Yan Lianke: Folkets tjener

Ganske vellykket både skarp og vittig kinesisk politisk-erotisk satire over maoismen og misforholdet mellem den kinesiske propagandamaskines besyngelse af Folket og Socialismen på den ene side og realiteterne i Maos ekstremt hierarkiske, de facto klassedelte og hyklerisk bornerte Kina på den anden.

Yan Liankes (f. 1958) roman Folkets tjener udspiller sig handlingsmæssigt i 1967 under Kulturrevolutionen i Kina. Hovedpersonen Wu Dawang er en ambitiøs og relativt ung mønstersoldat, der har fået det ærefulde hverv at blive personlig fuldtidsoppasser for en højtstående divisionskommandant og dennes unge og smukke, men seksuelt forsømte og frustrerede kone.

Titlen refererer til et af formand Maos mest berømte slogans, “Tjen Folket!” som romanens handling grundlæggende er én lang, bidende satire over.

Gang på gang har Wu Dawangs overordnede, den Øverste Leder, indprentet ham, hvad er det vigtigste for Wu Dawang hele tiden at huske på i funktionen som oppasser for divisionskommandanten og hans kone: “Spørg ikke om hvad jeg ikke bør spørge om, gør ikke hvad jeg ikke bør gøre, sig ikke hvad jeg ikke bør sige.” Og ikke mindst: “At tjene divisionskommandanten og hans familie er at tjene folket.”

Det sidste er det afgørende twist i historien. For divisionskommandantens kone, den smukke Liu Lian, fortolker det sådan, at Wu Dawangs seksuelle betjening af hende dermed er det samme som at tjene folket og dermed socialismen. At sige nej til hende ville være intet mindre end en antirevolutionær handling.

I starten forsøger Wu Dawang ganske vist at stå imod Liu Lians tilnærmelser, mest af angst for de mulige konsekvenser for ham selv:

Flere gange var han tæt på at afsløre hendes degenererede, kapitalistiske forsøg på at forføre ham, men hver gang ordene nåede hans læber, tvang han dem tilbage igen af grunde som ikke stod ham klart.

Wu Dawangs modstand holder nu ikke længe. Han forelsker sig stormende i den smukke Liu Lian og deres forhold bliver til en erotisk besættelse for dem begge. En besættelse, som ligefrem udvikler sig i retning af antirevoluionære seksuelle udskejelser, som indebærer tilsmudsning af selveste formand Mao Zedongs portrætter og citater – dette vel at mærke på et tidspunkt i Kinas historie, hvor det var forbundet med dødsstraf at vandalisere et billede af Mao.

Yan Lianke udfolder de to elskendes vandalisering på kostelig vis. Læs bare det følgende uddrag af den scene, der for alvor kommer til at sætte gang i sagerne. Wu Dawang har forladt sin elskerindes seng og går hen til klædeskabet for at tage lidt tøj på:

Men da han åbnede døren, indtraf der en katastrofe af uoverskuelig kontrarevolutionær uhyrlighed – en som truede selve samfundets og statens struktur, noget der var langt mere alvorligt end at træde på et af Maos citater. Da han tog sin uniform ud af skabet, fulgte en gipsstatue af Mao Zedong med. Den faldt til jorden og knustes ubarmhjertigt ud over hele gulvet. Formand Maos afhuggede hoved rullede, præcis som en bordtennisbold ville have gjort, hen til bordet, mens det på sin vej skaffede sig af med sin snehvide næse som faldt til ro som en støvdækket soyabønne, midt i lokalet.

Folkets tjener er således en endog ret så morsom satire over den kinesiske propaganda og Mao-dyrkelse, som var på sit højeste under Kulturrevolutionen. Jeg kan ikke dy mig for endnu et citat fra en af de scener, hvor Wu Dawang ved divisionskommandantens kones hjælp får lejlighed til at øve sig i at omsætte politisk teori til praksis, hvilket snart skal indbringe ham den ærefulde titel af “Eksemplarisk Tjener af Folket”:

Efter et øjebliks tøven trak han sine bukser af og blotlagde sin atletiske og muskuløse skikkelse, nøjagtig som hun havde blottet sig for ham aftenen før. Deres blikke mødtes, sydende af fjendtlig lidenskab. Et vellystigt glimt skinnede i deres øjne – en flammetunge øjeblikket inden den antænder en bunke tørre kviste. Og mens deres begær ulmede i værelsets stadig tyndere luft, fandt Liu de præcise, de eneste ord som øjeblikket fordrede: “Tjen folket – kom så, tjen dem, tjen dem, tjen dem …”

Sprogligt set er Folkets tjener på den ene side meget præcis i sin ironisering over den maoistiske propagandaretorik. På den anden side er sproget også en smule tungt i det. Noget skyldes måske oversættelsen til dansk, men det har jeg ikke noget reelt grundlag for at vurdere – udover at det ikke ligefrem borger for kvaliteten, at bogen ifølge kolofonen tilsyneladende ikke er oversat direkte fra det originale kinesiske, men indirekte via en engelsk oversættelse (lidt sølle, Lindhardt og Ringhof!).

Ikke desto mindre er Folkets tjener en sjov lille satirisk sag, der som sådan kan anbefales.

Yan Lianke var en anerkendt forfatter, også i Kina, da han første gang forsøgte at få Folkets tjener udgivet i 2004-2005. Men det var for stærk kost for de statslige kinesiske forlag, som alle afviste at udgive den. Romanen fandt imidlertid vej til den kinesiske og internationale offentlighed via et uddrag trykt i et af Kinas førende litteraturtidsskrifter. Dette førte til et egentligt forbud mod bogen i Kina og et pålæg til tidsskriftet om at tilbagekalde hele oplaget af nummeret med denne historie, der ifølge censorerne “bagtaler Mao Zedong, hæren og er oversvømmet med sex,” som man kan læse i efterordet til den danske udgave af romanen. Bogen opnåede ikke desto mindre et stort undergrundspublikum, også i Kina, og er siden oversat til en lang række sprog.

Yan Liankes Folkets tjener udgør mit besøg i Kina i min litterære verdensrundrejse.

K's vurdering: