Kurt Vonnegut, Ryan North & Albert Monteys: Slagtehal fem eller Børnekorstoget – en illustreret klassiker

Ryan North & Albert Monteys’ grafiske udgave af Vonneguts klassiker imponerer med velvalgte nedslag i romanforlægget, flot tegnede tableauer og originale ideer.

Dette er ikke en anmeldelse af Vonneguts Slaughterhouse-Five (1969) om Anden verdenskrig og de allierede luftstyrkers bombardement af Dresden i februar 1945 og om optometristen Billy Pilgrim, som er blevet “unstuck in time” og bortført af rumvæsener til planeten til Tralfamadore.

Dén anmeldelse må vente, til jeg på et tidspunkt vælger at genlæse selve romanen (endnu en gang, idet det er en af de meget få romaner, jeg allerede har læst flere gange). I dette indlæg drejer det sig alene om forfatter Ryan North og illustrator Albert Monteys’ grafiske udgave af romanen fra 2020, her læst i den danske version fra 2023.

At sætte sig for at omsætte en etableret romanklassiker til en grafisk roman er nærmest at bede om øretæver. Og med læsere som undertegnede, der i forvejen har romanforlægget blandt sine absolutte favoritter, øges risikoen for at dumpe ganske betydeligt.

Men fortæller Ryan North og illustrator Albert Monteys dumper ikke. Tværtimod er deres grafiske udgave af Kurt Vonneguts klassiker, Slagtehal fem eller Børnekorstoget, umanerlig vellykket.

De lykkes sammen med på én gang at følge romanforlægget ganske tæt (jeg har ikke krydstjekket, men jeg har et indtryk af, at teksten følger Vonneguts original ganske nøje – i udvalg, naturligvis) og samtidig tilføre originale elementer via den grafiske fremstilling.

En del af forklaringen på den vellykkede omsætning skal nok hentes i, at Vonnegut i sin skrivestil i stort omfang benytter sig af korte, prægnante sætninger, som er godt egnede til den grafiske romans format. Dertil kommer, at romanforlægget i sig selv allerede rummer mange scener, der lægger op til en grafisk repræsentation.

Og rent grafisk er bogen vitterligt en fornøjelse. Man kan godt finde større tegnere end den spanske tegneserietegner Albert Montoys (f. 1971), men han kender sit medie, og han formår at gøre stort set hvert eneste opslag til et gennemtænkt og sammenhængende, lille grafisk kunstværk i sig selv, jf. eksemplerne her på siden.

Dertil kommer, at Albert Montoys’ illustrationer også tilfører romanforlægget noget nyt. Som for eksempel i det affotograferede opslag fra bogen herover, som er en visualisering af en passage i den oprindelige roman, hvor rumvæsener fra planeten Tralfamadore viser hovedpersonen Billy Pilgrim en tralfamadoriansk bog:

Der var ikke en bestemt sammenhæng mellem billederne, bortset fra at forfatterne nøje havde udvalgt dem, så de tilsammen skabte en genspejling af livet, der var smuk og overraskende og dyb. Der var ingen begyndelse, ingen midte, ingen slutning, ingen spænding, ingen moral, ingen årsager, ingen virkninger. Blot dybden i mange vidunderlige øjeblikke, der alle sammen betragtes på samme tid.

Et ganske abstrakt budskab, som North og Montoys giver et psykedelisk bud på en slags konkretisering af uden at fratage det sin mystiske karakter.

Jeg var spændt på, om det kunne lykkes Ryan North og Albert Montoys at overføre Kurt Vonneguts raffinerede ironi til de tegnede sider. Dette sidste lykkes kun delvist, men egentlig tror jeg, at det lykkes så godt, som det er muligt inden for formatet.

Jeg har læst den grafiske udgave af Slagtehal fem i Dennis Jacob Rosenfelds oversættelse til dansk. Oversættelsen fungerer gennemgående fint, selv om jeg et par væsentlige steder slår mig lidt på den. Et af disse steder er oversættelsen af den ellers simple sætning, der gentages som et slags refrain i romanen: “So it goes,” som indbyggerne på planeten Tralfamadore siger.

Tralfamadorianerne ser verden i fire dimensioner, de tre rumlige og tiden. Det vil sige, at de i ét blik på f.eks. et menneske ser hele dets fortid og fremtid, inklusive dets endeligt. Et menneskes død, uanset hvordan, kan derfor for en tralfamadorianer ikke betragtes som tragisk. Det er noget, der altid har været og altid vil være. Det er bare noget, der er.

En vase, der væltes på gulvet og går i stykker. So it goes. Et barn, der falder og slår sig. So it goes. Tyvetusind mennesker, der dør i et enkelt luftbombardement af Dresden under Anden verdenskrig. So it goes.

I den danske version af Slagtehal fem er ”So it goes” blevet til “Sådan kan det gå.” Det er isoleret set en fin og korrekt oversættelse. Men i sammenhængen – og derfor den lange forklaring af tralfamadorianernes optometrisk særegne fysiologi og kultur – rammer den lidt skævt. Jeg havde foretrukket “Sådan går det.” Men sådan går det.

Det skal ikke stå i vejen for en femstjernet konklusion på denne anmeldelse af North & Monteys version af Slaughterhouse-Five. Jeg kan være lidt i tvivl om, hvordan historien måtte fremstå for den læser, der ikke kender Vonneguts originale forlæg, men for os andre er den grafiske version en flot og spændende fortolkning.

K's vurdering: