Fredrik Backman: En mand der hedder Ove

Hyggelig, svensk feel-good-roman. For lang, for forudsigelig og lidt for pladderharmonisk mod slutningen. Men den er kraftSTEJLEme også sjov undervejs, som Ove måske ville have udtrykt det.

Ove er en af de på én gang mest charmerende og mest nederdrægtigt misantropiske, pedantiske, grænsende til det tvangsneurotiske, tvære og sure, gamle mænd, jeg er stødt på i litteraturen. Han er ganske vist kun 59 år, men Ove hører til de mænd, der har været sure, gamle mænd, lige siden de var unge.

Vi møder Ove på det tidspunkt, hvor han har været enkemand i et halvt år, og netop dagen før er blevet tvangspensioneret fra det arbejde, han har passet uden en eneste sygedag i det meste af sit voksne liv. Ove har hele livet gjort sin pligt og udfyldt en praktisk funktion, men nu er han ramt af en følelse af, at der ikke længere er plads til sådan nogen som ham. Ordentlige mennesker, der ved, at der en rigtig måde at gøre tingene på og en forkert. Dem er der ikke mange tilbage af.

For nu er alle 31 og har for stramme bukser og er holdt op med at drikke almindelig kaffe. Og ingen vil tage ansvar. En masse mænd med kunstfærdige skæg, der skifter job og skifter koner og skifter bilmærker. Bare sådan. Så snart det lige passer.

Så nu har Ove besluttet sig for at dø – og den beslutning forsøger han så at eksekvere på forskellig vis igennem romanen. Men der går hele tiden noget galt. Mennesker og dyr i Oves omverden bryder forstyrrende ind og forhindrer ham i at begå selvmord. Ikke mindst hende den gravide udlænding og hendes lyshårede drog af en mand, som er it-konsulent og kører i en japansk og ikke engang kan finde ud af noget så basalt som at bakke med en trailer, som flytter ind i nabohuset og trænger sig irriterende på med deres to børn og deres naive livsglæde. Og der er Oves gamle nabo og tidligere ven Rune, som han har ligget i nabokrig med i så mange år, at ingen af dem kan huske hvorfor, men nu har Rune fået Alzheimers, og kommunen vil tvangsanbringe ham på et plejehjem. Og så er der det forpjuskede katteskravl, der dukker uønsket op på Oves trappetrin, selv om han hele sit liv har hadet katte. Og der er flere andre.

Man skal ikke have læst mange sider, før grundstrukturen i romanen står klart, hvorefter den med usvigelig sikkerhed bevæger sig ad en forudsigelig bane mod en lige lovlig sødsuppet slutning.
For Ove er naturligvis ikke bare en vred og gnaven misantrop. Ret tidligt i romanen får vi gennem nogle tilbageblik til Oves barndom og ungdom indblik i den historie, der har gjort Ove til den, han er. Og han er grundlæggende en gammeldags hædersmand, som måske nok er en pedantisk stivstikker, men samtidig har det moralske kompas i orden. Og selvfølgelig bliver han blødt op af hende den gravide udlænding og hendes børn og katten og de andre.

Undervejs mod den forudsigelige slutning er der dog nok at grine højt af. Oves misantropi er på sine højdepunkter forrygende morsomt, og jeg klukkede højlydt mere en én gang over Oves tirader mod forfaldet i rækkehuskvarteret, som efterhånden kun er beboet af selvstændige og andre fjolser, der kører i Audi, fordi de ikke ved bedre, og “IT-konsulenter med bogstavkombinationsdiagnoser og kønsambivalente striktrøjer, som de alle sammen har nu til dags,” og andre umuliusser. Som nu for eksempel ham nytilflytteren overfor (der kun har boet i rækkehuskvarteret i fire-fem år), en fyrreårig laps med skægstubbe, som oven i købet også er en af de dersens joggere:

Ove glor ud gennem ruden. Lapsen jogger. Og det er ikke fordi jogging provokerer Ove, slet ikke. Ove er da ligeglad med, om folk jogger. Det er bare fordi, han ikke fatter, hvorfor man partout skal gøre så stort et nummer ud af det. Have påsmurt de der selvfede smil, som om de er ude for at kurere lungekræft. De går hurtigt, eller løber langsomt – det er, hvad joggere gør. Det er en fyrreårig mands måde at fortælle omverdenen på, at han saftsuseme ikke kan gøre noget rigtigt. Og tilmed at behøve at klæde sig ud som en tolvårig rumænsk gymnast for at kunne gøre det – skulle det virkelig være nødvendigt? Skal man virkelig se ud som OL-landsholdet i bobslæde, bare fordi man skal ud at lunte fuldstændig planløst rundt i tre kvarter?

Bogen er fyldt med denne slags enkeltstående guldkorn. Faktisk så fyldt med dem, at det er lige før, det bliver for meget. Man kan i længden godt blive lidt træt af, at Backman igen og igen bruger de samme sproglige former, som er ret sjove nogle gange, men bliver ensformige i længden.

Romanen kunne således have vundet ved at have været lidt kortere. Jeg var ikke desto mindre godt underholdt på den der uforpligtende hygge-måde det meste af vejen. Og jeg kan da heller ikke sige mig fri for, at jeg blev bevæget undervejs af beskrivelsen af Oves og hans afdøde kones liv sammen (Backmann bruger velkendte og helt banale tricks, men de virker ikke desto mindre). Jeg farer dog ikke ud og anskaffer mig Fredrik Backmanns opfølgere til Ove-bogen (som efter de omtaler, jeg har læst, lyder som bare mere af samme skuffe).

Den første halvdel af En mand der hedder Ove lyttede jeg til som lydbog. Det var den faktisk ganske godt egnet til, ihvertfald i den version, jeg lyttede til (udgivet som lydbog af Lindhardt og Ringhof), idet den var oplæst med en helt perfekt gnaven gammelmandsintonation af Thomas Gulstad. Omtrent halvvejs tabte jeg dog tålmodigheden og læste resten som e-bog (People’s Press) – det går trods alt noget hurtigere.

K's vurdering: