Daniel Kehlmann: Du skulle være gået

Daniel Kehlmann har for længst demonstreret sin alsidighed som forfatter. Med denne lette, men fermt fortalte kortroman føjer han endnu nogle alen til sin spændvidde ved at kombinere ægteskabsdramaet og spøgelsesgyset i en slags parafrase over Stephen Kings/Stanley Kubricks The Shining.

August måned var en god måned for os mange Kehlmann-fans med nyudgivelsen af hele to af hans romaner på dansk. Tilmed to meget forskellige af slagsen: Den stort anlagte historiske roman, Tyll, fra Trediveårskrigen (opr. 2017) og så den lille gyserfortælling, Du skulle være gået (opr. 2016).

Historien i sidstnævnte er ganske enkel : En filmmanuskriptforfatter har sammen med sin kone, der er skuespiller, og deres fireårige datter lejet et feriehus for enden af en farligt smal, snoet bjergvej i et øde bjergområde. Planen er, at han her skal finde ro til at skrive manuskriptet til opfølgeren på sin hidtil eneste succesfilm.

Men stemningen blandt de to ægtefæller er dårlig. De bruger de fleste af deres vågne timer på at skændes om bagateller, og om natten drømmer de mærkelige drømme. Noget i feriehuset er ikke helt rigtigt.

Ægteskab. Hemmeligheden er, at man jo alligevel elsker hinanden. Jeg kunne ikke tænke mig at være uden hende – jeg ville endda savne hendes skuespillatter. Og hun ikke uden mig. Hvis blot man ikke i den grad gik hinanden på nerverne undervejs.

Forfatteren kan ikke få hul på manuskriptet, men vil ikke lade sig mærke med det over for konen, så han sidder hver dag ved skrivebordet og lader i stedet pennen løbe ved at skrive, hvad der falder ham ind.

Jeg gætter på, at det ikke kun er mig, der her får associationer til Jack Nicholson, der sidder og klamprer meningsløsheder ind på skrivemaskinen i Stanley Kubricks gyserfilm efter Stephen Kings roman, The Shining, og mon ikke også det er en helt bevidst reference fra Kehlmanns side?

Forfatteren fylder dog ikke sine sider med det rene volapyk, men med en slags dagbogsskriverier – som hurtigt viser sig at være den tekst, vi læser.

I løbet af de seks dage i december måned, som historien udspiller sig over, spidser konflikten mellem ægtefællerne til, samtidig med at fortælleren plages af stadigt mere mærkelige og uhyggelige syner og drømme. Mere skal jeg ikke røbe.

Du skulle være gået fremstår som et lille pauseprojekt for Kehlmann. Romanen er en bagatel, men den er en ganske fremt drejet sådan. Ægteskabsdramaet med skænderierne over ingenting er troværdigt, og som gyserfortælling betragtet kryber uhyggen effektivt ind under huden på læseren.

Ikke mindst fungerer gyset godt som symbolsk fremstilling af mandens oplevelse af at blive fanget i krisen mellem ham selv og hustruen.

Meget passende er der noget meget cinematografisk over filmmanuskriptforfatterens dagbogsnotater. Det er nemt at se en filmatisering af romanen for sig – og i den rigtige instruktørs hænder kunne der måske endda godt komme en bedre film end bog ud af den.

Har Kehlmann mon også selv haft en sådan tanke, da han lader på et tidspunkt kvinden nævne, at feriestedet får hende til at tænke på en film, hun ikke kan huske, hvad hedder: “Den der gode film efter den der ikke særlig gode bog […] Den med de mange steadicam-optagelser”?

Det kunne man sagtens tænke sig i betragtning af Kehlmanns forkærlighed til at fylde sine bøger med subtile referencer og selvreferencer. Det kunne dog også sagtens være en reference til netop Stanley Kubricks nævnte filmmesterværk, The Shining, baseret på Stephen Kings middelmådige roman.

Under alle omstændigheder er Du skulle være gået nu langt bedre end “ikke særlig god,” og den kan fint anbefales som let, men begavet pauselæsning på en halvanden times tid.

Og faktisk er der en Hollywood-filmatisering af romanen på vej under titlen You should have left, med manuskript af David Koepp (manuskripforfatter til bl.a Jurassic Park, Spiderman, Mission: Impossible og mange flere blockbustere) og Kevin Bacon i hovedrollen.

K's vurdering: