Den russiske nobelpristager Ivan Bunin byder på novellekunst af den fineste slags. I nogle stræk kan hans små melankolske fortællinger om døden og den flygtige, erotiske kærlighed måske nok forekomme en anelse bedagede, men han er en uovertruffen stilist og så absolut læseværdig også i dag.

Ivan Bunin (1870-1953) er formentlig ikke det navn, der først løber de fleste danske læsere i munden, hvis talen falder på store russiske forfattere. Men Bunin var ikke desto mindre den første russer, der fik Nobelprisen i litteratur (i 1933). På det tidspunkt var han emigreret fra Rusland, som han i forlængelse af Oktoberrevolutionen i 1917 forlod i 1920 for at slå sig ned i Frankrig.

At det netop var en russisk eksilforfatter, der blev den første til at modtage Nobelprisen, var sikkert ikke en tilfældighed eller uden politiske motiver. Men det skal nu ikke komme Bunins værk til skade, for der er bestemt noget at komme efter her, som det overbevisende demonstreres af den danske antologi fra 2020, Herren fra San Francisco og andre fortællinger, udvalgt og oversat af Trine Søndergaard til læseværdigt dansk.

Novellerne i antologien er hentet fra en periode på 35 år af forfatterskabet, fra 1915 til 1949. De præsenteres i kronologisk rækkefølge efter udgivelsestidspunktet – kun den sidste tekst, Cikader (opr. 1925), sprænger kronologien ved at være blevet placeret som afslutning, og det er forståeligt, da den skiller sig ud ved i mindre grad af være en novelle og i højere grad et livsfilosofisk essay (i fiktionens klædedragt).

På nogle punkter kan Bunins noveller godt forekomme lidt bedagede. Flere af dem er tragiske kærlighedshistorier, som ved første øjekast kan have noget “Den unge Werthers lidelser” over sig. Store lidenskabelige, ungdommelige følelser, der ender i selvmord eller mord. Ikke historier, der som sådan bringer mig helt ud på kanten af stolen.

Eksempler er de længste noveller i samlingen, Mitjas kærlighed (opr. 1924), som med sine mere end 60 sider nærmest er at betegne som en kortroman, og Jelagin-sagen (opr. 1925).

Men det centrale i Bunins noveller er ikke historierne. I en god del af dem er der faktisk nærmest ingen historie. Det hele handler om stemninger og menneskeportrætter. Og om sproget.

Bunin skriver intenst og kompakt og ekstremt sanseligt. Hans sprog er ladet med farver, følelser, sindsstemninger og intense naturbeskrivelser, som nogle gange nærmest overfalder og overvælder læseren.

Det sidste er nok allermest tydeligt i Mitjas kærlighed, hvor de intense og sanselige beskrivelser af naturen på landet næsten bliver for meget. Men Bunin har tydeligvis en pointe med dem, for den intense opmærksomhed på naturen afspejler også den unge, kærlighedssyge protagonists sindsstemninger.

I det hele taget er det værd at læse Bunin langsomt og opmærksomt, for ikke sjældent gemmer det vigtigste sig i sprogets sprækker, i dét, der ikke bliver sagt, eller i små fortalelser, der undslipper fortælleren.

Når jeg ovenfor referer til Werther er det egentlig ikke helt rammende. Jo, der er et tema med unge mænd, der overvældes af deres egne alt for store og alt for mange følelser (og alt for mange tanker om deres følelser) og søger en romantisk-dramatisk, mere eller mindre selviscenesat forløsning i døden (deres egen eller den elskedes). Men Bunins fortællinger er ikke Sturm und Drang-litteratur.

Grundstemningen hos Bunin er nærmere melankolsk, præget af et stilfærdigt vemod på bagtæppet af en tabt verden og i reflektion over livets forgængelighed og kærlighedens og den kropslige sanseligheds flygtighed i skyggen af den uafvendelige død.

I det hele taget er døden et omdrejningspunkt eller i hvert fald et væsentligt bagtæppe i stort set alle teksterne i denne samling. Ud af de femten fortællinger er der vel kun et par stykker, hvor der ikke indgår et eksplicit dødsfald, hvad enten der er tale om mord, selvmord eller naturlig død. Og i de øvrige er der tale om tab af en karakter, der lige så godt kunne have været døden.

Det lyder dystert, og ja, Bunin kan til tider være dyster, men han er også opløftende. Hans fortællinger handler lige så meget om kærlighed og erotik, og mange af dem er skrevet med en lethed, der til tider bliver næsten legende, her og der endda morsom.

En af mine favoritter i samlingen er Natligt hav (opr. 1923), som jeg ikke kunnne lade være med at læse som en hilsen til Dostojevskijs Den evige ægtemand: To navnløse mænd mødes tilfældigt en nat på dækket af et krydstogtskib. De taler afdæmpet og civiliseret med hinanden om en begivenhed, der ligger en del år tilbage, hvor den ene medvirkede til at knuse den andens liv ved at løbe af med hans kone. Konen er siden død. Men nu ligger det hele så langt tilbage, at ingen af dem rigtigt kan komme op ad stolen over det (i diametral modsætning til de to mænd i Dostojevskijs nævnte roman). Samtidig anes der under deres på overfladen rolige, resignerede, nærmest flegmatiske konversation ikke desto mindre historien om et stort drama, kærlighed, had, bedrag, sorg, ulykke.

Jeg var også ret betaget af Et let åndedrag (opr. 1916). Stemingen er her flagrende let, emmende af erotik, samtidig med, at det egentlig er en voldsom og tragisk historie. En rent ud mesterlig lille novelle, hvor Bunin på ikke mere end seks sider får tegnet et fuldt, rigt og sansemættet billede af en ung pige.

Bedst fandt jeg måske alligevel titelnovellen, Herren fra San Francisco (opr. 1915). Det er en underspillet ironisk historie om, ja, en herre fra San Francisco, der aldrig omtales ved navn, en nyrig forretningsmand fra Den Nye Verden, som med sin hustru og datter er på krydstogt til Europa for at opleve det romantiske Italien. Ankommet til de myteomspundne destinationer viser først Sorrento og siden Capri sig imidlertid langt fra at leve op til de romantiske forestillinger, præget af dårligt vejr og i det hele taget alt for meget virkelighed.

Og herren fra San Francisco følte sig som det, han virkelig var – en gammel mand – og tænkte allerede med lede og vrede på alle disse grådige, hvidløgsstinkende små mennesker, som man kaldte italienere; en af de gange, færgen lagde til, åbnede han øjnene og rejste sig halvt fra briksen og så under et klippeudhæng en klynge af nogle i den grad ynkelige, gennemfugtige, små stenhuse, klinet oven på hinanden helt nede i vandkanten, ved siden af bådene, ved siden af nogle klude og blikdåser og brunt fiskenet, at han følte sig fortvivlet ved tanken om, at dette var det ægte Italien, som han var rejst hertil for at nyde …

Og knap er det europæiske eventyr begyndt, før herren fra San Francisco dør, formentlig en blodprop, og det hele ender meget prosaisk med, at hans lig må fragtes hjem som enhver anden lastvare i en improviseret kiste flikket sammen af gamle sodavandskasser. Historie slut. Morale: Du dør til sidst. Men fortalt med den fineste sans for detaljer om miljøet og mennesketyperne og med en vis subtil ironi.

Skal jeg fremhæve en novelle fra Bunins senere forfatterskab, kan det være I Paris (opr. 1940) om en ældre russisk emigrant, som lever i stilfærdig ensomhed, efter at hans kone forlod ham for mange år siden i Konstantinopel. Et tilfældigt kærlighedsmøde med en væsentligt yngre, men tilsvarende ensom kvinde på en russisk restaurant i Paris giver både ham og hende forhåbninger om en mulig, men kortvarig lykke. Men selvfølgelig kommer døden i vejen. Det er en umådelig fin, lille, melankolsk historie i form af et glimt af to ellers usynlige menneskeskæbner.

Det samlede udvalg af noveller i Herren fra San Francisco og andre fortællinger giver et indtryk af et forfatterskab præget af ganske stor kontinuitet. Hovedtemaerne og i vidt omfang stilen er let genkendelig over årene. Måske med en tendens til, at melankolien tager mere til henover årene.

Tak til Trine Søndergaard for udvalget og oversættelsen – og for anbefalingen, uden hvilken jeg næppe ville være faldet over Bunin.

K's vurdering: