Jesper Wung-Sung lykkes på fornem vis med at give en stemme til kunsthistoriens mest berømte ryg og nakke i dette velskrevne romanportræt af Ida Hammershøi, maleren Vilhelm Hammershøis kone og foretrukne model.

Uanset om man er fan eller ej, så kender vi alle sammen de gentagne motiver fra Hammershøis berømte malerier: En stillestående opstilling med en kvinde i mørk kjole set fra ryggen på en gråmeleret baggrund af trist væg, måske et vindue eller en dør, måske en kaffekande eller en skål i forgrunden.

Den gennemgående model, kvinden med ryggen til, kender vi til gengæld ikke så meget til. Hun var Hammershøis kone, Ida Hammershøi, født Ilsted (1869-1949). Jesper Wung-Sung (f. 1971) har med romanen Kvinde set fra ryggen sat sig for “at vende hende mod verden og give hende en stemme,” som det hedder i bagsideteksten. Det lykkes ganske godt.

Jeg antager, at Wung-Sung har konsulteret en mængde kilder i sin research til bogen. De ydre rammer for historien – Vilhelm Hammershøis karriere, parrets rejser sammen til Amsterdam, Paris, London, Firenze, Rom og andre steder – er selvfølgelig velbelyste, og jeg gætter på, at Wung-Sung har holdt sig loyalt til de historiske fakta desangående.

Men bogen rummer ikke noter om, i hvilket omfang han også har haft adgang til kilder, der kunne give et blik ind i Idas indre liv – eller i hvilket omfang, han i givet fald har søgt at fortælle historien i overensstemmelse med dem, eller om der er tale om ren fiktion fra forfatterens side. Det gør nu ikke noget: Der er ingen tvivl om, at Kvinde set fra ryggen er fiktion, og at den Ida, vi som læsere møder, er forfatterens værk, det vil sige Wung-Sungs forestilling om, hvordan det kunne have været at være Ida Ilsted fra Stubbekøbing, senere den berømte malers kone og model.

Under alle omstændigheder kan der være større menneskelig sandhed i et skønlitterært portræt end i en historisk biografi (hvorfor jeg som regel foretrækker romanen frem for biografien). Og det er et smukt portræt, Wung-Sung maler med sine enkle ord og korte, flydende sætninger. Som læsere kommer vi helt ind på mennesket Ida fra første side, og vi slipper hende først på den sidste.

Vilhelm Hammershøis (1864-1916) billeder kan for en umiddelbar betragtning forekomme grå og mørke og blev i samtiden kritiseret for at være triste, isæt på grund hans foretrukne valg af anonyme hverdagsmotiver. Ser man nærmere på hans billeder, afslører han sig imidlertid som lysets mester. Og i Jesper Wung-Sungs roman får man et billede af en maler, der konstant er på jagt efter et motiv med netop det perfekte lysindfald.

Romanens Vilhelm Hammershøi er en vanskelig mand at leve sammen med. Han lever og ånder konstant, først og sidst og altid, fra han vågner, til han falder i søvn, for det samme: Maleriet og det næste motiv.

Vilhelm Hammershøi: Interiør, Strandgade 30 (ca. 1905), (Foto: Sotheby’s)

I Rom og Firenze, som Hammershøi naturligvis også skal besøge, sådan som det var på mode blandt danske kunstnere i de år, er han aldeles uinteresseret i både antikkens og renæssancens mesterværker: I stedet slæber han Ida rundt i små gader i timevis for til sidst at finde sit motiv i en ordinær port – fordi lyset er rigtigt. Det samme mønster gør sig gældende alle andre steder.

I Paris bruger Vilhelm flere måneder på blot at kopiere et ukendt græsk, marmorrelief, der hænger på Louvre. Hvorfor, bliver ikke helt klart (og ingen omkring ham forstår det), måske bare for at perfektionere sin teknik.

I København må Ida nødtvungent gå med til at flytte fra en lys og dejlig, helt ny lejlighed på Åboulevarden, som hun elsker, fordi Vilhelm ikke kan male dér, lejligheden mangler ånd. Denne “ånd finder han i stedet i en gammel, skimlet lejlighed i en nedrivningsklar ejendom i Strandgade på Christianshavn, hvor flere af hans mest kendte værker er malet.

Jesper Wung-Sung skriver godt i et enkelt og letlæseligt sprog, og siderne vender hurtigt sig selv. Det er egentlig ikke, fordi der sker så meget, men portrættet af Ida er så levende, at man hele tiden har lyst til at læse videre.

Ida bliver Vilhelm Hammershøis foretrukne model. Men det er ikke hende, han maler, ikke et portræt af mennesket Ida.

Hun er en krukke. Hun er en bog. Hun er et kobberstik. Der er ingen forskel på en kop, en stol, en dør eller Ida. Hun er en yndefuld stumtjener.

Wung-Sung skildrer Idas ensomhed i ægteskabet med denne dominerende mand, der taler så lidt og kun har passion for maleriet. Alligevel er romanen også en smuk kærlighedshistorie mellem de to, den form for kærlighed, der vokser frem gennem års tæt samliv, og bliver til en afhængighed, og som trods alt ikke kun er en ensidig relation, men også rummer kærlighed og en slags respekt fra Vilhelms side.

Samtidig er romanen et kig ind i en historisk periode med fokus på de bevægelser, der var i gang i kunstverdenen, herunder f.eks. etableringen af kunstnerkollektivet Den Frie Udstilling i 1891 på initiativ af Johan Rohde sammen med blandt andre Hammershøi og J. F. Villumsen. Fra først til sidst er Kvinde set fra ryggen dog et portræt af Ida, mens de historiske omgivelser har karakter af flimrende baggrund, og det klæder romanen.

Hen mod den sidste fjerdedel af romanen taber den pusten lidt. Det er som om, Wung-Sung ikke har meget mere at tilføje til det fine portræt af Ida, Vilhelm og forholdet imellem dem, og derefter skal romanen bare rundes af efter dens indbyggede kronologiske logik med beretningen om deres sidste år sammen, Vilhelms kræftsygdom og død. Den del havde jeg gerne set Wung-Sung korte endnu mere ned.

Især virker en række kapitler, der angiveligt gengiver et eventyr, Ida fortæller for sig selv (om sig selv), lidt malplacerede og bringer ikke nye side af portrættet frem. De kunne for min skyld gerne have været helt udeladt.

Men det er små skønhedsfejl i en samlet set vellykket roman – der som sideeffekt har givet mig lyst til at gå på museum og se på Hammershøi-billeder, som jeg ellers ikke tidligere har været særligt optaget af.

K's vurdering: