Ivan Turgenev: Fædre og sønner

Klassisk russisk melodrama om konflikten mellem generationer i en politisk brydningstid – selvfølgelig med både lykkelige og ulykkelige kærlighedshistorier involveret.

Fædre og sønner (1862) fremhæves almindeligvis som Ivan Turgenevs (1818-1883) hovedværk. Det er, som titlen antyder, et romanværk om modsætninger mellem to generationer. Samtidig er det en roman om den politiske brydningstid i Rusland i midten af det 19. århundrede.

Stilen er realistisk med tydelig påvirkning fra romantikken. De generationsmæssige og politiske spændinger er i hovedfokus, men Fædre og sønner er samtidig et melodramatisk kærlighedsdrama.

Romanen er oprindeligt udgivet året efter den politiske landboreform i Rusland i 1861, som formelt set ophævede stavnsbåndet, men reelt fortsat fastholdt bønderne i dyb afhængighed af godsejerne gennem et stramt afgiftsystem. Romanens tid er årene op til reformen, hvor der var en tendens til, at nogle godsejere slækkede stavnsbåndet over for de livegne bønder.

Den unge generation i romanen er den nyligt udklækkede student, godsejersønnen Arkadij Kirsanov, og hans lidt ældre ven, den medicinstuderende Jevgenij Bazarov. Den ældre generation er Arkadijs far og hans onkel, der bor sammen med sin bror på dennes gods, samt Bazarovs noget mindre formuende far, som er pensioneret læge med et lidt mindre landsted, som dog stadig tæller nogle fæstebønder.

Fædrene er ikke hårdnakkede modstandere af reformerne. De er for så vidt skikkelige mænd, men mænd af deres tid, som holder fast i forestillingen om adelens privilegier. De giver deres fæstebønder mere frihed end nødtvungent i tiden, men de er også konservative mænd, der holder fast i traditionen og religionen.

Fædre og sønner er fortalt af en alvidende fortæller og fortælleperspektivet skifter ind i mellem fra person til person. Altovervejende er perspektivet hos den unge, noget naive Arkadij Kirsanov. Den egentlige hovedperson er imidlertid ikke Arkadij, men hans ven og mentor, den erklærede nihilist Jevgenij Bazarov.

Konflikten mellem generationerne udspiller sig først og fremmest i diskussioner mellem Bazarov og Arkadijs far og onkel, til særligt den sidstes store irritation. Bazarov er i disputterne markant og kompromisløs i sin forsagelse af alle idealer. Han deklamerer stolt og hårdnakket (på meget ungdommelig vis), at han ikke tror på noget og ikke anerkender nogen autoriteter eller sandheder.

Bazarov fremstår imidlertid, når det kommer til stykket, som lidt af en studentikos salonnihilist. For der er ingen handling bag Bazarovs ord. Han gør ikke noget, andet end at tale. For realiteten er, at han mangler et substantielt projekt, en retning. Hvis han har andre politiske projekter end afvisningen af det bestående, så hører vi ikke om dem.

Blandt Bazarovs yndlingsaversioner er “romantik,” herunder romantisk kærlighed. I dét, der er romanens centrale drama, forelsker Bazarov sig imidlertid i en smuk og begavet, adelig kvinde. Men hans selvforståelse står i vejen for at kunne elske, og det ender med at fælde ham på forpint og tragisk vis.

Som melodrama er Fædre og sønner glimrende underholdning, men den har også andre kvaliteter. En af dem er tematiseringen af de politiske brydninger i tiden. En anden er, at personerne ikke er endimensionelle, men gennemgående ganske nuanceret skildret:

Den unge Arkadij Kirsanov er ungdommeligt betaget af Bazarov og har påtaget sig hans nihilistiske ideer, men i bund og grund er han mere forankret i traditionen og familien end som så og i det hele taget mere pragmatisk. Arkadijs onkel, som på overfladen inkarnerer den gamle landadelige tradition, bærer på sin egen tragiske historie og er grundlæggende også et ordentligt menneske. Bazarovs indre splittelser har jeg allerede antydet. Og så videre.

Dertil er det en litterær kvalitet, at det ikke er umiddelbart entydigt, hvor forfatteren Turgenevs sympati egentlig ligger. Det førte i hans samtid til en del kritik. Konservative anklagede ham for at promovere nihilisterne, mens venstrefløjen fandt ham for fesen.

Sammenligner jeg med Turgenevs samtidige forfatterkolleger, Tolstoj og Dostojevskij, kommer personskildringerne imidlertid til kort. I Turgenevs Fædre og sønner finder man ikke nær den samme psykologiske dybde og nuancerigdom som hos de to andre giganter, og historien er i sine grundtræk rimelig forudsigelig.

For de fleste forfattere er det selvfølgelig til den hårde side at blive holdt op mod Tolstoj og Dostojevskij, men det er ikke desto mindre oplagt og heller ikke urimeligt i Turgenevs tilfælde. Netop Dostojevskij kritiserede Turgenev for at være alt for poleret og i øvrigt for langt fra Rusland til at kunne skrive troværdigt om hjemlandet (Turgenev boede en stor del af sit liv i Tyskland og Frankrig). Og Tolstoj, som ved én lejlighed karakteriserede Turgenev som en dødbider, udfordrede ham ved en anden til duel (som dog blev aflyst).

Selv i sammenligning med de to nævnte mestre falder Turgenev dog ikke helt igennem. Han er bestemt værd at læse, men skal du kun læse én russisk forfatter fra det 19. århundrede, så skal du vælge en af de andre.

Jeg har lyttet til Fædre og sønner som lydbog. Jeg gør det ikke meget i lydbøger, og det er længe siden, jeg sidst afprøvede det medium. Fædre og sønner gjorde sig imidlertid glimrende i Flemming Enevolds fine oplæsning.

K's vurdering: