Riad Sattouf: Fremtidens araber. En barndom i Mellemøsten (1978-1984)

Hvem sagde, at tegneserieformatet ikke kan levere store politiske samtidsfortællinger med nerve og indlevelse? Det kan ihvertfald ikke have været nogen, der har læst Riad Sattoufs Fremtidens araber.

Den franske tegneserieskaber Riad Sattouf er født i 1978 i Paris og er vokset op i Libyen og Syrien. Hans tegneserieværker har blandt andet været bragt i Charlie Hebdo og Fluide Glacial. Trebindsværket Fremtidens araber har været en enorm salgssucces i Frankrig, har indbragt adskillige priser og er oversat til mindst 15 sprog, herunder altså til dansk (ved Francois-Eric Grodin).

Jeg er ikke klar over, om Fremtidens araber oprindelig har været udgivet som føljeton i et magasin. Det tror jeg egentlig ikke, men den synes ikke desto mindre at være komponeret med henblik herpå – om ikke andet så som en hilsen til de klassiske striber. Mange af opslagene kan således læses som afrundede episoder i egen ret – men uden at det går ud over den flydende sammenhæng i udgivelsen som den sammenhængende grafiske roman, den først og fremmest er.

Sattouf har i det hele taget valgt en klassisk tegneseriestil med enkle tegninger holdt i den karikaturstil, man kender fra avisernes klassiske striber. Danske tegneserielæsere kan tænke på Claus Deleurans streg, som Sattouf ikke ligger langt fra, om end Sattoufs streg er enklere – renere om man vil.

Det imponerende ved Fremtidens araber er imidlertid, at Sattouf med sin simple streg formår at udtrykke sig ganske komplekst og fortælle en nuanceret og medrivende historie.

Der er tale om en angiveligt i høj grad selvbiografisk historie om den lille lyshårede Riad Sattouf, der er født i Frankrig af en fransk mor og en syrisk far, men primært vokser op i Libyen og Syrien.

Sattouf hjælper læseren på vej med det helt enkle, grafiske virkemiddel, at scenerne fra Frankrig, Libyen og Syrien er holdt i henholdsvis blå, gule og lysrøde farver, jf. mine snapshots her på siden af et par opslag fra bogen.

Første bind dækker Riads første seks leveår i perioden 1978-1984. Hans far er universitetsuddannet i Frankrig, men i en del henseender ikke desto mindre himmelråbende naiv. Faren er optaget af panarabismen som politisk idé, og hans store helte er Libyens Muammar Gadaffi, Iraks Saddam Hussein og Syriens Hafiz al-Assad – den arabiske verdens stærke mænd, som samtidig er symboler på den moderne verden.

Den lille fransk-syriske families møde med Libyen og Syrien i 1980’erne afslører imidlertid hurtigt, at der er en afgrundsdyb afstand mellem magthavernes propaganda og den faktiske virkelighed for almindelige mennesker. For Riads far – der har de salonsocialistiske, panarabiske briller på – giver mødet med virkeligheden imidlertid ikke anledning til svække hans politiske overbevisninger og idealer.

Omdrejningspunktet i bogen er Riads forhold til faren, som har store drømme på sønnens vegne: Først og fremmest skal han i syrisk skole så tidligt som muligt (selv om han ikke taler ret mange ord arabisk) – han skal uddannes til fremtidens araber.

Moren fylder derimod ikke meget i historien – og så gør hun det alligevel. For hun er der hele tiden, om end mest i baggrunden og som en mestendels passiv tilskuer. Men hun fungerer i historien nærmest i kraft af sin blotte tilstedeværelse (som moderne, europæisk kvinde) som den udenforståendes kritiske øjne på Mellemøsten i begyndelsen af 1980’erne. Og som sådan er hun helt afgørende i historien.

Fremtidens araber er overordentlig vellykket som grafisk roman om møder mellem mennesker, kulturer og religiøse og a-religiøse verdensopfattelser i den specifikke historiske ramme, som var Mellemøsten i 1980’erne.

Jeg har foreløbigt kun læst første bind af Fremtidens araber. Men det første, jeg gjorde, efter at have vendt sidste side, var at bestille de næste to i serien. Dem vender jeg tilbage til senere.

K's vurdering: