder på i tugthuset, men også af den særlige, kollektive psykologiske dynamik, der er virksom blandt fangerne. Dostojevskij viser gennem en mængde episoder, hvordan tugthuset er et lille samfund i sig selv med sine egne normer, statusmarkører og adfærdskodeks.

Endvidere gør Dostojevskij (eller Gorjantjikov) sig også en række overvejelser over straffesystemet som sådan og dets virkninger på de straffede:

Tugthuset og tvangsarbejdssystemet forbedrer selvfølgelig ikke en forbryder, det straffer ham kun og beskytter samfundet mod misdæderens angreb på dets sikkerhed fremover. Tugthuset og det hårdeste tvangsarbejde udvikler kun had, grådighed efter forbudte nydelser og en forfærdelig letsindighed i forbryderen.

Ikke at Dostojevskij/Gorjantjikov har større forhåbninger knyttet til “cellesystemet” som alternativ til tvangsarbejde, også det tjener kun et “falsk, illusorisk og rent ydre formål:”

Det suger livskraften ud et menneske, udmatter dets sjæl, svækker den, kuer den og holder bagefter en moralsk udtørret mumie, et halvt sindssygt menneske frem som et mønstereksempel på forbedring og anger.

Bogen begrænser sig dog ikke kun til at undersøge fangernes psykologi, men også vogternes. Hvad gør det ved et menneske at blive placeret i en situation, hvor han har tæt på uindskrænket magt over et andet menneske?

Den som én gang har følt magten og det ubegrænsede herredømme over krop, blod og ånd hos et andet menneske der er ligesom en selv og skabt som en selv, en bror ifølge Kristi lov; den som har haft magt og uhindret adgang til at påføre et andet væsen som er skabt i Guds billede, den værste ydmygelse, dette menneske er på en eller anden måde ikke længere herre over sine egne følelser. Tyranni er en vane, der har en tendens til at udvikle sig, og til sidst udvikler det sig til en sygdom. Jeg vil hævde at denne vane kan gøre selv det bedste menneske hensynsløst og afstumpet som et dyr.

Stærkest i værket er dog ikke de teoretiske reflektioner, jeg ovenfor har citeret fra, men de psykologiske undersøgelser, Dostojevskij foretager gennem beskrivelser af enkelte, konkrete mennesker.

Det døde hus er et spraglet kabinet af interessante typer, som er hentet fra Dostojevskijs egne oplevelser i tugthuset i Omsk, men som samtidig kan ses som litterære forarbejder til nogle af de karakterer, vi skal komme til at kende i hans senere storværker. Et eksempel herpå, som Lars P- Poulsen-Hansen også nævner i sit forord til den danske 2016-version, er en mand, der dømt for fadermord, og som på flere måder peger i retning af Dmitrij Karamazov.

Endelig udgør Det døde hus også et historisk vidnesbyrd om forholdene i de sibiriske straffelejre i midten af det 19. århundrede. I den henseende vakte værket i øvrigt stor opsigt, da det udkom første gang over perioden 1860-1862, og affødte en debat i Rusland om radikale reformer af tugthusvæsenet (som faktisk blev gennemført i et vist omfang i 1864).

Betragtet som roman kan Det døde hus ikke gøre sig fortjent til en topvurdering, for som sådan mangler den noget i komposition og plotmæssig fremdrift. Som personligt erindringsværk (uagtet den fiktive form) og litterær analyse af fængselsvæsenets anatomi og psykologi er værket imidlertid uomgængeligt, og det er som sådan jeg læser og bedømmer det her.

K's vurdering: