Merete Pryds Helle: Hej menneske

Bag den lidt fjollede titel gemmer der sig en særdeles ambitiøs og eksperimenterende arkæologisk stenalderroman. Og en rigtig god en af slagsen (hvis der ellers findes flere af slagsen, hvilket jeg tvivler på).

I romanens korte rammehistorie følger vi jeg-fortælleren Edith, der som arkæologistuderende medvirker til udgravningen af en boplads fra den yngre stenalder i det sydlige Jordan. Nogenlunde samtidig med, at holdet gør et sensationelt fund af en række begravede kranier bliver Edith stukket af en svært giftig skorpion, hun svæver i en periode mellem liv og død og opholder sig så ellers resten af romanen på sit hotelværelse under lægebehandling. Her går hun i gang med at skrive på sit arkæologispeciale om udgravningen. Stadig delvist i febervildelser bliver det imidlertid til en tekst, der kun i mindre grad indeholder arkæologiske fakta, og i større grad en indlevet fantasi over livet som kvinde i neolitisk tid – en kvinde også kaldet Edith, som jeg-fortælleren identificerer sig mere og mere med, et forhistorisk dobbeltgængermotiv.

Stilmæssigt glider romanen undervejs ind og ud af forskellige sproglige genrer: fra en nøgtern videnskabelig faktaformidling over smuk og skæv prosa, der nogle gange næsten bliver til lyrik. Hos Merete Pryds Helle kan beskrivelsen af en aften med liv og død ved solnedgangstid i stenalderbosættelsen f.eks. lyde sådan her:

“Edith flækker flint ved bålet, hvor der står en træskål med runde sten lagt ned til vand og rødder, mens Holly sover i sin kurv, der er foret med græs og fjer. Lily ligger i bækken og ser op på blodet på himlen. Nilofer ligger lig mellem to store sten og rådner kødet væk.”

I visse ekstatiske passager, bliver intensiteten i sproget så stor, at ordene formelig vælter ud, og heller ikke alle når at komme med ud, i en grad så man ind i mellem tænker, at der må være faldet noget ud i korrekturen, hvis det ikke lige var fordi, at rytmen i  sætningerne og smagen af ordene omvendt overbeviser om, at der ikke er noget tilfældigt her.

I sin ydre form prætenderer en stor del af romanen at fremstå som et slags videnskabeligt speciale. Det holder et meget lille stykke ad vejen, ihvertfald så længe man kun kigger på indholdsfortegnelsen – med kapiteloverskrifter som “Kromosomforandringer i korn i overgangen fra vildt til domesticeret korn” og “Stephen Mithens teori om kognitiv fluiditet”. Og bogen indeholder faktisk også en god del formidling af arkæologiske fakta og videnskabelige teorier om kulturudviklingen i yngre stenalder (Pre-Pottery Neolithic A/B) på den arabiske halvø. Tilmed suppleret af en række fotoillustrationer fra den arkæologiske udgravningsplads Shkârat Msaied i Jordan, hvor romanens rammefortælling udspiller sig.

Man skal nu ikke have åbnet ret mange universitetsspecialer for at indse, at dette først og fremmest er en fiktiv roman, og de rent fiktive passager fylder da også mest. Romanen veksler ubesværet mellem de to fiktive Edith’er i historien: Stenalder-Edith, hvis liv i romanens fiktive kondenserede historiefremstilling rummer en historisk udvikling, som ifølge arkæologien i virkeligheden nok nærmere fandt sted hen over 3.000 år: Overgangen fra nomadisk jæger- og samlersamfund til fastboende agerdyrkere, opdagelsen af muligheden af kornforædling, domesticeringen af får, udviklingen af organiseret religion, opfindelsen af pottemageri med meget mere. Og arkæolog-Edith i nutiden, som det meste af romanen ligger på sit hotelværelse i halvvejs febervildelse efter skorpionbiddet og bevidsthedsmæssigt glider skiftevis ind og ud af sin identifikation med fantasien om stenalder-Edith, længslen efter sin nuværende kæreste og i korte erindringsglimt barndomstraumet over en mor, der begik selvmord.

Den flydende grænse mellem fakta og fiktion tematiseres i romanen på flere niveauer: Oplagt selvfølgelig i forholdet mellem arkæologiske faktuelle fund, videnskabelige hypoteser og subjektive fantasier om livet i stenalderen. Men også i forhold i den nutidige arkæolog-Ediths personlige liv: Den personlige erindring som en fiktion om fortiden bygget af hukommelsesstumper. Kærlighed som et spændingsfelt mellem fiktionen om den anden og den faktiske anden.

Og så driller Pryds Helle læseren ved at eksperimentere med de konventionelle litterære fremstillingsformer. Som når  hun efter en ellers relativt nøgtern opregning af “Regler for det ukrænkelige ægteskab, Shkârat Msaied 7.590 f.v.t.” indføjer en lang fodnote, som umiddelbart ligner noget fra en klassisk afhandling, men som med overskriften “Regler for ægteskab, Tisvilde 1987 e.v.t” er et følelsesmæssigt stærkt erindringsglimt fra den fiktive nutidige Ediths barndom, hvor hun utilsigtet lærte noget om sin afdøde mors forhold til en anden kvinde.

Grænsen mellem fiktion og fakta udfordres også af, at man på bogens omslag om forfatteren kan læse, at hun selv er overbygningsstuderende i orientalsk arkæologi på Carsten Niebuhr Instituttet, og se hende fotograferet på noget, der ligner en arabisk udgravningsplads, ligesom en del af bogens øvrige farveillustrationer består af fotos taget af Merete Pryds Helle selv. Det er med til at introducere en usikkerhed hos læseren om, hvor meget af stoffet i bogen, der mon er selvbiografisk, og hvor meget, der er ren fiktion – hvilket giver teksten en yderligere spændstighed.

Alt dette og mere til – i en lille roman på under 200 sider. Det er overordentligt ambitiøst. Men jeg synes faktisk, at eksperimentet lykkes forbløffende godt. Det er i dén grad læseværdigt. Og ihvertfald så langt fra Hulebjørnens klan, som man formentlig kan komme, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det var mit første bekendtskab med Pryds Helle –  og hende tror jeg, at vi skal læse noget mere af.