Fjodor M. Dostojevskij: Den evige ægtemand

Yes! Det er sådan her, jeg foretrækker min Dostojevskij: Kort, stram og skarp. Men samtidig med den dybde og de nuancer, som Dostojevskij er kendt for i de store romanværker.

Den evige ægtemand stammer fra den anden periode i Dostojevskijs forfatterskab, dvs. perioden efter hans ophold i en straffelejr i Sibirien. Det er i den periode, han skriver de mest kendte værker, herunder Brødrene Karamazov, som jeg læste i sidste måned. Den evige ægtemand udmærker sig imidlertid ved at være kort, og den er langt mere stramt komponeret end de store, fortællende romaner.

Som i mange af Dostojevskijs romaner, trækker han også i Den evige ægtemand på egne erfaringer – her erfaringerne som bedraget ægtemand efter sin første, utro hustru. Men som Ejnar Thomassen skriver i forordet, løfter Dostojevskij også her de personlige erfaringer til en universel historie, der rækker langt ud over en partikulær, personlig historie.

Fortællingen domineres helt af spillet mellem to personer: Alekséij Ivanovitsj Veltsjáninov er elskeren, der for ni år tilbage havde et længevarende, stormende, men hemmeligt forhold til en gift kvinde, samtidig med at han som ven af huset kom i hendes og mandens hjem som ven. Det endte med, at hun sendte ham væk, og han har brugt år på at komme sig over hende.

Ved romanens begyndelse opsøges Veltsjáninov i Petersborg af den bedragne ægtemand, Pavel Pávlovitsj Trusotskij, få måneder efter hustruens død. Trusotskij kommer angiveligt som gammel ven og indvier Veltsjáninov i, at han også er i byen for at gøre op med en tredje mand, som han har erfaret, at den nu afdøde hustru har haft som elsker i flere år i den mellemliggende periode.

Romanens udfolder sig herfra som et psykologisk magtspil mellem de to mænd, hvor det store, nagende spørgsmål er, om den bedragne ægtemand i virkeligheden godt véd, at Veltsjáninov også har været den afdøde hustrus elsker.

Romanens fascinationskraft skyldes i høj grad Dostojevskijs raffinerede fortælleteknik. Romanen er fortalt fra Veltsjáninovs perspektiv, mens den egentlige hovedperson snarere er Trusotskij, som vi imidlertid kun lærer at kende gennem Veltsjáninovs stærkt forudindtagede og partiske perspektiv, som yderligere præges af hans vekslende sindsstemninger.

Begge karakterer er fascinerende, men i særlig grad Trusotskij, som i sindsstemning veksler mellem sorg og vrede, afmagt og affekt, sølle opgivelse og snu hævngerrighed.

Hvordan historien udfolder sig, skal jeg ikke afsløre, men den er absolut medrivende, og Dostojevskij kommer omkring mange af de temaer, vi kender ham for fra de store romaner: Skyld, skam og fortrydelse. Kærlighed, jalousi og had. Magt og afmagt. Værdighed og fornedrelse. Mennesket i alt dets sammensatte kompleksitet, fyldt med usikkerhed og tvivl på sig selv og verden.

Undervejs får vi med Dostojevskijs socialt opmærksomme blik også nogle kig ind i de mere tarvelige og fattige dele af Petersborg. Og ikke mindst er romanen også fyldt med Dostojevskijs ironiske humor.

Det er kort sagt en fremragende roman.

Jeg har læst den i Ejnar Thomassens oversættelse i en udgave fra People’s Press, som er en genudgivelse efter Stig Vendelkærs Forlags udgave i serien Dostojevkijs samlede værker (1965-1966) (“den røde serie,” som også stod hjemme i mine forældres reol). Udgivelsen rummer også novellen Juletræ og Bryllup, en ganske fin lille novelle, som dog ikke gjorde noget uudsletteligt udtryk.

Tak til Peter Stig Sørensen for anbefalingen af Den evige ægtemand. Jeg har flere Dostojevskij’er stående på hylden, og den næste, jeg straks kaster mig over, bliver Dobbeltgængeren.

K's vurdering: