Jon Fosse: Nej åh nej. Hundemanuskripterne 1-3

Nej åh nej, jeg er ikke noget hundemenneske. Men ja åh ja, jeg er fan af Jon Fosse. Og jeg har læst Hundemanuskripterne med mild fornøjelse – for mig selv, selv om de nok havde været sjovere at læse med et barn. Måske.

Jon Fosse (f. 1959) har skrevet mesterlige bøger, hvoraf en del er oversat til dansk. De fleste er i dén grad for voksne, men Fosse har også skrevet en del børnebøger. Hundemanuskripterne placerer sig et sted midt i mellem. Oprindeligt er de udgivet som tre separate udgivelser, men er på dansk samlet i én lille bog, oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer.

Bogen består af tre historier om tre hunde med særdeles menneskelige egenskaber:

Nej åh nej er historien om skødehunden Websterr, som drømmer om at se havet og møde hundemoren med det hvideste krøllede hår, men efter et vildt forsøg i friheden alligevel ender med at længes efter trygheden ved “den gamle Olines skvulpende mave.”

I Du åh du finder fjordhunden Olav mod alle odds sammen med den tilsyneladende fornemme byhund Erna. Og i Fy åh fy gennemlever skibshunden Haktor alskens kvaler, da hans skipper køber en hunhund for at drive hundeopdræt.

På bagsiden beskriver forlaget bogen som en samling “sørgmuntre filosofiske historier for børn og voksne om ensomhed, kærlighed og skæve hundeeksistenser.” Og det er sådan set rigtig nok.

Man skal dog ikke forvente sig samme litterære eller filosofiske tyngde som i andre af Fosses værker, såsom Septologien, Andvake-trilogien eller Morgen og aften. Jo, der er da fine, små, livsfilosofiske pointer at trække ud af de tre hundehistorier, men vi er i den meget lette genre, hvad det angår. Som det jo også skal være, hvis målgruppen primært er børn.

Om børn så rent faktisk ville kunne lade sig fange at Fosses langmodige stil er et andet spørgsmål. Jeg tvivler måske lidt. Det er længe siden, jeg har læst bøger for et barn, og jeg forestiller mig, at der sker for lidt til at kunne holde opmærksomheden fanget hos de fleste nutidige børn.

På den anden side er Fosses skrift i høj grad velegnet til højtlæsning, og jeg tænker mig, at stilen med mange rytmiske gentagelser af de samme formuleringer, som han benytter i så rigeligt mål her ligesom i de større værker, kan have en vis appel til børn.

Under alle omstændigheder er det altid en fornøjelse af læse Jon Fosse, og det er det også her. Hundemanuskripterne var for mig et meget hurtigt, letlæst og ganske fornøjeligt lille intermezzo. Men så heller ikke mere.

K's vurdering: