Karl Ove Knausgård: Min Kamp 1

“For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det.” Sådan starter Karl Ove Knausgårds mastodontiske selvbiografiske roman i seks bind, Min Kamp.

Jeg har længe vægret mig lidt ved at gå i gang med Knausgård. Nok mest på grund af den massive hype, romanværket har været ledsaget af. Måske også begrundet i en mere eller mindre instinktiv og irrationel uvilje mod en forfatter, der kan finde på at give sin selvbiografi samme titel, som en vis diktator og talentløs forfatter med storhedsvanvid gjorde så belastet i 1930’erne. Denne konnotation er formentlig en bevidst provokation fra Knausgårds side med flere mulige betydningslag og heller ikke ueffent. Men alligevel.

Men en sen eftermiddag, hvor hvor jeg dryssede planløst rundt i en boghandler som en lille gave til mig selv på vej hjem fra arbejde, blev jeg alligevel fanget af det elegante omslag i Lindhardt og Ringhofs nye paperbackudgave af romanen (som er langt mere indbydende end det grimme omslag på den danske hardcover-udgave). Nok til at jeg pillede bind 1 ud af boghandlerreolen og læste de første linjer citeret ovenfor. Og så var jeg solgt på stedet. Ihvertfald var bogen solgt, og hjem med mig kom den.

Og romanen holder, hvad de første linjer lover. Hypen er berettiget. Det er altså virkeligt godt, det her. Pissegodt, faktisk. Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg gerne vil læse videre i de næste fem bind.

Romanværket har været omgærdet af en del debat om, hvor tæt, man som forfatter egentlig har lov til at gå på levende mennesker, hvor meget man kan tillade sig at udlevere dem som led i sit eget forfatterprojekt. Og det er bestemt ikke nogen illegitim diskussion, men for bedømmelsen af bogen som litterært værk er den for mig at se fuldstændig ligegyldig.

For der er ikke tvivl om, at Min kamp står distancen som litterær kunst – uanset om den er selvbiografisk eller ej, og uanset hvor mange af de mange konkrete detaljer i bogen, der er “virkelige” erindringer eller fiktion. For Knausgård kan det, som de største romanforfattere kan: Han kan fortælle en historie, som griber og medriver. Han kan skildre levende mennesker med en indlevelse, der gør, at man som læser kan spejle sig i dem, føle deres skuffelser og håb, deres vrede, sorg og glæde, deres ambitioner, frustrationer og fortrydelser.

Knausgårds Min Kamp er ofte nok blevet sammenlignet med Prousts store erindringsværk På sporet af den tabte tid. Hvordan den sammenligning falder ud, vil jeg vente med at bedømme, til jeg har været igennem alle bind af begge værker (som jeg lige nu ser for mig, at jeg kommer til at læse sideløbende). Men der er ihvertfald paralleller (som Knausgård også selv er meget tydelig om med en henvisning i starten af romanen til sin egen læsning af Proust).

Men (det første bind af) Min Kamp er ikke bare en pastiche over Proust, men et værk i egen ret. Og Knausgård er en moderne forfatter med sin egen stil. Det indebærer blandt andet, at han er langt mere letlæst: Romanen læser næsten sig selv, er særdeles velskrevet i et smukt ligefremt sprog.

Bind 1 af Min Kamp har som sit altdominerende omdrejningspunkt Knausgårds problematiske forhold til sin far og læses som én lang bearbejdelse af farens død. Den første lille halvdel af bogen er overvejende helliget den unge 15-16 årige Karl Oves genvordigheder som teenager i 1.g, med alle de almindelige udfordringer, der hører den alder til – men hele tiden med farens skikkelse dominerende i baggrunden.

Anden del af bogen er handlingsmæssigt forankret omkring det tidspunkt, hvor den nu 30-årige Karl Ove efter meddelelsen om, at hans far er død, rejser tilbage til barndomsbyen sammen med sin bror for at ordne begravelsen. Karl Ove har på det tidspunkt mere eller mindre brudt med faren, som var sunket ind i en dyb alkoholisme, der endte med at blive hans død i en for ethvert menneske uværdig fornedrelse, som også involverer farmoren, i hvis hjem faren har drukket sig ihjel.

De to brødre muger over flere dage ud i farmorens hjem – dels som led i sorgbearbejdelse, dels fordi det bare er et arbejde, der skal gøres – mens den delvist senile og ligeledes alkoholiserede farmor sidder i køkkenet midt iblandt dem i alt lortet og uværdigheden. Skildringen af det forløber over et par hundrede sider – afbrudt af erindringsglimt og reflektioner over forholdet til faren – men det er ikke for meget, for den meget detaljerede beskrivelse af arbejdet med rengøringen er med til at gøre den kun gradvise bearbejdning af sorgen og forholdet til faren nærværende og relevant.

Undervejs i den ligefremt fortalte historie indfletter Knausgård ubesværet en række reflektioner over kunst i almindelighed og det at skrive i særdeleshed, over forholdet mellem forældre og børn, herunder hans eget nutidige forhold til sine egne børn og utilstrækkeligheder som far og ægtemand, om personlig identitet i sociale relationer, og især om døden i livet.

Det er muligvis navlepillende selvterapi. Men det er også vedkommende for mig som læser. Fordi det selvbiografiske, det personlige og det partikulære, i Knausgårds litterære bearbejdning bliver alment og universelt.

Alt i alt: Jeg er begejstret og vil gerne læse mere.

K's vurdering: