Tardi & Verney: Fandens til krig 1914-1919

Imponerende flot tegnet og lige så imponerende ringe skrevet tegneserie om skyttegravskrigen 1914-1918.

Vi er stadig i 100-året for udbruddet af 1. verdenskrig, og der bliver ved med at komme udgivelser i den anledning. I sidste måned udgav Faraos Cigarer en flot, dansk udgave af Jacques Tardi og Jean Verneys Putain de Guerre! (oprindeligt udgivet på fransk i to bind i 2009 og 2010, men samlet i ét bind her i den danske udgave).

Det er en blandet fornøjelse på flere måder. Tardis tegninger er fantastisk flotte i både streg og farvelægning. Næsten hver eneste tegning er et lille kunstværk i sig selv, som man kunne hænge på væggen i stort format. Hvis det ellers ikke lige var fordi, de er så grumme og deprimerende at se på.

For Tardi er en mester udi at indfange rædslen, desperationen og trøstesløsheden i skyttegravskrigens plørede ælte af mudder, pigtråd, kanoner og døde og lemlæstede mennesker og heste.

Men følgeteksten er jammerlig. Dels fordi ordene netop har karakter af følgetekst: Teksten er ikke en integreret del af handlingen, faktisk er der ikke meget handling, snarere en serie stemningsbilleder, og i ikke så få tilfælde passer tekst og billeder dårligt sammen. Dels fordi teksten i sig selv er plump og klodset, skrevet i et forsøg på at ramme en bitter, galgenhumoristisk tone hos den unge soldat, som agerer fortællerstemme. Et eksempel:

Tyskerne, som elskede at snedkerere, havde pinlig orden i deres skyttegrave. Sådan som de havde indrettet sig, kunne man se, at de ville blive i en rum tid, stadig med det mål at bryde igennem vores linjer og lade os give næste omgang. Og det var ikke ligefrem en fest, de havde tænkt sig (s.21).

Og sådan er det hele vejen. Tilmed er der ganske meget tekst, og den er kedelig fra start til slut. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at anbefale læseren helt at droppe teksten og bare nyde de smukke, grumme og makabre billeder. De fortæller historien bedre i sig selv. Eller brug billederne som ledsagende illustrationer til en læsning af Pierre Lemaitres fremragende fortalte roman Vi ses deroppe.

Det kan muligvis være en pointe, at skyttegravskrigen set fra den menige fodsoldats vinkel var en ensformig, om end dræbende affære, hvor den enkelte soldat grundlæggende ikke havde noget overblik over den større sammenhæng (hvis nogen overhovedet havde det?). Men det gør det altså også kedeligt at læse.

Tegneserien er opdelt i seks dele, en del for hvert af de fem krigsår 1914-1918, og en afsluttende del fra 1919, som måske er den bedst fungerende tekstmæssigt og primært består af en serie enkeltbilleder med tekst, som i glimt slår ned på enkeltskæbner fra krigen og peger frem mod en efterkrigstid præget af faderløse børn, enker og invaliderede soldater.

Selve tegneserien efterfølges af et 37 sider langt historisk efterskrift af historikeren Jean Verney, som således udgør en ganske betydelig del af værket. Teksten er en kronologisk fremstilling af krigens gang fra et mere traditionelt perspektiv med fokus på generalerne, politikerne og de store slag set “fra oven” og illustreret med mange fotografier fra tiden. Det er for så vidt en udmærket tekst i sig selv, men de to dele af værket udgør en lidt mærkelig sammenblanding. Men det historiske efterord bidrager selvfølgelig til at tydeliggøre pointen, at Tardis ærinde ikke er at underholde, men at give et seriøst bidrag til receptionen af første verdenskrig.

K's vurdering: