Virginie Despentes’ roman om den tidligere så succesfulde pladespusher og dj, Vernon Subutex, og hans fald til det franske samfunds bund er rå, punket, fræk og humoristisk og særdeles velskrevet. Samtidig dog tynget af lige lovlig mange personer og sidehistorier, som gør dette første bind isoleret set til en lidt ufokuseret affære.

Franske Virginie Despentes (f. 1969) har et pænt stort forfatterskab bag sig, og en del af hendes bøger er også oversat til dansk. For mig er Vernon Subutex dog mit første bekendtskab med hende. Og lad mig bare afsløre fra begyndelsen, at det kalder på mere – selv om jeg i nogle henseender havde det lidt tungt med bogen.

Vernon Subutex er en romantrilogi (opr. 2015-2017), hvoraf jeg dog indtil videre kun har læst første bind – i Mette Olesens veloplagte oversættelse til dansk (fra 2016, revideret i 2019).

Romanen handler, som titlen antyder, om Vernon Subutex. Tilbage i slut-1980’erne og begyndelsen af 1990’erne i post-punkens Paris var Vernon et hit med sin egen pladebutik og samtidig en eftertragtet dj. Men så kom internettet og streamingtjenesterne og i romanens nutid er pladebutikken lukket, og Vernon er so-much-last-century. Vernon er faktisk så ancient, at han stadig tror, at Facebook er et socialt netværk:

Vernon hænger stadig ud i sit Facebook-netværk, som om han vandrede hvileløst rundt på en kirkegård. De eneste tilbageblevne beboere er en flok rasende zombier, der hyler og skriger som indespærrede forsøgskaniner, der bliver flået levende og gnedet med groft salt i sårene.

Ved romanens begyndelse er tiden løbet ud for Vernon: Det er længe siden, han har haft et arbejde, og huslejen har han gennem længere tid betalt via sporadiske donationer fra sin gamle ven, den celebre rockmusiker Alex. Da Alex afgår ved døden af en overdosis, sender det Vernon på gaden. Romanen er fra Vernons perspektiv én lang gang couchsurfing, hvor han overnatter periodisk på sofaen eller i sengen hos først det ene og så det andet tidligere kvindebekendtskab – iblandet en god del sex, sprut og stoffer.

Vernon Subutex er i den forstand fyldt med sex, drugs and rock’n’roll, men der er ikke noget glamourøst over noget af det. Stemningen er rå, upoleret og desillusioneret – og der er tilsyneladende kun én vej, og det er mod bunden. Men romanen er også fyldt med masser af humor, som gør den ikke bare udholdelig, men decideret fornøjelig at læse.

Despentes opruller et ganske stort persongalleri. Mange af kapitlerne er fortalt fra Vernons perspektiv, men lige så mange fra andre personers. Dette greb er på den ene side en af romanens styrker, fordi det lader også Despentes skildre flere forskellige samfundslag i det moderne Paris.

Vi møder for eksempel Hyænen, som lever af på bestilling at tilsværte offentlige personers ry og rygte gennem et netværk af falske profiler på de sociale medier.

Vi møder også den lidet succesfulde manuskriptforfatter, som hidtil synes at have viet en del af sit liv til (ved Hyænens mellemkomst) at tilsvine den afdøde rockmusiker Alex’ ry og rygte – men nu går på jagt efter nogle videooptagelser, Alex lavede kort før sin død, og som Vernon Subutex er i besiddelse af.

Og så er der den nyrige børsmæglermilionær, der omsætter sin øknomiske succes i stoffer, fester og sex. Hans kapitel er fortalt som en lang manisk, kokainforstærket enetale:

Prøv at gøre som mig, så skal du se. Jeg analyserer, jeg fornemmer, jeg overhaler, jeg forudser, jeg undviger. Altid på vagt. Dårlig nyhed for den franske befolkning: Festen er slut. Passér gaden, der er ikke mere at sælge. Vi har likvideret alle vores køleskabe og computere, nu tager vi lagrene og sælger dem et andet sted. Hvad så? Bortset fra at tude, hvad vil I så gøre? Slå hinanden ihjel? God idé. Vi har våben til salg.

Vi møder også den “velintegrerede” indvandrer, hvis kone er skredet for en karriere som pornostjerne, og som nu er bekymret for, om hans datter er ved at blive islamistisk radikaliseret. Der er en anden, tidligere pornostjerne, der nu har skiftet køn. Der er et tidligere rockerbandemedlem, hvis kone er skredet, fordi han tævede hende. Og så er der en ung, rodløs nynazist, der simulerer selvtillid ved at tæve hjemløse på gaden.

Og der er mange flere, og det er lidt for mange forskellige personer efter min smag. Ihvertfald bedømt på første bind alene. Men hvis Despentes begrænser introduktionen af nye personer i de næste to bind, skal jeg ikke afvise, at det kan samle sig.

Portræt af Virginie Despentes 24.11.2014. Foto: Jean-Francois PAGA/Leemage.

Despentes’ skrift former sig i et vist omfang efter personerne. Stilen er genkendelig og sammenhængende romanen igennem, men hun formår alligevel at give sproget en skiftende tone og stil, alt efter hvem der taler (selv om alle kapitler er skrevet i tredje person). Dette er noget af det, der er med til at betrygge læseren i, at vi er i hænderne på en virtuos forfatter, der kan sit håndværk.

De mange personer og sidehistorier gør dog også Vernon Subutex 1 til en noget flagrende affære. De mange skift i scene og personer undervejs gjorde det for mig til en lidt op- og afbrudt læseoplevelse. I størstedelen af romanen var det som om, at jeg for hvert kapitel skulle begynde forfra på en ny novelle med nye personer.

Og det var med til også at gøre det til en lidt langstrakt læseoplevelse for mig. Jeg har mod min sædvane haft Vernon Subutex 1 liggende meget længe på mit sengebord og ind i mellem også læst noget andet (eller slet ikke), fordi jeg ikke rigtig orkede at gå i gang med næste kapitel.

Når det er sagt: Når jeg tog mig sammen til at begynde et nyt kapitel, blev jeg i hvert eneste af dem hver gang lynhurtigt fanget ind. For Despentes skriver rasende godt, og hun får sine personer til at leve. Og i sidste del af dette første bind af romanserien, begyndte den at samle sig, og jeg blev for alvor fanget, endda næsten begejstret.

I mere end den første halvdel af romanen havde jeg lidt svært ved at finde ud af, hvor Despentes egentlig ville hen med sin roman, udover at hun tydeligvis var i gang med mixe et potpourri af uensartede franske stemmer fra sin litterære dj-pult. Men mod slutningen af romanen bliver det klart, hvor vi skal hen:

Mod bunden, helt ned på bunden, i det udgrænsende og fortrængte parallelsamfund af hjemløse bumser i Paris’ gader.

Vernon ender på således på gaden, hvor han pludselig – stik mod hvad selv havde troet muligt – oplever sig selv sidde med fremstrakt hånd og tigge. I en ny position, som til hans overraskelse også indebærer en sær form for frihed – den frihed, der kommer af ikke at blive set, at blive ignoreret, men uden aktiv fjendtlighed fra de fleste.

Efter at han var begyndt at sidde hele dagen foran supermarkedet, var han blevet mindre virkelig end før.

At dømme efter den smule, jeg har læst om de følgende to bind, så forbliver Vernon Subutex på bunden af samfundet i resten af romanserien i noget, der udvikler sig til et alternativt stykke samfundskritik.

Jeg er ikke afvisende over for at læse videre om Vernon Subutex, men jeg har ikke lige de to næste bind stående på hylderne derhjemme. Der står til gengæld så meget andet godt, som jeg vil prøve at grabbe mig lidt ind på i den kommende tid. Så det bliver ikke lige med det samme, at jeg kommer til at afslutte læsningen af trilogien.

Bind 1 og 2 af Vernon Subutex udkom første gang på dansk i 2016 på forlaget Tiderne Skifter. Jeg har læst den reviderede oversættelse fra 2019, udgivet på Gyldendal, som også har udgivet de to næste bind af romanen.