Daniel Kehlmanns seneste roman, Tyll, som udkom på dansk for nylig, er en ambitiøs historisk roman om Trediveårskrigen i 1600-tallets Tyskland. Vanligt velskrevet og af ubetvivlelig høj kvalitet i mange henseender – men alligevel formåede den ikke at engagere mig på nær i få, forbigående passager.

Tyll Ulenspiegel, på dansk også omtalt som Tiile Ugelspegel eller Till Uglspil, er en tysk litterær figur, en gøgler og narreskikkelse, kendt fra en serie folkehistorier, første gang udgivet samlet som folkebog i 1400-tallet og siden genfortalt i mange variationer. Det er blevet hævdet, at de litterære fortællinger om Tyll Ulenspiegel, skulle have udspring i en historisk person fra midten af 1300-tallet, men det er vist en omstridt sandhed.

I romanen Tyll (opr. 2017, udgivet på dansk i august 2018 ved Anneli Høier og Per Øhrgaard) lukrerer den tyske forfatter Daniel Kehlmann (f. 1975) på figuren, men han placerer Tyll Ulenspiegel noget senere i historien, nemlig i Tyskland i første halvdel af 1600-tallet.

Kehlmann gør Tyll til et omdrejningspunkt for en skildring af den periode i europæisk historie, der i eftertiden er blevet kendt som Trediveårskrigen (uagtet, at der ikke var tale om en enkelt sammenhængende krig, og at den kun i et vist (tysk) perspektiv kunne siges at vare i tredive år).

Titelbladet fra folkebogen om Tyll Ulenspiegel i Strassburg-udgaven, 1530 (kilde: Wikipedia)

Gennem Kehlmanns briller får vi et billede – eller snarere en mosaik – af Trediveårskrigen som et stykke politisk absurdteater, en diplomatisk farce, et militært kaos og et humanitært ragnarok, hvor narren til sidst fremstår som den eneste fornuftige karakter på scenen.

Historien er fortalt i en række lange kapitler med fokus på forskellige personer, og den springer frem og tilbage i tid fra årene før Trediveårskrigens begyndelse til dens afslutning.

Jeg fik aldrig helt fat i, hvad der har været Kehlmanns pointe med at springe kronologisk frem og tilbage i fortællingen. Han har givetvis haft en idé med det, men jeg syntes ikke, at det gjorde noget specielt godt for romanen. På den anden side heller ikke noget specielt dårligt, så lad os bare lade det ligge.

Romanen er befolket af en mængde historiske – mere eller mindre kendte – personer. En af de mere markante er den svenske krigerkonge Gustav Adolf. En anden er den tyske jesuit og polyhistor Athanasius Kircher, en af 1600-tallets mest prominente videnskabsmænd, som i romanen gør en på én gang farlig og ganske latterlig figur.

Kircher møder vi første gang i romanen, da han medvirker i en hekseproces mod Tylls far, der ender med sidstnævntes forventelige henrettelse. Senere dukker han op igen i Nordtyskland som ærværdig lærd mand på jagt efter en drage, som han mener må rumme nøglen til helbredelse af pest. Drager er dog ikke så nemme at finde, da en drage – naturligvis, det siger sig selv – aldrig er blevet set. Som Kircher forklarer en tungnem nordtysk kollega:

“En drage, som man har fået øje på, ville være en drage, som ikke råder over den vigtigste drageegenskab – den nemlig at sørge for, den ikke kan findes. Af præcis den grund må man møde alle beretninger fra folk, som vil have fået øje på drager, med den yderste mistro, for en drage, som lod sig se, ville a priori allerede være genkendt som en drage, der ikke er nogen ægte drage.”

Jeg dvæler lidt ved Kircher, fordi han er interessant som videnskabshistorisk figur. Han inkarnerer den brydningstid, som det 17. århundrede var for videnskaben: Der indsamles viden baseret på empiriske studier, men den moderne videnskabs eksperimentelle metoder er endnu ikke slået igennem, og gyldigheden af viden kan stadig i vidt omfang baseres på analogi og substitution (som Kircher et sted i romanen for eksempel slår fast om helbredelsens kunst: Den er “substitution efter lighedens princip – krokus kurerer øjensygdomme, fordi den ligner et øje”).

I den kuriøse ende af skalaen kan jeg ikke dy mig for at fremhæve, at der blandt Kirchers mange opfindelser også var et såkaldt “katteklaver,” her forklaret af Kircher selv i romanen (og nej, det er ikke noget, Kehlmann har fundet på, Kirchers opfindelse af katteklaveret er dokumenteret i de historiske kilder):

“Et klaver, som fremkalder toner gennem pinslen af dyr,” sagde Kircher. “Man slår en tone an, og i stedet for en streng tilføjer man et lille dyr, jeg foreslår katte, det ville nu også fungere med mosegrise, hunde ville være for store, fårekyllinger for små, en veldoseret smerte, så at dyret giver en lyd fra sig. Slipper man tangenten, ophører også smerten, dyret tier stille. Ordner man dyrene efter, hvor højt deres stemme ligger, så kan man på den måde frembringe den mest usædvanlige musik.”

Hvad angår Tyll selv, forbliver han imidlertid en underligt uvedkommende figur romanen igennem. Selv om vi får det meste af hans barndomshistorie med, så kommer Kehlmann ikke rigtigt ind under huden på ham som menneske.

Det kan vel være, at det er et bevidst valg fra Kehlmanns side. Det passer for så vidt godt til Tylls rolle som narren, den der vrængende udsiger sandheden om menneskenes dårskab, og som sådan nødvendigvis selv må stå lidt udenfor historien. Men for mig gjorde det romanen sværere at engagere sig i som fortælling.

Mere liv er der i to andre historiske figurer, som fylder næsten lige så meget som Tyll i romanen: Frederik, kurfyrste af Pfalz og böhmisk konge, samt hans hustru, Elizabeth Stuart. Den protestantiske Frederik blev tilbudt den böhmiske trone i forlængelse af den berømte defenestrering af to habsburgske statholdere fra en vindue i Prag i 1618. En enkeltbegivenhed, der ofte fremhæves som den udløsende faktor for – om end ikke den egentlig årsag til – Trediveårskrigen.

Frederiks regeringstid som konge af Böhmen blev dog kort. Han fik ikke den militære støtte fra hverken andre protestantiske fyrster i Europa eller sin engelske svigerfar, som han havde satset på. Den katolske, tyske kejserlige hær havde derfor let spil, og Frederiks regeringstid kom ikke til at vare meget mere end en enkelt vinter (1619-20), hvorfor han i samtiden nedladende blev kendt som Vinterkongen.

Kehlmann sætter i romanen fokus på Frederik og hans dronning som tragiske skikkelser, der efter en enkelt dags pomp og pragt ved indsættelsen i Prag snart mister alt bortset fra de tomme og dermed latterlige royale titler af konge og dronning af Böhmen. Portrætterne af disse to tragiske personer var for mig de mest levende og dermed også de bedste dele af romanen.

Især er den engelskfødte, unge dronning Elizabeths skuffelser og afsavn i det for hendes engelske blik ukultiverede Tyskland præget af “larm og dårligt vejr og endnu dårligere mad og helt miserabelt teater” skildret indlevende og ikke så sjældent ganske humoristisk. Mest savner hun det gode teater, som tyskerne ikke har sans for:

Det skyldtes nok det kluntede sprog; det var ikke et sprog for teatret, et sammenkog af stønnelyde og hårde gryntelyde, det var hvad det var, et sprog, der lød, som om nogen kæmpede med et opstød, som hvis en ko havde fået et hosteanfald, som om der løb øl ud af næsen på nogen. Hvad skulle en digter have stillet op med det sprog?

Som roman emmer Tyll af historiens vingesus og Kehlmanns sans for at dykke ned i små bizarre hjørner af kendte og mindre kendte historiske personers liv, som han ikke holder sig for god til at blande med fiktion – herunder med henblik på at gøre historien relevant for nutidige læsere.

Mange af de historiske referencer er dog også temmelig indforståede, og det gør Tyll til den hidtil måske sværest tilgængelige af Kehlmanns romaner – for alle andre end de læsere, der i forvejen har et ganske godt kendskab til den historiske periode omkring Trediveårskrigen. Selv mente jeg jo nok, at jeg havde en hæderlig historisk forhåndsviden om perioden, men jeg måtte ikke desto mindre til opslagsværkerne en del gange undervejs.

Man kan selvfølgelig vælge at se stort på de historiske referencer og bare læse derudad for den gode historie. Problemet er, at romanen i meget høj grad henter sin energi og sit raffinement i netop de mange eksterne referencer. Fortællingen i sig selv, derimod, mangler den nerve og den kraft, vi ellers kender fra andre af Kehlmanns romaner.

Jeg har (endnu) ikke studeret andre anmeldelser af romanen, men har dog konstateret, at den både i Tyskland og i danske aviser er blevet udsat for en sand stjerneregn. Ifølge et af citatskræppene på omslaget af den danske udgave skulle f.eks. Frankfurter Allgemeine således mene, at Tyll er Kehlmanns hidtil bedste roman.

Det er jeg langt fra at være enig i. Romanen er velskrevet, javel, og den sprudler af idérigdom, men som fortælling er den til den tunge side og letter aldrig for alvor.

Tyll er oversat til dansk af Anneli Høier og Per Øhrgaard, og jeg har ikke meget konkret at udsætte på deres fordanskning. Men jeg kan til stadighed ikke undgå at blive irriteret over, at de fleste danske forlag ikke sætter en større ære i at korrekturlæse deres udgivelser. Der er ganske vist ikke mange, men alligevel for mange, korrekturfejl i Tyll. Faktisk smed jeg den i bogstaveligste forstand fra mig i første omgang efter allerede i romanens anden sætning at have slået mig på en åbenlyst fejlagtig brug af sin/dens (kald mig pedant, men hvis det ikke lige havde været en Kehlmann, men f.eks. en roman af en for mig ukendt forfatter, så tror jeg faktisk ikke, at jeg havde samlet bogen op igen).

Tyll er den anden af hele to Kehlmann-romaner, der er udkommet næsten samtidig på dansk for ganske nylig. Den anden er Du skulle være gået, som jeg har anmeldt her.

K's vurdering: