Jeg forlod tegneserieverdenen som barn og er aldrig rigtig blevet fanget af “tegneserier for voksne” som genre (hvis vi altså ser bort fra Asterix, som i dén grad også er for voksne – men den læste jeg ligesom alle andre også allerede som barn, så den tæller ikke rigtigt). Det er ikke et udtryk for manglende anerkendelse af, at tegneserier har udviklet sig til en seriøs litterær genre – det er bare ikke lykkedes mig at fatte nogen interesse for Corto Maltese og alle dem, der kom efter. Måske har jeg heller ikke gjort noget ordentligt forsøg.
Det prøver jeg nu at lave (lidt) om på med David Mazucchellis “grafiske roman” (som er et fint ord for en lang tegneserie), Asterios Polyp, som blev oversat til dansk i 2012 og modtaget med så overstrømmende anmeldelser, at min interesse alligevel blev lidt vakt. Dertil kommer, at den danske udgivelse fra forlaget Aben maler er en veritabel pragtudgivelse – en superlækker bog fra yderste til inderst, som beviser, at der stadig eksisterer boghåndværk, og at det er en kunstform i sig selv. Asterios Polyp kan anbefales til alle bogelskere alene på grund af sin materielle lækkerhed. Og alle jer med Kindles kan godt lade være med at læse videre – dét her er en af de udgivelser, som man skal i hånden, så man kan mærke teksturen i indbindingen og papiret.
Og når det kommer til indholdet, så er jeg faktisk også ganske imponeret. Jeg blev overrasket over, i hvor høj grad og hvor hurtigt jeg blev fanget ind af historien, på samme måde som i en traditionel roman. Eller måske snarere som i en film – mange opslag virker som en illustreret drejebog til en film. Mens andre dele helt overskrider de udtryksmuligheder, man finder i filmmediet eller i romanen, idet Mazzucchelli med sikker hånd udnytter tegneseriemediets muligheder i flotte tableauer, hvor den grafiske fremstilling og indholdet går op i en højere enhed. Mange opslag er nærmest små kunstværker i sig selv.
Historien er for så vidt ganske enkel: Asterios Polyp er en egocentreret, succesfuld universitetsarkitekt, som konstruerer store visioner på papiret (men aldrig får sine bygninger realiseret i virkeligheden). Han møder sin modsætning i en kvinde. Bliver forelsket og gift. Bliver forladt, fordi hans store ego står i vejen. Tåger rundt. Finder hjem. Noget i den retning og set mange gange før. Men undervejs får Mazzacchelli flettet ikke så få filosofiske betragtninger ind om eksistensen og livet, om muligheden for at mennesker kan mødes, om erindringens natur (apropos Proust, som vi læser ved siden af for tiden), om æstetik og kunst og en hel del mere.
Tegningerne er meget enkle og meget veltegnede. Farvelægningen er tilsvarende enkel og anvendes markant og bevidst som et stærkt grafisk virkemiddel, der i sig selv er en aktiv medfortæller af historien. Se fx eksemplet her på siden, som er typisk, hvor både farvelægningen og stregen tydeligere end nogen ord viser, hvordan to mennesker kan være i to forskellige verdener i samme rum. Farverne bruges også til at markere forskelle i tid: Kapitler i nutiden er holdt i gule nuancer, mens tilbageblikkene er i blå og/eller rødlige nuancer. Det er grafisk flot, og det fungerer godt som understøttelse af historien.
Ifølge anmeldelser i mange medier er Asterios Polyp et banebrydende værk inden for tegneseriegenren i kraft af sin ambitiøse kombination af grafiske eksperimenter og (livs)filosofisk indhold. Det kan jeg ikke bedømme, da jeg genremæssig er på udebane her, som sagt. Men det ER en imponerende flot tegnet og skrevet bog. For mig demonstrerer den til fulde, at tegneseriemediet faktisk kan noget særligt. Så måske skal jeg alligevel prøve at den dyrke “den grafiske roman” lidt mere som genre….?
Skriv et svar